Ledelse

Myten om den moderne leder

Opfattelsen af, hvad ledelse er, og hvordan den udøves, har bevæget sig så langt væk fra virkeligheden, at den er blevet en forskruet myte, mener Ralph Stacey, en af verdens højest estimerede ledelsestænkere.

I dette eksklusive interview til Ledelse i Dag argumenterer han for, hvordan strategisk tænkning og planlægning er en utopi, og hvorfor den kompleksitetsteori, han indtog verden med i 1990’erne, er mere relevant end nogensinde.

Af journalist Annemette Schultz Jørgensen 

Ledere lyver for sig selv, når de tror, at de med klare visioner og strategiske planer kan styre organisationer ind i fremtiden. For lige så lidt som ledelse foregår som rationelle, kalkulerede og kontrollerede handlinger, lige så lidt består organisationer af faste systemer, som man kan flytte og forandre i bestemte retninger.

Sådan lyder den kontante melding fra en af de højest estimerede ledelsestænkere, den britiske Ralph Stacey. Og det gjorde den faktisk allerede i starten af 1990’erne. Dengang han udviklede sin kompleksitetsteori om Complex Responsive Processes, der kom til at gå sin sejrsgang verden over ved at gøre op med systemtænkningen inden for ledelse og erstatte den med menneskelige relationer.

Siden er kompleksiteten i verden som bekendt kun tiltaget, og det samme er lederes forsøg på at håndtere den. Så da Ralph Stacey gæstede Danmark til et oplæg på CBS’ MMD-uddannelse i efteråret, syntes det oplagt at sætte ham stævne til en status over, hvordan ledere har håndteret den voksende kompleksitet, som han allerede for 20 år siden opfordrede dem til at lære at omfavne.

Ledelse er en idealiseret illusion
I 1993 opfordrede du med din Complex Responsive Processes-teori ledelsesverdenen til at opgive ideen om organisationer som faste systemer og ledere som nogle, der kan kontrollere dem, og i stedet udelukkende se organisationer som de processer, der udspiller sig mellem mennesker. Hvordan oplever du, at ledere har taget den teori til sig over årene og udviklet deres ledelsesforståelse siden?

- Generelt set er kompleksiteten både i og uden for organisationer jo kun tiltaget, siden jeg lancerede min teori. Og den intensivering har ført til en enorm idealisering af ledelse og af forestillingen om, hvad ledelse er og bør være, siger Ralph Stacey, der er professor i Ledelse på Hertfordshire Business School, University of Hertfordshire.

- I virkeligheden var det en udvikling, der især tog sin fart efter 2. verdenskrig, hvor kimen til moderne ledelse blev lagt. På det tidspunkt begyndte opsplitningen mellem forståelsen af management og leadership. Den opsplitning er blevet styrket siden, men har efter min opfattelse fjernet sig mere og mere fra virkeligheden igennem de sidste tyve år, siger Stacey til Ledelse i Dag.

Lederen er blevet en messias
Udviklingen kom ifølge Stacey med taylorismen og Scientific Management under industrialiseringen, der fødte ideen om moderne ledelse med en helt ny styrings- og planlægningstænkning i organisationsverdenen. Den skabte et billede af lederen som en, der med de rette redskaber og teknikker, kan styre virksomheder og planlægge forandringer. Ikke længe efter startede adskillelsen i to ledelsestyper, manageren, som den tekniske og planlæggende beslutningstekniker, og lederen, der med et visionært og langsigtet lederskab har fokus på de overordnede strategiske forandringer. Begge grundlæggende opfattelser, som de fleste både ledelsespraktikere og -teoretikere læner sig op ad i dag.

- De to ledertyper er stærkere i dag end nogensinde, men har igennem tiden kun udviklet sig til at blive to mere og mere utopiske billeder på, hvad ledere er og kan. På den ene side har vi fået opbygget en fuldstændig idealiseret myte om lederen, der er sådan en overheroisk person, som kan se ind i fremtiden, og inspirere folk til at bevæge sig i samlet flok i en bestemt retning. Og på den anden side har vi så manageren, som på baggrund af lederens klare visioner kan opstille lige så klare operationelle mål og planer, der kan få medarbejderne til at implementere strategien som en helt lineær proces, siger Stacey, der mener, at de to billeder er blevet tiltagende virkelighedsfjerne, i takt med kompleksiteten er vokset.

- Efterhånden som vi oplever, at verden forandrer sig hurtigere og hurtigere, bliver vi stadigt mere usikre. Den usikkerhed skaber angst for det uforudsigelige. Og for at reducere den følelse af usikkerhed og angst er vi begyndt at skabe et tiltagende idealiseret billede af lederen som en slags messias, der kan forme en vision af fremtiden og gøre verden mere sikker og forudsigelig igen. Og tilsvarende af manageren; der kan få det hele til at ske gennem logiske planer, siger Ralph Stacey.

- Begge billeder er rene fantasier, og virkelighedsforvrængede opfattelser. For sådan foregår ledelse ikke og kommer heller aldrig til det.

Der findes ingen organisationer
Så hvordan mener du så, at ledelse foregår i den virkelige verden?

- Først og fremmest findes der slet ikke organisationer i sig selv. For organisationer består jo kun af de mennesker, der befolker dem. Mennesker, som alle hver især har deres egne agendaer og intentioner, og som møder hinanden på kryds og tværs. Det skaber en masse mønstre af menneskelig interaktion og derfor uforudsigelig kompleksitet, som samtidig driver organisationer frem, siger Ralph Stacey, som dermed kort opsummerer essensens af hans oprindelige Complex Responsive Processes-teori.

- Organisationer udvikler sig med små iterative skridt som et resultat af alle mønstrene af menneskelig interaktion. Når vi med vores forskellige intentioner og dagsordener forsøger at påvirke vores omgivelser, og når de så påvirker os selv tilbage. Derfor er der heller ingen af os, der præcist kan sige, hvad vi vil gøre i morgen. For vores handlinger i morgen opstår som et resultat af, hvad der sker i dag, siger kompleksitetsteoretikeren, der argumenterer for, at forandringer af samme grund er noget, som sker hele tiden, og som ligeledes er uforudsigelige, fordi de sker som følge af alle vores responsive interaktioner.

Forandringer sker hele tiden i små ryk
Stacey mener altså, at forandringer i organisationer er det, der hele tiden foregår, når vi interagerer og sammen forhandler om, hvilke skridt vi skal tage som de næste. Ikke mindst om, hvordan vi skal håndtere de problemer, som vi måske netop har skabt som konsekvens af vores fælles foregående handlinger.

- Det her såkaldte interplay, er der jo ingen, der kan kontrollere, og af samme grund, er det også en utopi at tro, at forandringer er noget, ledere kan planlægge og styre fra toppen som én samlet lineær bevægelse. For du kan ikke forudsige, hvordan den kontekst, du er i, vil forandre sig, og derfor heller aldrig vide, hvordan den verden, du bevæger dig ind i, vil se ud i morgen.

Og af samme grund opstår der ifølge Ralph Stacey også hele tiden uforudsete ting i organisationer, som overrasker og kommer bag på os. Vi tror, vi kan forudsige, hvad der sker, fordi vi har lagt strategier og operationelle planer. Men ofte sker der noget helt andet, eller ligefrem det præcist modsatte af, hvad vi havde forventet.

Ledelse er at puffe til små udviklinger
Det lyder, som om udvikling og forandringer i virkeligheden foregår helt af sig selv. Som noget, der er ude af vores hænder. Og hvis det er tilfældet, hvorfor har vi så overhovedet brug for ledere?

- Bare fordi vi ikke kan kontrollere verden fuldstændig, behøver vi ikke gå i den modsatte grøft og tro, at vi så ingenting kan udrette som ledere. For det er jo ikke rigtigt. Det handler ikke om, at verden udvikler sig, uanset hvad ledere gør. Det handler om at forstå, at verden netop udvikler sig på grund af ledere – og alle de andre, som de interagerer med. Men af andre årsager, end lederne selv tror. Og det er den selvopfattelse, vi skal have justeret. For det, ledere gør, er ikke at se ind i fremtiden og styre efter stringente planer. Det, de reelt gør, er at skubbe blidt til en masse små interaktioner og menneskelige udviklinger, siger Ralph Stacey og fortsætter:

- Se på organisationer i dag og på, hvordan ledere reelt udfører deres arbejde. De foretager sig jo masser af ting og puffer derfor hele tiden til en masse små udviklinger, som jo netop lykkes og foregår, fordi ledere gør noget. Men problemet er dog, at de selv tror, at de navigerer efter forkromede strategier, hvilket slet ikke tilfældet, og bliver tiltagende frustrerede, når strategierne ikke nås. Og alligevel fastholder de illusionen om strategier og planer, fordi det giver en form for tryghed og sikkerhed i en foranderlig og tiltagende kompleks verden, siger ledelsesteoretikeren til Ledelse i Dag.

Ledere lyver for sig selv, når de tror, at de med klare visioner og strategiske planer kan styre organisationer ind i fremtiden. For lige så lidt som ledelse foregår som rationelle, kalkulerede og kontrollerede handlinger, lige så lidt består organisationer af faste systemer, som man kan flytte og forandre i bestemte retninger.

Sådan lyder den kontante melding fra en af de højest estimerede ledelsestænkere, den britiske Ralph Stacey. Og det gjorde den faktisk allerede i starten af 1990’erne. Dengang han udviklede sin kompleksitetsteori om Complex Responsive Processes, der kom til at gå sin sejrsgang verden over ved at gøre op med systemtænkningen inden for ledelse og erstatte den med menneskelige relationer.

Siden er kompleksiteten i verden som bekendt kun tiltaget, og det samme er lederes forsøg på at håndtere den. Så da Ralph Stacey gæstede Danmark til et oplæg på CBS’ MMD-uddannelse i efteråret, syntes det oplagt at sætte ham stævne til en status over, hvordan ledere har håndteret den voksende kompleksitet, som han allerede for 20 år siden opfordrede dem til at lære at omfavne.

Ledelse er en idealiseret illusion
I 1993 opfordrede du med din Complex Responsive Processes-teori ledelsesverdenen til at opgive ideen om organisationer som faste systemer og ledere som nogle, der kan kontrollere dem, og i stedet udelukkende se organisationer som de processer, der udspiller sig mellem mennesker. Hvordan oplever du, at ledere har taget den teori til sig over årene og udviklet deres ledelsesforståelse siden?

- Generelt set er kompleksiteten både i og uden for organisationer jo kun tiltaget, siden jeg lancerede min teori. Og den intensivering har ført til en enorm idealisering af ledelse og af forestillingen om, hvad ledelse er og bør være, siger Ralph Stacey, der er professor i Ledelse på Hertfordshire Business School, University of Hertfordshire.

- I virkeligheden var det en udvikling, der især tog sin fart efter 2. verdenskrig, hvor kimen til moderne ledelse blev lagt. På det tidspunkt begyndte opsplitningen mellem forståelsen af management og leadership. Den opsplitning er blevet styrket siden, men har efter min opfattelse fjernet sig mere og mere fra virkeligheden igennem de sidste tyve år, siger Stacey til Ledelse i Dag.

Lederen er blevet en messias
Udviklingen kom ifølge Stacey med taylorismen og Scientific Management under industrialiseringen, der fødte ideen om moderne ledelse med en helt ny styrings- og planlægningstænkning i organisationsverdenen. Den skabte et billede af lederen som en, der med de rette redskaber og teknikker, kan styre virksomheder og planlægge forandringer. Ikke længe efter startede adskillelsen i to ledelsestyper, manageren, som den tekniske og planlæggende beslutningstekniker, og lederen, der med et visionært og langsigtet lederskab har fokus på de overordnede strategiske forandringer. Begge grundlæggende opfattelser, som de fleste både ledelsespraktikere og -teoretikere læner sig op ad i dag.

- De to ledertyper er stærkere i dag end nogensinde, men har igennem tiden kun udviklet sig til at blive to mere og mere utopiske billeder på, hvad ledere er og kan. På den ene side har vi fået opbygget en fuldstændig idealiseret myte om lederen, der er sådan en overheroisk person, som kan se ind i fremtiden, og inspirere folk til at bevæge sig i samlet flok i en bestemt retning. Og på den anden side har vi så manageren, som på baggrund af lederens klare visioner kan opstille lige så klare operationelle mål og planer, der kan få medarbejderne til at implementere strategien som en helt lineær proces, siger Stacey, der mener, at de to billeder er blevet tiltagende virkelighedsfjerne, i takt med kompleksiteten er vokset.

- Efterhånden som vi oplever, at verden forandrer sig hurtigere og hurtigere, bliver vi stadigt mere usikre. Den usikkerhed skaber angst for det uforudsigelige. Og for at reducere den følelse af usikkerhed og angst er vi begyndt at skabe et tiltagende idealiseret billede af lederen som en slags messias, der kan forme en vision af fremtiden og gøre verden mere sikker og forudsigelig igen. Og tilsvarende af manageren; der kan få det hele til at ske gennem logiske planer, siger Ralph Stacey.

- Begge billeder er rene fantasier, og virkelighedsforvrængede opfattelser. For sådan foregår ledelse ikke og kommer heller aldrig til det.

Der findes ingen organisationer
Så hvordan mener du så, at ledelse foregår i den virkelige verden?

- Først og fremmest findes der slet ikke organisationer i sig selv. For organisationer består jo kun af de mennesker, der befolker dem. Mennesker, som alle hver især har deres egne agendaer og intentioner, og som møder hinanden på kryds og tværs. Det skaber en masse mønstre af menneskelig interaktion og derfor uforudsigelig kompleksitet, som samtidig driver organisationer frem, siger Ralph Stacey, som dermed kort opsummerer essensens af hans oprindelige Complex Responsive Processes-teori.

- Organisationer udvikler sig med små iterative skridt som et resultat af alle mønstrene af menneskelig interaktion. Når vi med vores forskellige intentioner og dagsordener forsøger at påvirke vores omgivelser, og når de så påvirker os selv tilbage. Derfor er der heller ingen af os, der præcist kan sige, hvad vi vil gøre i morgen. For vores handlinger i morgen opstår som et resultat af, hvad der sker i dag, siger kompleksitetsteoretikeren, der argumenterer for, at forandringer af samme grund er noget, som sker hele tiden, og som ligeledes er uforudsigelige, fordi de sker som følge af alle vores responsive interaktioner.

Forandringer sker hele tiden i små ryk
Stacey mener altså, at forandringer i organisationer er det, der hele tiden foregår, når vi interagerer og sammen forhandler om, hvilke skridt vi skal tage som de næste. Ikke mindst om, hvordan vi skal håndtere de problemer, som vi måske netop har skabt som konsekvens af vores fælles foregående handlinger.

- Det her såkaldte interplay, er der jo ingen, der kan kontrollere, og af samme grund, er det også en utopi at tro, at forandringer er noget, ledere kan planlægge og styre fra toppen som én samlet lineær bevægelse. For du kan ikke forudsige, hvordan den kontekst, du er i, vil forandre sig, og derfor heller aldrig vide, hvordan den verden, du bevæger dig ind i, vil se ud i morgen.

Og af samme grund opstår der ifølge Ralph Stacey også hele tiden uforudsete ting i organisationer, som overrasker og kommer bag på os. Vi tror, vi kan forudsige, hvad der sker, fordi vi har lagt strategier og operationelle planer. Men ofte sker der noget helt andet, eller ligefrem det præcist modsatte af, hvad vi havde forventet.

Ledelse er at puffe til små udviklinger
Det lyder, som om udvikling og forandringer i virkeligheden foregår helt af sig selv. Som noget, der er ude af vores hænder. Og hvis det er tilfældet, hvorfor har vi så overhovedet brug for ledere?

- Bare fordi vi ikke kan kontrollere verden fuldstændig, behøver vi ikke gå i den modsatte grøft og tro, at vi så ingenting kan udrette som ledere. For det er jo ikke rigtigt. Det handler ikke om, at verden udvikler sig, uanset hvad ledere gør. Det handler om at forstå, at verden netop udvikler sig på grund af ledere – og alle de andre, som de interagerer med. Men af andre årsager, end lederne selv tror. Og det er den selvopfattelse, vi skal have justeret. For det, ledere gør, er ikke at se ind i fremtiden og styre efter stringente planer. Det, de reelt gør, er at skubbe blidt til en masse små interaktioner og menneskelige udviklinger, siger Ralph Stacey og fortsætter:

- Se på organisationer i dag og på, hvordan ledere reelt udfører deres arbejde. De foretager sig jo masser af ting og puffer derfor hele tiden til en masse små udviklinger, som jo netop lykkes og foregår, fordi ledere gør noget. Men problemet er dog, at de selv tror, at de navigerer efter forkromede strategier, hvilket slet ikke tilfældet, og bliver tiltagende frustrerede, når strategierne ikke nås. Og alligevel fastholder de illusionen om strategier og planer, fordi det giver en form for tryghed og sikkerhed i en foranderlig og tiltagende kompleks verden, siger ledelsesteoretikeren til Ledelse i Dag.

Om Ralph D. Stacey

RalphstaceyRalph D. Stacey er ledelsesprofessor og leder af Complexity and Management Centre ved the Business School at University of Hertfordshire i England. Han er gæstelektor ved universiteter i Sverige og Holland og gæsteprofessor ved the University of Malta. Stacey er ledelseskonsulent på alle niveauer i en lang række forskellige brancher verden over og forfatter til adskillige bøger og artikler. Er for nylig uddannet som gruppeterapeut ved The Institute of Group Analysis i London. Og hans seneste forskning derfor centreret om gruppedynamikker og Human Agency i komplekse responsive netværker.

Stacey regnes for en af de fremmeste teoretikere inden for organisatorisk ledelse, kompleksitet og fremtidsledelse. Hans primære forskningsområde har hidtil fokuseret på udarbejdelse af et teoretisk fundament til at forklare, hvordan kompleksitetsteori bruges til at forstå kilderne til henholdsvis stabilitet og forandringer i organisationer. Er mest kendt for sit arbejde med komplekse responsive processer.

Ledelsesrådgivning