Genåbning: Her er retningslinjerne for din virksomhed

I forbindelse med den såkaldte ”fase 2” af genåbningen af Danmark har bl.a. Sundhedsmyndighederne og Arbejdstilsynet udarbejdet en lang række vejledende retningslinjer til de forskellige brancher. Virksoms arbejdsmiljøchef, Lars Andersen sidder med i regeringens Task force om coronasmitte, og du kan læse hans anbefalinger og få et overblik over de specifikke retningslinjer for din branche her.

20. maj 2020

Her er retningslinjerne for genåbning af din virksomhed

Genåbningen af virksomhederne i Danmark er i gang, og mens nedlukningen var fra den ene dag til den anden, så åbnes Danmark i faser: I første fase åbnede skolen for de mindste ligesom dagsinstutioner også udvidede deres pasning, og vi er nu i anden fase, hvor flere arbejdspladser og brancher har fået lov til at genåbne, og imens har retningslinjerne for et godt og sikkert arbejdsmiljø udviklet sig undervejs. Regeringen nedsatte i april en Task force om coronasmitte, hvor blandt andre Virksoms arbejdsmiljøchef, Lars Andersen er en del af arbejdet:

”Usikkerheden og de vigtige beslutninger har været til at føle på for vores selvstændige medlemmer, når det er kommet til først nedlukningen og senere genåbningen. Derfor har det været vigtigt for mig både at sikre tydelige rammer for en forsvarlig genåbning, men også understrege, at det er den enkelte virksomhedsejer, selvstændige eller leder der bedst ved hvordan deres kontor, restaurant eller butik kan indrettes for at tage de nødvendige sundhedsmæssige hensyn.”

I forbindelse med den gradvise genåbning af samfundet har Arbejdstilsynet i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed udarbejdet et informationsmateriale, der vejleder i smitteforebyggelse. Vi anbefaler naturligvis alle at følge myndighedernes retningslinjer, så Danmark kan fortsætte ansvarligt og effektivt i genåbningssporet.

Retningslinjerne fokuserer på, hvordan vi tilrettelægger arbejdet på den sikreste måde, og hvordan man bedst håndterer adfærd, hygiejne, sygdom og symptomer, fortæller Lars Andersen:

”Den rigtige løsning for en butik i Horsens er ikke nødvendigvis den rigtige løsning for en butik på Amager, og det gælder i alle brancher. Lokale løsninger truffet af ansvarlige ejere og ledere er bedst, men det kræver solide og brugbare sundhedsfaglige retningslinjer, og det har vi prøvet at sikre i arbejdet.”.

Find retningslinjerne for din branche
Her kan du finde de specifikke retningslinjer for en virksomhed i din branche. 

Private kontorarbejdspladser
Butikker
Restauranter og caféer
Produktionsvirksomheder
Frisører og andre serviceerhverv med tæt fysisk kontakt til kunder

Du kan også finde den fulde oversigt over retningslinjerne på Arbejdstilsynets hjemmeside:

Arbejdstilsynet: Forebyg coronasmitte i din branche