Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Disruption: Hvad er det – og hvordan griber du udfordringen an?

Disruption. Som selvstændig har du hørt ordet igen og igen – og i mange forskellige sammenhænge. Men hvad betyder det egentlig? Og hvordan kan du selv komme i gang? Vi har talt med iværksætter Jesper Buch og forfatter Tune Hein, der har skrevet bogen "Disrupt eller dø".

Disruption
 
Hvem kunne ikke godt tænke sig at skille sig ud i mængden? At få den lyse idé, der forandrer en hel branche - eller bare gør verden til et lidt bedre sted? Det er lige præcis det, disruption – det helt store buzzword i erhvervslivet for tiden – handler om, at du skal gøre. Og helst før dine konkurrenter.

Det, der er allervigtigst, hvis du vil disrupte, ændre en hel branche og tage de andre indenom – det er, at du er dygtig til at innovere.

- Jesper Buch.

Erhvervsrådgiver Tune Hein, forfatter til bogen ’Disrupt eller dø’, forklarer:

- Disruption er en hurtig og livstruende ændring af dine forretningsvilkår, og det er vigtigt for enhver virksomhed at kunne se de mønstre, der opstår i det store kaos. 93 pct. ledere forventer, at deres branche vil blive disrupted – og kun 20 pct. føler sig faktisk klar til den udfordring.
 

Jesper Buch

Jesper Buch - Iværksætterguru og manden bag bl.a. Just-Eat

Tune Hein

Tune Hein - Erhvervsrådgiver og forfatter til bogen "Disrupt eller dø"

  
Disruption betyder nemlig i ordets oprindelige forstand, at man forhindrer en proces eller et system i at udvikle sig, som forventet. I forretningsverdenen betyder det frit oversat, at man simpelthen ændrer den traditionelle måde, en industri opererer på – og helst på en ny og effektiv måde.

Du skal tænke: Jeg er nødt til at forstå det her
Tune Hein har undersøgt en række virksomheder og fundet mønstre i den succesfulde disruption. Og det starter næsten hver gang med, at der er en person, der tænker: Det her er jeg nødt til at forstå.

- Det er ikke noget, man kan lære på CBS, det her. Det starter med et personligt drive, der får resten af organisationen med. For nogen er det nysgerrighed, for andre er det angsten for at komme bagud, der driver – mens andre igen ser potentiale. Men fælles for alle er, at når de begynder at åbne den her boks og kigge ned i den, så erkender de, hvor betydningsfuldt det er, forklarer Tune Hein.

Men hvad er det så, du præcis skal gøre? Hvordan disrupter man? Ifølge iværksætter-guru Jesper Buch skal du skabe behov, som folk ikke vidste, de havde. Det var det, han gjorde, da han grundlagde Just-Eat tilbage i 2000.  

- Det er firstmovers, der vinder og skaber rigtig store forretninger. Sådan er det bare – sådan har det altid været. Men det kræver, at du er i stand til at penetrere ud over dine egne markeder. Det er det, der skaber nye forretningsområder, forklarer Jesper Buch og fortsætter:

- Det, der er allervigtigst, hvis du vil disrupte, ændre en hel branche og tage de andre indenom - det er, at du er dygtig til at innovere. Alle, der ønsker at disrupte, skal have et guldæg, en innovation eller et produkt, som er minimum to år foran alle andre konkurrenter.

 

Se video med Jesper Buch om disruption

Du kan også opleve Jesper Buch på tre Virksom-konferencer i Aalborg, Kolding og København. Det sker i uge 46, som er Global Entrepreneurship Week i Danmark, og udover Jesper Buch kommer der en række andre oplægsholdere, der kan inspirere og give masser af gode råd. Arrangementerne er gratis - se mere om dem herunder.

Hvilke fordele har selvstændige virksomheder?

Store koncerner har ofte en kapital, der giver dem muligheder, tænker du nok. Den aggressive måde at disrupte på, er da også at kaste en masse penge efter en revolutionerende idé, fordi man stoler på, man får dem tifold igen, når først man har vundet markedsandelen.

Mit råd er, at du samtidig tænker i netværk: Hvem kan jeg koble mig på, for at jeg bliver disrupter i min branche? Det er nøglespørgsmålet.

- Tune Hein.

 
Men selvom du ikke har de helt store summer på kontoen at disrupte med, kan du faktisk have en stor fordel som selvstændig:

- Kig på det her felt og spørg dig selv: Hvordan kan jeg udnytte, at jeg er lille og dynamisk til at komme med på den her vogn? Mit råd er, at du samtidig tænker i netværk: Hvem kan jeg koble mig på, for at jeg bliver disrupter i min branche? Det er nøglespørgsmålet, forklarer Tune Hein og understreger, at det er meget vigtigt, at du har en strategi: Hvad er det, du forventer? Hvad er det, du går efter? 

Hvordan griber du så det an? Som selvstændig har du for eksempel en unik mulighed for at ændre en branche, som er gået i stå – eller rent teknisk ikke har fulgt med. Hele essensen er, ifølge Jesper Buch, at du skal gøre noget ’lettere, bedre eller billigere’. Som deleøkonomien (Über, Airbnb m.fl.)  for eksempel har gjort. Den helt store fejl, du kan gøre, er at du ikke forholder dig til disruption.

- Det er jo helt vildt at se en gigantforretning som Blockbuster være færdig som gårdsanger, fordi de ikke har disrupted noget som helst. Havde de gjort det rigtigt, så havde alle folk en Blockbox i deres hjem i stedet for Netflix i dag. Det er sådan noget, du skal gå efter, siger Jesper Buch.

4 gode råd til dig, der vil disrupte

Sådan disrupter du:

  • Ryk! Find en branche, hvor du tænker, at intet har forandret sig i mange år – så har du netop en god mulighed for at disrupte. Opdag den nye måde, man kunne gøre tingene på, og vær den første, der tager skridtet.
  • Innovér! Find ud af hvad der virker ulogisk eller som spild af tid og ressourcer – og find så på en helt ny fremgangsmåde.
  • Skab behov! Der opstår hele tiden nye behov blandt mennesker. Find ud af, hvilke behov verden har lige nu – gør noget lettere, bedre eller billigere.
  • Skil dig ud! Skab aldrig noget, som andre har gjort, eller noget der er nemt for andre at gøre efter.

De 3 vigtige spørgsmål, du skal stille dig selv:

  1. Hvordan kan jeg give kunderne noget nyt?
  2. Hvordan kan jeg give et ordentligt løft i service?
  3. Hvordan kan jeg gøre det meget billigere?      

Kilde: Tune Hein

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback