Nyheder

Opholdskravet afskaffes

10. januar 2020

Ledernes Hovedorganisation har sammen med de øvrige a-kasser og brancheorganisationen Danske A-kasser igennem længere tid arbejdet for at få afskaffet opholdskravet for ret til dagpenge. Det er nu lykkedes.

Regeringen og støttepartierne har 23. januar vedtaget at afskaffe det omstridte opholdskrav for ret til dagpenge. Opholdskravet blev vedtaget tilbage i december 2018 og trådte allerede i kraft 1. januar 2019. Det betød, at hvis man inden for de seneste 12 år havde opholdt sig i udlandet i et bestemt antal år (fuldt indfaset 7 år ud af de seneste 12 år), så mistede man retten til dagpenge.

Hvad betyder Det for dig?

Genopret dit medlemskab i A-kassen med tilbagevirkende kraft 
Hvis du meldte dig ud af A-kassen i 2019, fordi du ikke opfyldte opholdskravet, kan du få genoprettet dit medlemskab med tilbagevirkende kraft.

Det betyder, at du opfylder kravet om 1 års a-kassemedlemskab med det samme, hvilket er én af betingelserne for at have ret til dagpenge.

Det kræver dog, at du efterbetaler kontingentet for den periode, hvor du ikke har været medlem.Er du allerede medlem af Ledernes faglige organisation, skal du ikke efterbetale administrationsbidraget for perioden, hvor du har været udmeldt. Det samme gælder, hvis du melder dig ind i den faglige organisation i forbindelse med din gen-indmeldelse i a-kassen.

Havde du tegnet Ledernes lønsikring, da du meldte dig ud af a-kassen, har du på visse betingelser også mulighed for at gentegne den med tilbagevirkende kraft, når du melder dig ind igen.

Muligheden for genoprettelse af medlemsskabet gælder i perioden fra 1. februar 2020 til 31. juli 2020. Du skal sende os en skriftlig anmodning om at få genoprettet medlemskabet og erklære, at du ikke opfyldte opholdskravet.


Modtag dagpenge fra den måned, hvor du genopretter medlemsskabet

Du kan tidligst modtage dagpenge fra den første dag i den måned, hvor du beder os om at få genoprettet medlemsskabet.

Læs om betingelserne for ret til dagpenge

Ifølge loven kan du desværre ikke få dagpenge med tilbagevirkende kraft.