Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Sådan overvinder du overspringshandlinger

10. marts 2017

Der kan være mange årsager til, at du udsætter opgaver. Men sørg for, at tiden ikke løber fra dig, så du ender med at slukke ildebrande, for i sidste ende kan det påvirke din trivsel og være en kilde til stress.

Oplever du engang i mellem, at du har en vigtig opgave, som du beslutter dig for at løse, men at du afbryder dig selv på alle mulige tænkelige måder? Du skal lige tjekke dine e-mails, hente en kop kaffe, følge op på en aftale … og pludselig er tiden gået uden, at du har fået taget hul på opgaven. Måske får du dårlig samvittighed, bliver irriteret på dig selv eller føler dig endnu mere presset.


Her er seks gode råd til at undgå overspringshandlinger og få tingene gjort:

1. Find din motivation og drop den dårlige samvittighed
Det første skridt er at lægge den dårlige samvittighed væk og se uvanen i øjnene. Vær nysgerrig og se fordomsfrit på dig selv. Overvej: Hvad vil det give dig, at ændre din uvane? Lav en liste over alle de gode ting, som det vil medføre at ændre din vane med at udsætte og springe over.

2. Lær din vane at kende
Hvor springer du over? Er der særlige situationer eller opgaver, hvor du tyer til overspringshandlinger? Find ud af, hvilke opgaver, der dræner dig for energi. Er det for eksempel, når opgaven føles vanskelig eller uoverskuelig? Er det en svær samtale? Er det, når opgaven lugter lidt af rutine? Eller er det måske, hvis opgaven har en meget lang deadline?

3. Undgå distraktioner
Placer dig fysisk et sted, hvor du ikke bliver forstyrret og har minimal mulighed for at lave overspringshandlinger. Prøv at sætte uret til en time, hvor du lover dig selv at holde fokus. Sæt telefonen på lydløs og slå mailprogrammet fra. Lav en aftale med dig selv: Enten arbejder du på opgaven eller også laver du absolut ingenting. At lave ingenting er så kedeligt, at det næsten helt sikkert vil få opgaven til at være langt mere appellerende.

4. ”Spis elefanten - én bid af gangen”
Har du en opgave, som du kan mærke, at du er i gang med at forhale og vige udenom, så sæt et mål, som du er motiveret for at opfylde. Bryd det ned til delmål og helt ned på små enkle opgaver, som du kan løse på daglig basis, så du får en konkret plan at følge. ”Spis elefanten - én bid af gangen” - det hjælper med at komme i gang. Så snart du finder den første trædesten og får taget hul på opgaven, er den afmystificeret og virker knap så skræmmende. Og ofte tager opgaven kortere tid end du forventede.

5. Beløn dig selv, når arbejdet skrider frem
For mange er det befriende at komme i gang med opgaven og motiverende at sætte hakker på en to-do liste, ved de ting du har nået. For at holde motivationen kan du belønne dig selv, når arbejdet skrider frem, f.eks. med en overspringshandling. Giv dig selv tid og lov til at nyde den gode fornemmelse, når du opnår dine delmål og kommer godt i mål med opgaven.

6. Få støtte undervejs og hold motivationen
Alliér dig med hjælpere, som kan støtte dig undervejs. Overvej, hvem der er en god hjælper for dig og hvilken hjælp, du gerne vil have fra den enkelte. Måske har du en god kollega, som kan hjælpe med at bryde din uvane, give støtte og motivere undervejs. Det kan også være en god idé at fortælle de mennesker, der er tæt omkring dig, at du er i gang med processen og hvad det har betydet – det kan både hjælpe dig og inspirere andre.

Om Trine Dilèng

Trine Dilèng er ledelsesrådgiver i Ledernes Hovedorganisation og internationalt certificeret coach. Herudover er Trine Dilèng uddannet konfliktrådgiver.

Sammen med de øvrige rådgivere giver Trine Dilèng sparring til medlemmerne i Virksom om deres daglige udfordringer, udvikling af forretningen og om ledelsesudfordringer.

Personlig rådgivning

Rådgivning
Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback