Kend dine styrker

Som selvstændig har man ofte fuldt fokus på at skabe og udvikle en sund virksomhed. Det kræver, at fundamentet er i orden, og at du også selv er i balance og ikke glemmer at holde fokus på din egen trivsel og mærke efter, hvis du mærker tegn på stress.

Jo bedre, du kender dig selv, dine styrker, jo bedre er du rustet til at trives og holde både dig selv og din virksomhed sund.

Her får du viden og værktøjer, du kan bruge til at lære dig selv bedre at kende, og vi giver dig inspiration til, hvordan du kan pleje din trivsel.

Fortæl mig mere

Find dine styrker

Har du det efter endt arbejdsdag, som om du har løbet en halv-marathon uden at være i ordentlig form? Eller går du hjem med en følelse af at have brugt dig selv på den helt rigtige måde? Kendskab til egne styrker og brugen af dem kan være det, der gør forskellen.

Mennesker der bruger deres styrker på deres arbejde:

  • trives bedre
  • er mere selvsikre
  • har højere selvværd
  • har mere energi og gejst
  • oplever mindre stress
  • er mere modstandsdygtige
  • præsterer bedre
  • er mere engagerede
  • er bedre til at nå deres mål
  • udvikler sig hurtigere og opnår vedvarende forbedringer

(Kilde: Alex Linley/CAPP)



En styrke og en kompetence er ikke nødvendigvis det samme. En styrke er noget, som det falder os naturligt at bruge, noget, der føles rigtigt – som om det er "lige mig". Når vi arbejder med udgangspunkt i vores styrker, bliver vi fyldt med energi og gejst, og vi præsterer godt og udvikler os hurtigt. Vi er i vores es.

En kompetence kan derimod være en hårdt tilkæmpet evne til at udføre bestemte opgaver, som vi måske nok er gode til, men som dræner os for energi. At gøre brug af kompetencer, som er tillærte, og som vi ikke har præferencer for at bruge, kan over tid føre til, at vi "løber tør for benzin". Det vil formentlig være urealistisk at forestille sig udelukkende at lave det, du er allermest begejstret for - heller ikke selvom du har taget springet ud i at være selvstændig med noget, du brænder for. Der vil være opgaver, der skal løses, hvad enten du elsker dem eller ej.
 
Pointen er, at det er vigtigt at være bevidst om, hvornår du får energi af at gøre det, du er god til – og hvornår du ikke gør – så du kan finde den rette balance i dit job og bevare arbejdsglæden.
   

Find dine styrker
Du kan få indsigt i dine styrker på flere forskellige måder. En metode er ved at lade dig interviewe af en god ven eller en tidligere kollega (eller en rådgiver her hos Virksom) som lytter efter hvilke styrker, du bruger i de situationer, hvor du trives allerbedst. Du kan også starte med at interviewe dig selv og bruge følgende spørgsmål som inspiration:

  • Beskriv en episode, hvor du gjorde noget, du er stolt af - hvor du viste dit bedste jeg. Hvilke styrker kom til udtryk?
  • Tænk på den bedste dag, du kan huske. Hvad lavede du? Hvilke styrker kom til udtryk?
  • Hvad brænder du for? Beskriv tre situationer, hvor du er så optaget af noget, at du glemmer tid og sted. Hvilke styrker kom til udtryk?
  • Hvad er "typisk dig"? Tænk både i forhold til dit arbejds- og dit hjemmeliv.
  • Hvad laver du, når du føler dig allermest fyldt med energi? Hvilke styrker bruger du?
  • Hvilke arbejdsopgaver har du altid lyst til at kaste dig over? Hvilke styrker bruger du i de situationer?


Gratis styrketest
En anden metode til at få kendskab til dine styrker er ved at tage en test. Der findes flere forskellige styrketests på markedet, de fleste på engelsk. To af den positive psykologis grundlæggere Martin Seligman og Christopher Peterson har udviklet fundamentet for den test, der kaldes VIA (Values in Action). VIA baserer sig på en klassifikation af 24 centrale og universelle menneskelige karakterstyrker. Gentagne forskningsprojekter har verificeret VIA-testen og dens relevans.

Testen er oversat til dansk og består af 120 spørgsmål, så det er en god idé at sætte god tid af til at tage testen. Resultatet af testen er en styrkeprofil med en prioriteret liste over dine personlige styrker. Du indeholder alle 24 styrker, men de fem øverste er dine topstyrker og vil være dem, der kendetegner dig bedst, og som du har lettest ved at genkende. De nederst placerede karakterstyrker er ikke svagheder, men styrker du formentlig ikke bruger ret ofte. Selve testen og styrkeprofilen er gratis, men du kan tilkøbe en udvidet rapport på engelsk, som giver en uddybende forklaring på styrkerne og kommer med anvisninger til, hvordan du kan arbejde videre med dem. Du skal registrere dig som bruger for at kunne tage testen.

Tag VIA-testen på dansk

Arbejd med dine styrker og få mere energi

Udforsk dine styrker
Hvis du allerede er bevidst om og har fundet frem til dine styrker - enten ved hjælp af en test (se afsnittet Find dine styrker ovenfor) eller ved at lade dig interviewe eller coache, så kan du herefter udforske og arbejde aktivt med dine styrker.

Vælg en styrke
Hvilken styrke – eller hvilke styrker - er du mest nysgerrig efter at undersøge nærmere? Måske er det en styrke, der overrasker dig, og som du ønsker at forstå bedre, eller måske er det en styrke, du har lyst til at bruge mere?

Du kan lade dig inspirere af følgende spørgsmål:

  • Hvor godt kender du styrken?
  • Hvordan bruger du den i dag? Giv konkrete eksempler.
  • Hvordan bemærker andre styrken?
  • Hvornår bruger du styrken bedst?
  • Hvilke andre styrker optræder sammen med denne styrke?
  • Hvordan bruger du styrken, når du har overskud / er under pres?
  • Hvad fortæller dine svar om dig og din styrke?


Udvikling af styrker
Ofte er vi yderst bevidste om vores svage sider og bruger mange kræfter på at udvikle dem ud fra en antagelse om, at det er indenfor vores svage områder, at det største udviklingspotentiale findes. Alex Linley, der er forsker i positiv psykologi hævder det modsatte: Nemlig at dit største udviklingspotentiale findes der, hvor du i forvejen er stærk, at dine styrkeområder er det bedste udgangspunkt for personlig vækst, og jo mere du udvikler dine styrker ved at give dem opmærksomhed og bruge dem på nye måder, jo større mulighed har du for at blive virkelig god til og glad for det, du gør.

Det betyder ikke, at du skal ignorere dine svagheder. Der kan være relevante og nødvendige årsager til at arbejde med en svaghed for eksempel, hvis den står i vejen for, at du kan lykkes med dit arbejde. Men vi falder let i den fælde at bruge enorme ressourcer på at overvinde vores svagheder til trods for, at der ville være mere vundet ved at udvikle vores styrker. Så det er igen et spørgsmål om at finde den rette balance.

Du kan bruge følgende spørgsmål som inspiration til at finde måder at udvikle dine styrker på:

  • Hvordan kan du bruge din styrke på nye måder?
  • Hvad kan styrken hjælpe dig med at opnå?
  • Beskriv et mål, der er vigtigt for dig. Hvordan kan din styrke hjælpe dig med at nå målet?
  • Hvad er det første skridt, du vil tage? Hvornår vil du gøre det?