Hvorfor sidde i kontorfællesskab som selvstændig?

Flere og flere kreative kontorfællesskaber og co-working spaces blomstrer op rundt omkring i landet, og det er der god grund til. Det giver selvstændige mulighed for fællesskab, socialt samvær med ligesindede, vidensdeling og nogle gange også mere forretning.

Kontorfællesskab

Er du træt af at hænge over spisebordet fra morgen til aften? Eller savner du bare det kollegiale fællesskab, efter du er blevet selvstændig? Så er det måske på tide at rykke kontoret ud i byen, hvor kontorfællesskaberne blomstrer. Og mange af dem tilbyder alt fra socialt samvær, praktisk hjælp til sparring og netværk.

- Vi har skabt mange relationer, og vi har også lavet forretning med nogle af de andre, der sidder herude. Og det er jo fedt, at man ikke skal gå så langt. Så det har været en totalt fed oplevelse for os at komme ind i det her kontorfællesskab, siger Lennard Kunde, CEO hos BeanClub, der sidder i kontorfællesskabet Rainmaking Loft i København.

Og han er langt fra den eneste iværksætter i Danmark, der har valgt at rykke virksomheden ind i et kontorfællesskab, hvor der er et stort fokus på samarbejdet.

- I dag ser vi, at der skyder mange nye kontorfællesskaber op, som er decideretco-working. Her går det meget mere ud på at dele erfaringer, netværke og socialisere med hinanden end tidligere. Her er der også typisk en kulturel manager, som sørger for events om alt fra ’tech and tonic’ til ’talk about your failures’, siger Gitte Andersen, stifter af Signal som rådgiver om, hvordan rum kan fremme den måde mennesker kommunikerer, samarbejder og innoverer på.
   

Lennart Kunde
Lennard Kunde er CEO hos BeanClub og sidder til daglig i kontorfællesskabet Rainmaking Loft i København.

Kontorfællesskaberne er meget mere end en kontorplads
Det er netop denne alsidighed, Lennard Kunde synes, er noget af det bedste ved at indgå i et co-working space.

- De har gjort det interessant for investorer og andre samarbejdspartnere at komme herud, så de folk, man gerne vil tale med, er ofte herude til arrangementer. Og så har de nogle gode samarbejdsaftaler med eksempelvis Danske Bank, Tryg og IBM, som giver os nogle gode fordele, siger han.

Lennard Kundes start-up, BeanClub, er en loyalitetsplatform og app til danske og udenlandske caféer og deres kunder, hvor man kan udforske caféer, finde rabatter og betale. Hos kontorfællesskabet fik Lennard Kunde og BeanClub den opbakning, de havde brug for.

- Prikken over i’et er, at vi kan bruge caféen her til at teste vores egen løsning. Så det giver rigtig meget mening for os at være her, siger han.

Fokusér på det, du er god til
En anden fordel ved at sidde i et kontorfællesskab er, at man kan trække på andres kompetencer, for så bedre at kunne fokusere på sine egne styrker som selvstændig, ifølge Ulf Gaardsted, medstifter af Companyons kontorfællesskaber i Aarhus.

- Dem der sidder her, er ofte folk, der er gode til at fokusere på, hvad de selv er gode til. Og så lader de nogle andre styre det lavpraktiske, som eksempelvis at drive kontor for dem, siger han.
  

Companyons
Et af Companyons kontorfællesskaber er det kreative, Vaerksted. Det ligger i Aarhus og er en tidligere værkstedshal, der i dag er ombygget til et kontorfællesskab for designere, fotografer og andre kreative selvstændige.

Udover de praktiske fordele ved at sidde i et kontorfællesskab, er det også et godt sted at møde ligesindede selvstændige fra forskellige faggrupper, som man kan spare med.

- Vi har både store virksomheder og start-ups, og så trækker vi en masse tråde imellem dem. Hos os arbejder vi meget på at samle folk i forskellige faggrupper, og på den måde bliver vi bedre til at udnytte hinandens kompetencer, siger Christian von der Recke, managing director hos Rainmaking Loft, som åbnede i København i 2015. Kontoret rummer i dag cirka 350 mennesker fordelt på 65-70 virksomheder.

- Jeg plejer at sige, at hvis du skal løbe et 100 meter-løb, så kan vi hjælpe dig med de første 80 meter. Men de sidste 20 meter, må du klare selv. Vi kan ikke få dig i mål, men vi kan få sig hurtigere fra start og hurtigere hen til det punkt, hvor din forretning begynder at omsætte, siger han.
 

Få nogle ’kollegaer’ i hverdagen
Da Lennard Kunde og BeanClub skulle på jagt efter et nyt kontorfællesskab, lagde de meget vægt på atmosfæren, filosofien bag stederne og det sociale.

- Selvom man tit støder panden mod en mur, så har man altid et smil på læben herude, fordi de andre sidder med nøjagtig det samme møg, som man selv gør. Og det giver en god energi, siger han.

Det sociale aspekt er også vigtigt hos Companyons i Aarhus.

- Man er omgivet af andre, der knokler, og det er der mange, der får noget ud af – det er sådan lidt et kærligt tag i nakken, en anden kadence, end hvis man bare sidder derhjemme alene, siger Ulf Gaardsted.

Fredagsøl med kollegaer eller bare en arbejdsplads?
Det er vigtigt at finde det helt rigtige sted at arbejde og udvikle sin virksomhed som selvstændig.

Det erkender de også hos OfficeHub, hvor de hjælper selvstændige i København med at finde det rette kontor eller kontorfællesskab.

- Vi går meget op i match-making. Det vil sige at få dækket de basale behov såsom beliggenhed, plads etc., men det indebærer også kultur, miljø, vidensdeling og netværk. Det er det hele, man køber ind i. Ellers kan man ligeså godt sidde derhjemme, siger Alex Dagil stifter af OfficeHub.

Gitte Andersen mener, det er vigtigt, at man som selvstændig gør op med sig selv, hvad præcist man søger i et kontor.

- Den enkelte selvstændige skal gøre sine egne behov op først. Altså, er jeg bare ude på at spare penge på drift, eller har jeg brug for at blive en del af et netværk? Og har jeg lyst til at bruge nogle timer om ugen på at bruge og udvikle det netværk og min egen virksomhed, siger hun.

Vælg kontorfællesskab ud fra 5 spørgsmål:

1. Hvor vigtigt er det sociale fællesskab for dig?
Der er stor forskel på, hvor meget det sociale fællesskab fylder. Så det er en god idé at gøre op med dig selv, hvor social du har lyst til at være på din arbejdsplads.

2. Hvilke netværksarrangementer, samarbejdsaftaler etc. vil din virksomhed gavne af?
Mange kontorfællesskaber har samarbejdsaftaler med banker, forsikringsselskaber etc. Undersøg hvilke kontorfællesskaber, der har relevante samarbejdsaftaler for dig.

3. Vil du sidde med folk fra egen branche eller have sparring fra forskellige faggrupper?
Nogle kontorfællesskaber er meget branchespecifikke, mens andre har mere blandede lejere. Så det kan være en god idé at tænke over, hvad du vil få mest ud af.

4. Hvor mange penge vil du bruge?
Økonomien skal hænge sammen, og mange kontorfællesskaber har flex-løsninger eller rabatordninger for nyopstartede selvstændige.

5. Hvor meget regner du med at vækste?
Hvis du ved, du vil komme til at ansætte inden for kort tid – er det en god idé at undersøge, hvilke muligheder du har for udvidelse i fht. plads, pris etc.

Er du i tvivl, om du skal sidde i et kontorfællesskab eller et almindeligt kontor? 
Læs om fordele og ulemper ved forskellige former for kontorer

Prøv det af med en flex plads
Og hvis du er i tvivl, om et kontorfællesskab er noget for dig, er der heldigvis også gode fleksible løsninger, du kan prøve af.

- Man kan skrue det sammen, som man vil. Du kan vælge en dagsplads, en flex plads, eller som vi har en helt almindelig arbejdsplads, siger Lennard Kunde.

Hos OfficeHub mener de også, det nogle gange kan være en idé at prøve et kontor i en periode.

- Markedet har også flex produkter, og det kan være en god måde at teste, om et kontorfællesskab er noget for en, siger Alex Dagil.

Hos OfficeHub er de begyndt at filme de kontorfællesskaber, de samarbejder med – så man kan få en 3D rundvisning lige fra computeren. Hvis du leder efter kontorfællesskab i København – eller hvis du bare er nysgerrig, så se med:

Få en rundtur her

Personlig rådgivning