Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

"Jeg drømmer om at udkonkurrere dem, som kun tænker i penge"

24. maj 2017

For iværksætteren Thor Thorøe handler forretning ikke om enten at tjene penge eller tage socialt ansvar. Det er kombinationen, der er det afgørende.

Tekst: Elisabeth Hamerik Schwarz
Foto: Jakob Helbig og Sebastian Krogh

Thor Thorøe, Social Foodies
"HVIS VI SKAL BEVARE VORES VELFÆRDSSAMFUND", skal vi både tjene penge og tænke socialt.” Ordene er Thor Thorøes. Iværksætter og manden, som ved årtusindeskiftet startede Paradis Is. Men efter et årti med kæmpe succes blev uoverensstemmelserne omkring værdierne og CSR-strategien for store i lederstaben, og Thor Thorøe blev i 2010 købt ud. Fra den dag har han udelukkende tænkt i socialøkonomiske forretninger.

 
“Jeg ville engagere lokalbefolkninger og give dem ejerskab, producere lokale råvarer – tænke langsigtet. Så jeg tog til Afrika og startede en chokoladefabrik og siden Social Foodies,” fortæller Thor Thorøe. Thor Thorøe ved, hvem han er, hvad han vil, og hvor han skal hen. Som barn blev skoledagen ofte tilbragt uden for døren, og efter skole brugte han timer alene på at udforske verden, bygge ting, finde på. Her finder man kimen til hans evne til at tænke nyt og eksekvere, mens den sociale interesse kom fra mormoren.

“Min mormor havde ikke mange penge, men hun bekymrede sig altid om udsatte. Hun havde et donorbarn i Rwanda og spinkede og sparede, så hun kunne besøge landet og se for sig selv, om pengene havde hjulpet,” fortæller han: “Hun lærte mig, hvad det vil sige at tage et socialt ansvar.”

ANSATTE FRA TOWNSHIP
Thor Thorøe er ligeglad med selv at tjene penge. Han vil hellere se fremdrift i andre.

“Jeg drømmer om at revolutionere verden og udkonkurrere dem, som kun tænker i penge,” siger Thor Thorøe: “Og det tror jeg, at jeg kan. For socialøkonomiske virksomheder gavner samfundet på flere niveauer.” Så da Thor Thorøe i 2011 startede chokoladefabrikken CocoàFair i Cape Town i Sydafrika, fandt han sine ti medarbejdere i townshippet Khayelitsha. De producerer i dag chokoladen til Social Foodies’ hylder.

“I Sydafrika er der mange etniske og racemæssige forskelligheder, og man kan ikke ansætte en Xhosa-kvinde til at lede en Zulu-kvinde, eller en dygtig sort leder til at lede en med coloured (etnisk gruppe i Sydafrika, red.) baggrund. Det kan gå helt galt, og den slags skal manvide, før man bare ansætter folk,” forklarer han: “Men i produktionen er alt håndlavet, udføres manuelt helt fra bunden og meget er rutinearbejde. Dermed kan man sagtens ansætte folk, der ikke har de store forudsætninger.”

I 2012 rejste Thor Thorøe hjem til Danmark og startede Social Foodies: en virksomhed, hvor ansvar er kodeordet – centreret om butikker, som sælger chokolade og is lavet af råvarer produceret i Afrika.

“Det er en langsigtet strategi at tage ansvar, men vi er ikke en NGO. Vi skal tjene penge for at kunne skabe arbejdspladser, uddanne lokalbefolkninger og forbedre samfund," siger han.

Social Foodies flødeboller
Social Foodies logo

Social Foodies har nu fem butikker i København og Aarhus, og herhjemme hyrer Thor Thorøe "folk med diverse diagnoser" til eksempelvis at pakke chokoladenødderør.

“At udvælge personer fra et sydafrikansk township eller socialt udsatte i Danmark er ikke forskelligt fra hinanden. Det kræver stor tålmodighed og evnen til at se det bedste i folk. Vores vigtigste opgave er at udvikle og opbygge medarbejdere frem for at se dem som gratis eller billig arbejdskraft,” siger han: “Det er de små succeser, der giver medarbejderne selvtillid og bringer dem fremad.”

SOCIALØKONOMI BETALER SIG
Thor Thorøe mener det alvorligt, når han siger, at han er villig til at hjælpe. Beviset ligger i, at han engang ansatte en otteårig dreng.

“Han havde flere diagnoser og var blevet smidt ud af skolen, så jeg tog ham i praktik i halvanden time om dagen i en måned,” fortæller han og fortsætter: “Økonomisk set fik vi ikke noget ud af det, men det ændrede alt for ham. For han følte, at han endelig var til nytte, og fik det derfor meget bedre.”

Men en socialøkonomisk virksomhed skal ligesom en almindelig virksomhed være rentabel, og man skal finde de rette ledere til at stå for projekterne. Mens Sydafrika-forretningen kører på skinner, skred Thor Thorøes partner i Zimbabwe med pengene, og et mejeri i Mozambique er sat på hold for at sikre, at Social Foodies kører forsvarligt rundt. For p.t. er fokus business to business i Danmark, ligesom Thor Thorøe netop har startet en biodynamisk farm i Uganda, der skal producere råvarer til Social Foodies. Et projekt, som Ledernes Hovedorganisation, som Virksom er en del af, også har valgt at investere i.

Fakta om Social Foodies

  • Etableret i 2012 af Thor Thorøe
  • Har 5 butikker i København og Aarhus
  • Producerer alt chokolade på CocoàFair i Cape Town
  • Har netop startet en biodynamisk farm i Uganda

Læs mere på www.socialfoodies.dk

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback