Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Maja Munch

Her kan du møde Maja, der er advokat i Virksom. Hver dag hjælper hun medlemmer med juridiske spørgsmål og sager, så de står bedst muligt juridisk. Og så er hun mere end almindeligt pertentlig, fortæller hun her :)

Maja Munch

Maja Munch er advokat i Virksom og en af dem, du kan få hjælp hos, når du er i tvivl om juridiske spørgsmål – eksempelvis i forbindelse med aftaler og kontrakter.

Navn: Maja Munch 
Titel: Advokat
Arbejdsområde: Juridisk rådgivning

Hvad laver du?
Når du sender en sag ind til juridisk afdeling, eller ringer på hotlinen, kan det være mig, du ender hos. Sammen med mine kolleger tager jeg mig af at svare på de mange forskellige juridiske spørgsmål, vi bliver præsenteret for.

Jeg gennemgår kontrakter sammen med vores medlemmer, giver råd og vejledning i forhold til juraen og forsøger efter bedste evne at hjælpe medlemmerne videre i den konkrete situation.

En god arbejdsdag er en dag, hvor jeg har gjort en mærkbar forskel for et medlem.

Hvilken erfaring har du, og hvordan kan du bruge det i dit arbejde?
Jeg har arbejdet som advokatfuldmægtig og advokat i 7 år, inden jeg startede hos Virksom, og trådte mine ”advokat-barnesko” i et mindre advokatfirma i Glostrup. Det var et meget alsidigt job, hvor vi dagligt kom i kontakt med et utal af juridiske områder, og hvor ansvar for egne sager og selvstændighed var en forudsætning. Arbejdet der har derfor givet mig en bred viden, som virkelig kommer til gavn i det daglige arbejde i Virksom. Særligt arbejdede jeg meget med insolvensbehandling, og har siddet på kurators side af bordet i mere end 200 konkurser, tvangsopløsninger og likvidationer. Det giver en særlig viden, som kan været meget fordelagtig at viderebringe til andre, som skulle være så uheldige at ende i den situation – særligt hvis jeg med min viden kan hjælpe til med at undgå, at det ender der.

Hvordan ser en god arbejdsdag ud for dig?
En god arbejdsdag er en dag, hvor jeg har gjort en mærkbar forskel for et medlem. Det kan både være, når jeg efter en kontraktgennemgang kan bekræfte, at det her er det helt rigtige set-up, eller modsat, når jeg kan bruge min viden og erfaring til at hjælpe et medlem med at undgå at stille sig selv i en rigtig dårlig position.

Hvordan er det at arbejde i Virksom?
Efter 9 år i den juridiske verden glemmer man nogle gange, hvordan livet er ”på den anden side”, hvor paragraffer, kontrakter og aftaler ikke er en forudsætning for alt, hvad man laver - der, hvor idéerne er vigtigere end den rigtige model for konfliktløsning. Arbejder i Virksom gør, at man er i kontakt med den verden flere gange om dagen, og bliver klogere på så utrolig mange spændende virksomheder. Og selvom idéerne er vigtigere i første omgang, så ser vi jo desværre også dagligt, hvor vigtig den rigtige aftale mellem samarbejdspartnere også er! Og her giver arbejdet i Virksom en unik mulighed for at tilbyde rådgivning af høj kvalitet til en gruppe mindre virksomhedsejere og iværksættere, som af økonomiske grunde ikke ville søge denne rådgivning hos et langt dyrere advokatfirma.

Herudover er Virksom stadig en ny organisation, og derfor en organisation som udvikler sig. Det er fantastisk at være en del af denne udvikling og ud fra den feedback og efterspørgsel, vi ser og modtager, tage del i at præge organisationen i den retning, hvor vi rammer behovet hos medlemmerne allerbedst. Og at få lov til at gøre dette sammen med nogle fantastisk kompetente og søde kolleger!

Kan du fortælle en lille ting som mange ikke ved om dig?
Mine kolleger kan se det, men det er ikke noget jeg praler med, da det helt ærligt nok er lidt til den neurotiske side… men jeg er hysterisk ordensmenneske – kender du typen hvor skrivebordet ser ud som om, man tager på 2 måneders ferie hver dag, når man tager hjem! Hvor kuglepennen ligger diagonalt på blokken i en vinkel på 45⁰, hvor tastaturet står parallelt med musen, som ligger parallelt med blokken, som ligger lige skråt til venstre for kaffekoppen? Det er mig… ;-)

Hjælp til dig

Juridisk rådgivning
Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback