Faktura, moms og regnskab: Sådan gør du

Det kan være en kunst at jonglere med moms, faktura og regnskab, når den daglige drift buldrer af sted i din virksomhed. Ikke desto mindre er det tre vigtige discipliner at mestre. Læs her hvordan.   

Fakta, moms og regnskab | Lederne

Faktura

Fakturering er en forudsætning for, at du får betaling for dit arbejde. Det er en god ide at lave en fast praksis for dine betalingsbetingelser, ligesom det er en god ide at finde ud af, hvornår og hvordan du fakturerer. Du kan for eksempel beslutte, at du fakturerer straks ved opgavens afslutning, og at det sker efter faste takster med betaling 30 dage senere til din forretningskonto. 

Hvad skal du vide som konsulent? Læs mere her

Du vil som udgangspunkt have aftalt priser og faktureringstidspunkt med din kunde, og de vil selvfølgelig gælde uanset din faste praksis. Det kan være en fordel, hvis du laver en fakturakladde og gennemgår den med din kunde, inden du sender din egentlige faktura. Så er forventningerne til din fakturering afstemt, og betalingen bliver en formsag.

En faktura skal indeholde dit firmanavn og CVR-nummer, dato, et entydigt fakturanummer, beskrivelse af det leverede, pris ekskl. moms, momsbeløb, pris inkl. moms samt betalingsdato og konto til betaling. Ved elektronisk fakturering (fx offentlige kunder) kan du bruge fakturafunktionen på Virk.dk.

Moms

Moms til danske kunder beregnes som 25 % af den samlede pris og opkræves gennem din fakturering. Der skal som udgangspunkt ikke tillægges moms til udenlandske kunder. De momsbeløb, som du opkræver, skal videre til Skat (udgående moms).

De momsbeløb, som du selv har betalt gennem dine indkøb til virksomheden (indgående moms), bliver refunderet fra Skat. Du skal typisk afregne moms hvert halve år. Efter afslutningen af 1. hhv. 2. halvår skal du indberette ind- og udgående moms på Skat.dk. Hvis du netto skal afregne moms, skal nettobeløbet betales til Skat senest 1. september hhv. 1. marts året efter. Er nettobeløbet negativt, får du penge tilbage fra Skat.

Regnskab

Når du skal føre regnskab, kan du blive hjulpet godt på vej af flere smarte regnskabsprogrammer. Vælger du at føre regnskab i en excel-fil, kan du med fordel lave et ark til indgående fakturaer og et til udgående fakturaer. Det ene ark er til de fakturaer, dit firma betaler (indgående fakturaer). Der kan du lave kolonner med dato, beskrivelse af det indkøbte, beløb uden moms, moms og beløb med moms. Det andet ark er til de fakturaer, som dit firma udsteder til sine kunder (udgående fakturaer). I det ark kan du med fordel have kolonner til dato, fakturanummer, beløb uden moms, moms og beløb med moms. 

Du skal være opmærksom på, at ikke alle udgifter til drift af din virksomhed kan fratrækkes. Du skal også være opmærksom på, at du skal selvangive regnskabsoplysninger når din omsætning overstiger 300.000 kr. (ekskl. moms). Hvis du er i tvivl, er der hjælp at hente på Skat.dk.

Læs mere om, hvad du ellers skal være opmærksom på som selvstændig

Sådan hjælper vi dig

Få personlig sparring | Virksom

Virksom er skabt til dig med egen virksomhed. Vores specialister hjælper dig der, hvor du er i din karriere.

Juridisk rådgivning | Virksom

Som medlem af Virksom kan du blandt andet få hjælp til at se en kontrakt igennem af vores advokater og jurister. 

Virksom Springboard

Med Virksom Springboard får du personlig vejledning fra erhvervsledere med henblik på at nå dine mål.