Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Camillas virksomhed blev 90 mio. kroner værd på tre år

06. december 2016

Hun revolutionerede måden, man læser studiebøger på – og det lykkedes på bare 3 år at skabe en virksomhed, som investorerne vurderer til stor international succes. Mød Camilla Hessellund Lastein her.

Lix

Har du hørt om Lix?
Kort sagt, er det alle de studiebøger, du har brug for, samlet i en digital tjeneste – du kan nemlig finde over 100.000 tunge bøger på Lix. Det fungerer således: Du køber den bog, du har brug for, meget billigere end i studieboghandlen. En bog til 2600 kr. kan for eksempel findes til 350 kr. Så downloader du en læser, hvor du effektivt kan studere, understrege og mange andre studievenlige features. 

Og det har vist sig at være en rigtig god forretningsidé, ikke mindst fordi salg af studiebøger er en af de 25 største brancher i verden.

Lix gik i luften i januar 2016. I sommer blev virksomheden værdisat til 90 mio. kroner. Og kvinden bag er 23-årige Camilla Hesselund Lastein, der fik ideen, da hun selv var erhvervsøkonomi-studerende på Århus Universitet.

- Det startede med mit eget behov. Jeg gik til eksamen med store, tunge bøger, som jeg skulle sidde og bladre i for at finde modeller, som jeg ikke kunne huske, hvor stod henne. Det tog en masse tid fra mig, og jeg tænkte: Det behøver jo ikke være så bøvlet! Der var rigtig meget fokus på streaming- og abonnementstjenester på det tidspunkt, så jeg blev meget overrasket over, at det ikke fandtes endnu. Det lå jo lige til højrebenet, fortæller Camilla.
  

Camilla Lix 1

”Jeg er ekstremt stædig! Når jeg har sagt A, siger jeg f...... også B. Og det, at der var nogen, der anså mig for at være en ung, naiv lille pige og undervurderede mig, det gav mig virkelig energi til at se, hvad jeg kunne få skabt uden dem.”

- Camilla Hesselund Lastein, stifter af Lix. Fotograf: Daniel Bank

Netværk, netværk, netværk!
Men hvordan kommer man så videre derfra, som selvstændig iværksætter med kun en idé på lommen? Det første Camilla gjorde var at netværke.

- Der var ikke et decideret startup-økosystem, som der er i dag. Men jeg fandt et arrangement, der hed ’Ladies First’ – alene fordi jeg havde mødt en, der arrangerede det. Og så tænkte jeg, hvorfor ikke gå derhen og møde nogle mennesker? Her mødte jeg den første person, der guidede mig videre og sagde: ’Hvis du vil satse på den her idé, så vil jeg anbefale dig at starte med at kontakte dem og dem.’ Det var et lille skridt videre. Netværk er altafgørende på det tidlige tidspunkt, har jeg fundet ud af, siger Camilla, der også allerede på det arrangement mødte en, der halvandet år senere vendte tilbage som investor.

Nogle af de første Camilla kontaktede var Bog & Idé. Det smiler hun lidt af i dag, for det var slet ikke dem, der havde rettighederne til bøgerne, fandt hun ud af – og sådan var starten. At forsøge sig frem, tale med folk og blive klogere.

- Jeg fandt endelig en it-virksomhed, jeg ville lave partnerskab med, i starten af 2014. Så jeg droppede ud af min uddannelse, flyttede hjem til min mor og arbejdede fuldtid på min idé og deltid som tjener. Jeg var nødt til at spare en masse penge op for overhovedet at kunne starte op – og efter et halvt år fik jeg så overtalt min bank til at låne mig de resterende 150.000 kr., så jeg kunne gå i gang med nogle udviklingspartnere.

 

Jeg tror meget på, det handler om at forstå dem, du arbejder sammen med. Uagtet om det er kunder eller leverandører. Det handler om at forstå deres virkelighed. Vi snakkede med dem igen og igen og igen – og til sidst fik vi klarlagt på et kæmpestort kort, hvordan den her industri fungerer og dermed også deres udfordringer.

Camilla Hessellund Lastein, CEO og grundlægger af LIX

Det første nederlag – og hvordan man kommer videre
Men det skulle vise sig at blive hendes første ærgerlige oplevelse i livet som selvstændig. Et lille år senere, hvor hun kun havde fået tilsendt fakturaer, og intet så for de mange penge, hun sendte i udviklernes retning, sad hun nemlig tilbage med intet andet end et Power Point-show og en drænet bankkonto.

