Velkommen til Lederne Søfart!

Søfartens Ledere lægger i dag til kaj ved Ledernes Hovedorganisation og bliver til Lederne Søfart. Det betyder stærkere medlemsfordele til et lavere kontingent for de knap 4.000 medlemmer.

01. oktober 2018

Skib

I foråret var medlemmerne af Søfartens Ledere til stemmeurnerne for at stemme om sammenlægningen med vores søsterorganisation, Lederne. Hele 94% af de afgivne stemmer var positive og i dag, den 1. oktober, blev sammenlægningen så officiel.

Medlemmerne af det tidligere Søfartens Ledere er nu organiseret i Lederne Søfart, hvor Bjarne Cæsar Jensen, formand for Lederne Søfart, ser mange fordele:

–  Vi forbliver en selvstændig, maritim organisation og får samtidig adgang til Ledernes mange, dygtige rådgivere og jurister, deres mange kurser og uddannelsestilbud, og så bevarer vi vores uafhængige kommunikation, identitet og politiske interessevaretagelse. Vi bevarer også vores formue, ejendom og økonomiske frihed, understreger Bjarne Cæsar Jensen.

Sammenlægningen giver desuden medlemmerne af Lederne Søfart en økonomisk fordel. Vælger de samtidig at skifte A-kasse til A-kassen LH har de udsigt til en årlig besparelse på ca. 1.900 kr. på det samlede kontingent.

Se alle medlemsfordele for medlemmer af Lederne Søfart her

Formanden for Lederne, Svend Askær, hilste beslutningen velkommen, da samarbejdsaftalen blev underskrevet i juni:

- Jeg er stærkt tilfreds med, at vi har fundet frem til en model, hvor Søfartens Ledere bevarer sin branchemæssige selvstændighed, mens organisationens medlemmer samtidig får glæde af den omfattende medlemsservice, som vi i Lederne kan tilbyde. For Lederne giver samarbejdet med Søfartens Ledere os kompetencer på et nyt og vældigt interessant område, og aftalen sikrer os vækst i vores i forvejen voksende medlemstal. Samtidig ser jeg aftalen mellem Lederne og Søfartens Ledere som en model, man sagtens kan forestille sig kopieret i forhold til andre mindre lederorganisationer, der skulle have lyst til at blive en del af familien, siger Svend Askær.

På vegne af hele Ledernes Hovedorganisation: Velkommen til!