Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Kapitalselskaber

Kommer din virksomhed i økonomiske vanskeligheder, vil du typisk have en række forskellige handlemuligheder. Tid er her en afgørende faktor i forhold til både eventuel overlevelse samt minimering af tab ved konkurs.

Hvis du driver virksomhed i selskabsform (anpartsselskab, aktieselskab, iværksætterselskab eller partnerselskab), er der som udgangspunkt fem måder, hvorpå selskabet kan ophøre:

  1. Konkurs - enten på baggrund af egen begæring eller kreditors begæring
  2. Rekonstruktion - enten på baggrund af egen begæring eller kreditors begæring
  3. Tvangsopløsning på baggrund af Erhvervsstyrelsens begæring
  4. Frivillig likvidation
  5. Opløsning ved erklæring

 
En konkurs på baggrund af egen begæring, en rekonstruktion på baggrund af egen begæring, samt en frivillig likvidation er løsninger, som du selv kan vælge. En konkurs eller en rekonstruktion på baggrund af kreditors begæring eller en tvangsopløsning kræver, at beslutningen træffes af 3. part. Du kan læse mere om de enkelte ophørsformer nedenfor.
 
Hvilken løsning, der er mest hensigtsmæssig for din virksomhed, afhænger helt af virksomhedens konkrete situation. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker yderligere vejledning om dine muligheder. 

 

Fortæl mig mere

Konkurs

Formålet med en konkurs er at afvikle virksomhedens aktiver og aktiviteter. Provenuet fra afviklingen bliver fordelt ligeligt blandt alle virksomhedens kreditorer efter de såkaldte konkursklasser, hvor eksempelvis medarbejdere står foran ”simple” kreditorer såsom kunder og varekreditorer.

Dit selskab kan kun blive erklæret konkurs, hvis det er insolvent, hvilket vil sige, at selskabet ikke kan opfylde sine forpligtelser efterhånden, som de forfalder.

Der kan som udgangspunkt kun afsiges konkursdekret, hvis vedkommende, der begærer konkursen stiller sikkerhed for omkostningerne ved konkursbehandlingen. Dette gælder uanset, om det er virksomheden selv, der indleverer en egen begæring om konkurs, eller om det er en kreditor.

Sikkerhedsstillelsen bliver fastsat af Skifteretten og beløbsmæssigt bliver sikkerhedsstillelsen som oftest sat til 30.000 kroner.
 
Når Skifteretten afsiger et konkursdekret, udpeger de en kurator, som overtager ledelsen af virksomheden, og som fra dekrettidspunktet alene har dispositionsretten i selskabet. Du har som tidligere ejer og/eller direktør i selskabet således ikke længere ret til at træffe beslutninger eller disponere i selskabet.
  
Læs mere om konkurs på virk.dk

Brug for en advokat?
Hvis du har brug for juridisk bistand i en konkurssituation, kan vi henvise dig til vores samarbejdspartner advokatfirmaet Bech-Bruun.

Se dine muligheder hos Bech-Bruun

Rekonstruktion

Formålet med en rekonstruktion er at videreføre en virksomhed, der er levedygtig, men midlertidigt ude af stand til at betale egen gæld.

En rekonstruktion skal altid indeholde enten: 

  1. En tvangsakkord eller 
  2. En virksomhedsoverdragelse

Der gælder omfattende regler for forløbet af en rekonstruktion, herunder krav og tidsfrister for udarbejdelse og vedtagelse af planer undervejs i forløbet.

I forbindelse med rekonstruktionens indledning udpeger Skifteretten en eller flere rekonstruktører, som enten alene eller sammen med den hidtidige ledelse af virksomheden varetager rekonstruktionen. Herudover udpeger Skifteretten en regnskabskyndig tillidsmand for skyldneren.

Brug for en advokat?  
Hvis du har brug for juridisk bistand i forbindelse med en rekonstruktion, kan vi henvise til vores samarbejdspartner advokatfirmaet Bech-Bruun.

Se dine muligheder hos Bech-Bruun

Tvangsopløsning

Erhvervsstyrelsen har mulighed for at begære et selskab tvangsopløst i følgende situationer: 

  1. Hvis Erhvervsstyrelsen ikke rettidigt har modtaget kapitalselskabets godkendte årsrapport i overensstemmelse med kravene i årsregnskabsloven
  2. Hvis kapitalselskabet ikke har den ledelse eller det hjemsted, der er foreskrevet i loven eller i selskabets vedtægter
  3. Hvis kapitalselskabet ikke har anmeldt en revisor, selv om det er omfattet af revisionspligt efter årsregnskabsloven eller anden lovgivning
  4. Hvis kapitalselskabet ikke har anmeldt en revisor, selv om generalforsamlingen i øvrigt har besluttet, at selskabets årsregnskab m.v. skal revideres
  5. Hvis selskabets ledelse ikke har reageret på fordringer på indkaldt selskabskapital, der har vist sig ikke at kunne opfyldes.

 
I første omgang kan Erhvervsstyrelsen give selskabet en frist til at få forholdet i orden. Herefter kan Erhvervsstyrelsen anmode Skifteretten om at tvangsopløse selskabet.

Skifteretten vil i forbindelse med behandlingen af en anmodning om tvangsopløsning udpege en eller flere likvidatorer for selskabet. Likvidator overtager ledelsen af virksomheden og har alene dispositionsret i virksomheden. Du har som tidligere ejer og/eller direktør i virksomheden således ikke længere ret til at træffe beslutninger eller disponere i virksomheden.
 
Et selskab som er taget under tvangsopløsning kan under visse betingelser genoptages.

Likvidation

En frivillig likvidation af et selskab kræver som udgangspunkt altid, at selskabet har tilstrækkelige midler til at betale samtlige kreditorer i forbindelse med ophøret.

Beslutningen om at træde i likvidation bliver truffet af generalforsamlingen, som samtidig vælger en eller flere likvidatorer, som træder i ledelsens sted og har ansvaret for at gennemføre likvidationen.

Beslutningen om at træde i likvidation bliver offentliggjort i Erhvervsstyrelsen, og i den forbindelse opfordres selskabets kreditorer til at anmelde deres krav i selskabet inden for tre måneder fra offentliggørelsen. Først efter udløbet af tre-månedersfristen kan selskabet ophøre.

Der skal i forbindelse med selskabets afslutning udarbejdes et likvidationsregnskab, som skal revideres, såfremt selskabet er omfattet af revisionspligt efter årsregnskabsloven. 

Brug for en advokat?
Hvis du har brug for juridisk bistand i forbindelse med en likvidation, kan vi henvise til vores samarbejdspartner advokatfirmaet Bech-Bruun.

Se dine muligheder hos Bech-Bruun

Opløsning ved erklæring

Hvis alle kreditorer i selskabet har modtaget betaling, kan man opløse et selskab ved at selskabets kapitalejere afgiver en erklæring overfor Erhvervsstyrelsen hvori de erklærer, at al gæld, såvel forfalden som uforfalden, er betalt, og at det er besluttet at opløse kapitalselskabet.
 
Erklæringen skal være modtaget hos Erhvervsstyrelsen senest to uger efter, at den er underskrevet af kapitalejerne, og styrelsen skal samtidig modtage en erklæring fra SKAT om, at der ikke foreligger skatte- og afgiftskrav vedrørende kapitalselskabet. Erhvervsstyrelsen kan herefter slette selskabet i CVR.

Det, man som ejer skal være meget opmærksom på, er, at man ved anvendelsen af denne opløsningsform som kapitalejer hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. Hæftelsen gælder også eksempelvis skatte-og afgiftskrav, som senere kan vise sig, og hæftelsen er således alene begrænset af de almindelige regler om forældelse.

Ledighed efter virksomhedsophør

Hjælp til dig

Juridisk rådgivning

Opdateret: 23.11.2016

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback