Der er fordele og ulemper ved begge valg. Ansatte er lettere at tilknytte på fuld tid, de er billigere i drift og investerer ofte mere af sig selv i din virksomhed. Til gengæld skal du være forberedt på en del administration. De vil have fri i weekender og ferier, og de er på lønningslisten, også når de bliver syge eller gravide. Performer de ikke, skal du have en god grund til at afskedige dem.
Freelancere kommer, når du kalder, hvis ellers du har spændende opgaver til dem og betaler dem godt. De er ofte fokuserede på en enkelt opgave eller et opgaveområde, som de er gode til. De er enormt fleksible og arbejder, når der er brug for det. Men det kan være krævende og dyrt at fastholde dem. Til gengæld er der minimal administration og ingen tomgangsomkostninger.
Læs mere om, hvad du skal vide, hvis du er freelancer
Du kan med fordel beslutte dig for, om det er den ene eller den anden vej, du går. Virksomheder, der består af sammenbragte freelancere, er væsentligt forskellige fra virksomheder med almindelige ansatte. Derfor skal du gøre dig helt klart, om du vil være egentlig arbejdsgiver eller fortsat lede en enmandshær, der er forstærket af lejesoldater.
For uanset hvad du vælger, lykkes det kun, hvis du er din lederrolle bevidst. Det betyder, at du skal være villig til at påtage dig ansvaret for, at dine nye ansatte eller din tilknyttede freelancer ser retningen, får opbakning og performer som ønsket.
Læs mere om, hvad du ellers skal være opmærksom på som selvstændig