Hvordan kommer man bedst i gang med at markedsføre sin virksomhed på Facebook?
Som virksomhed på Facebook får du adgang til nogle redskaber, du kan bruge til at administrere dine sider, analysere din målgruppe og oprette annoncer og kampagner.
Det kan du læse mere om her
Her er Thomas Bigums bedste råd til at ramme den rigtige målgruppe og komme i gang med annoncering:
Ram den rigtige målgruppe
Inden man kaster sig ud i Facebooks analyseredskaber, skal man gøre sig klart, hvem målgruppen er, og herfra kan man arbejde på, hvordan man bedst når dem på Facebook.
- Den bedste måde at sikre, at man rammer de rigtige på Facebook, er ved at sætte sig ned og redegøre over for sig selv, hvem man gerne vil tiltrække. Det kaldes for persona at arbejde på den måde. Og det er en klassiker, fordi det virker. Man kortlægger simpelthen, hvad er det for en type persona, man gerne vil tiltrække. Hvis man ser på det som et tiltrækningsprincip, så giver det mening at sige: Hun er præcis 42 år, hun bor præcis i det postnummer, hun har præcis den familiekonstellation, præcis de interesser og hun kommer på de og de sociale medier. Når man sætter sig ned og kortlægger en persona, vil man også finde ud af, hvad man kan hjælpe hende med, og hvilke samtaler man kan starte, som hun vil blive tiltrukket af. Hun kan godt lide kageopskrifter, fedt, så laver vi det, og så vil typer som hende komme.
Kom I gang med annoncering
Lad os sige, du har startet en side for din virksomhed på Facebook, og nu vil du gerne have nogle følgere, så du laver en Facebook-annonce, der siger: ”Vi er på facebook, vil du følge os?” Hvordan får man bedst den annonce sendt afsted?
- I 2017 er det ret afgørende, at man sætter sig ind i det man laver, for det er ikke længere sådan, at det bare er noget, enhver glad amatør kan sætte sig ned og gøre. Facebook er gode til at få det til at se let ud, men der er vokset virksomheder frem i det her årti, der ikke laver andet end at hjælpe med det her, det er altså et professionelt job. Så jeg vil gerne sige til iværksætteren, hvis du sætter penge og tid af til det her, så sørg for at søge viden først. Heldigvis er der gode nyheder her, for internettet er stopfyldt med viden og artikler med sådan kommer du i gang. Så søg artikler, kom i gang og brug den første 500-krone-seddel, så godt du kan baseret på den viden, du henter på nettet.