Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Jeg vil bevise, at tingene kan gøres på en anden måde

35-årige Sigurd Bæk Jensen tog springet fra en stilling som mellemleder til at blive direktør for sit eget digitale produktionsselskab, drive studios, der nu har 50 ansatte, kontorer i Berlin og New York - og Facebook, Yousee og DR i kundekredsen. Det er en gammel drøm, men har også sine udfordringer. Læs Q&A med Sigurd.

Tekst: Malene Mølgaard      Foto: Jakob Helbig

Leder på vej

Q: Hvornår opdagede du, at du havde en leder i dig?
A: Jeg har altid spillet fodbold, og her har jeg altid taget ansvar, og det samme har været tilfældet i alle de arbejdsopgaver, jeg har haft inden Drive. Jeg har altid haft en drøm om at have mit eget produktionsselskab, fordi jeg gerne ville bevise, at tingene kunne  gøres på en anden måde. Men jeg har måtte tillær mig de ting, som er direktøragtige. For eksempel har jeg ingen økonomisk uddannelse, så det har jeg måttet lægge til.

Q: Hvordan var det at gå fra leder til at være direktør?
A: Overgangen fra redaktionschef for 4-5 medarbejdere var nem, fordi vores virksomhed bestod af mig og én anden. Ansvaret er kommet gradvist, og nu er det i sandhed et andet job, hvor jeg er direktør for 50 ansatte og ikke selv laver indhold mere. Det har været en svær, men også vigtig proces at lære at uddelegere ansvar og afgive den kreative frihed og stole på, at dem, man har ansat, kan tage beslutninger.

Q: Hvilken betydning har din ledelse for virksomhedens succes?
A: Jeg tror, det giver respekt ned i geledderne, at jeg ved, hvordan produktionerne skal laves. Jeg blander mig ikke i de enkelte produktioner, for det har jeg ikke tid til, men jeg ved, hvordan jeg vil have det.

LÆS OGSÅ: Portræt af André Rogaczewski

Q: Hvordan kan du mærke, at du er en ung leder?
A: Det har klart været svært, fordi det er gået stærkt. Men min alder er ikke noget problem, fordi jeg har været direktør fra dag ét, og der er ikke tvivl om, at det er mig, der bestemmer. Vi har mange unge ansatte, så jeg er jo nærmest at betragte som den ældre garde.

Q: Hvad er din vigtigste lederegenskab?
A: ”People skills” – som for mig handler om at se, hvad folk er gode til, og hvem der fungerer godt sammen. Jeg stoler på folk og får det bedste ud af dem. Og jeg holder gerne på medarbejdere, selvom de ikke var så gode til det, vi først ansatte dem til, hvis de gør en indsats og har den rigtige indstilling.

Q: Hvad er din største ambition?
A: Jeg vil gerne tjene penge og lave det fedeste produkt, men ingen af delene sker, hvis ikke vi er det sted, hvor de bedste kreative i branchen helst vil være. Det bliver vi ved at sætte barren højt og stille krav og give ansvar, samtidig med at folk føler, der er tillid og opbakning til dem og plads til at træde forkert.

LÆS OGSÅ: Henrik Zillmer  - Det har jeg lært om ledelse

Q: Hvad har du lært af de erfarne ledere i dit eget arbejdsliv?:
A:
Keld Reinicke, som jeg startede firmaet sammen med, var the big boss i tv-branchen for 10 år siden, og vores kreative direktør Taus Abildgaard, de er stadig entreprenante i mediebranchen. De skubber til grænserne for, hvad der kan lade sig gøre, ser nye muligheder og tænker nyt på alle måder – det synes jeg er prisværdigt.

Q: Hvad vil du gerne blive bedre til?
A: Jeg stiller utroligt høje krav til folk, fordi jeg stiller høje krav til mig selv, og det kan godt nogle gange clashe lidt, fordi jeg har svært ved at forstå, hvorfor andre ikke synes, et projekt er lige så vigtigt, som jeg gør. Man bliver ikke nogen god leder, hvis man tror, man kan micro-manage og gøre det hele selv – der er jeg faldet i. Så minder jeg mig selv om, at jeg er nødt til at stole på dem, vi har ansat. Og jeg kan også sagtens huske, hvor irriterende det var, når mine chefer skulle fortælle mig, hvordan de ville gøre, så det forsøger jeg virkelig at holde mig fra.

Sigurd Bæk Jensen, 35 år

2015-nu Adm. direktør, Drive Studios ApS
2013-2015 Redaktionschef, Nordisk Film TV
2008-2013 Freelanceproducer og redaktør

Ledelsesrådgivning

Virksom - samtale - iværksættere