- Jeg er overbevist om, at det var et scam, og det gjorde ondt. Men jeg vidste også, at jeg måtte op på hesten igen. Og det drive fik jeg simpelthen fra, at jeg troede så meget på min idé. Jeg var overbevist om, at jeg havde fat i det rigtige. Den skråsikkerhed, som sikkert også er lidt naiv, kan man komme rigtig langt på. Også selvom man indimellem sætter sig ned og føler, at hele verden er imod en, og man ikke modtager andet end nej, nej og atter nej.

Men der er også et andet personlighedstræk, der kan betale sig, når man er selvstændig på et stort marked:

- Jeg er ekstremt stædig! Når jeg har sagt A, siger jeg fandeme også B. Og det, at der var nogen, der anså mig for at være en ung, naiv lille pige og undervurderede mig, det gav mig virkelig energi til at se, hvad jeg kunne få skabt uden dem.

Så Camilla flyttede ind på en venindes sofa. Og begyndte forfra.

- Jeg var blevet røvrendt og havde ingen penge. Men jeg var samtidig blevet klogere. Jeg kunne virkelig se et behov i markedet. Der var en masse snavs i forlagsindustrien, der minder ret meget om medicinalfirmaer, der går direkte til lægerne og beder dem om at give deres medicin til patienterne. Forlagene går til professorerne for at sælge dem deres studiebøger, så de sætter dem på pensum. Jeg kunne bare se på det hele, at industrien trængte til noget transparens. Det gav mig også energi.

Hør Camilla H. Lastein fortælle om sin virksomhed

Sådan overtaler du folk til et samarbejde
Hun fandt en partner, en designer, tre udviklere, og så gik de ellers i gang fra en ende af. Forlagene skulle for det første overtales - og det krævede vedholdenhed.

- Jeg tror meget på, det handler om at forstå dem, du arbejder sammen med. Uagtet om det er kunder eller leverandører. Det handler om at forstå deres virkelighed. Vi snakkede med dem igen og igen og igen – og til sidst fik vi klarlagt, hvordan den her industri fungerer og dermed også deres udfordringer. For eksempel, at de har svært ved at finde ud af, hvordan forretningsmodellen skal struktureres ud mod den nye generation, der er vant til at alt er digitalt og gratis. Det gælder om at udnytte deres udfordringer og komme med løsninger på dem. Men jeg tror, det tog over 20 møder med de samme mennesker.

Og det lykkedes det stædige, lille team at lave en betaplatform på bare 8 måneder – og det seneste år har investorerne stået i kø, og det giver muligheder for at tænke globalt. Det har nemlig hele tiden været planen, at Lix skal udbredes internationalt og potentialet er kæmpestort. I Danmark findes der 260.000 studerende. I USA alene er der over 18 millioner.

- Det er ved at blive rigtig spændende nu. Og jeg ved, vi har haft 50 udfordringer, hvor andre ville have givet op. Sådan er det at være selvstændig iværksætter. Vi har skulle trække en kanin op af hatten utallige gange, uden at ane hvor den skulle komme fra. Der er mange, der forsøger at finde en idé bare for at lykkes eller blive rig, og det er mega-ucharmerende, hvis du spørger mig. Du skal mene noget oprigtigt med din idé og virkelig ville det, tro på det og synes det er fedt og sjovt at blive dygtigere. Det har i hvert fald hjulpet mig.

Camilla Lix 2

Fotograf: Daniel Bank.

Camillas bedste råd til dig, som er selvstændig

  • Du skal tro så langt nede i maven på din idé, at du ikke er i tvivl, om det kommer til at lykkes. Jeg tvivler dagligt på mig selv, og hvad vi laver, men når det kommer til stykket, kan jeg mærke i hele min krop, at det kommer til at ske. Den følelse af, at det er det rigtige. At du kan ændre verden og gøre den til et bedre sted end før. Den er afgørende.
      
  • Du skal være hårdhudet og villig til at gøre det, som andre ikke er villige til, for at nå dit mål. Der er et citat, der lyder noget i retning af: Hvis du er villig til at leve som ingen andre i et par år, får du mulighed for at leve som ingen andre i resten af dit liv. Det tror jeg på.
       
  • Spørg dig selv, hvad det værste er, der kan ske! Det svar er som regel ikke særlig slemt. Er du bange for at tabe ansigt, miste alle dine penge eller social fiasko? Find ind til kernen af din egen frygt, og spørg dig selv, om du er villig til at sætte det på spil og til gengæld får muligheden for at få succes med din drøm. Er svaret ja – så er det bare med at gå i gang.

Indspark: Inspiration og ny viden

Personlig rådgivning

Rådgivning
Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback