Brug juledagene til at lade op til et nyt arbejdsår

2020 har været et år, der har budt på mange rutsjebaneture for de fleste selvstændige. Derfor kan du med god samvittighed prioritere din mentale sundhed i juledagene og skabe et tiltrængt pusterum. Få rådgivernes bedste råd til, hvordan du lader bedst muligt op til et nyt år.

27. november 2020

Brug juledagene til at lade op til et nyt arbejdsår

Uvished og bekymringer har præget hverdagen for mange selvstændige i år, og du kan måske mærke, at det har kostet ekstra meget på energikontoen. Derfor er det godt, hvis du kan tage et pusterum fra tid til anden, og juledagene kan være en god anledning til geare ned, så du kan lade op til det nye arbejdsår. 

Her får du derfor fire råd til, hvordan du kan forberede dig op til feriedagene, så du kan skrue ned for arbejdsblusset henover julen.

1. Tag en aktiv beslutning om at holde fri – også mentalt
For mange selvstændige fylder arbejdslivet meget, og måske det har fyldt endnu mere i år. Skillelinjerne mellem arbejde og fritid kan være meget flydende, og du arbejder måske ofte på skæve tidspunkter om aftenen og i weekenderne. Første skridt er derfor at tage en aktiv beslutning om, at du nu vil holde fri og geare ned, inden for de rammer du og din virksomhed har. 

Hav fokus på at afvikle opgaver op til fridagene i stedet for at tilføje nye, og acceptér, at der vil være uafsluttede sager, når du går på juleferie.

2. Sæt tid af til en god start
Skab overblik over dine igangværende opgaver og de opgaver, du skal tage fat på efter ferien. Hvilke opgaver er vigtige og haster, når du kommer tilbage, og hvilke opgaver kan vente? 

Sæt allerede nu tid af til at blive opdateret, besvare e-mails og løse de vigtigste opgaver, når du vender tilbage. Du vil med stor sandsynlighed bedre kunne slappe af i juledagene, hvis du har overblik og ikke skal vende tilbage og starte op med 180 km/t. 

3. Afstem forventninger med dine ansatte
Hvis du har ansatte, så prioritér at tale med dem inden juleferien: Er de klar til ferie? Hvis de skal arbejde mellem jul og nytår, ved de da, hvilke opgaver der skal prioriteres?

Uddelegér og klæd dine ansatte godt på, så de ved, hvem de skal gå til, hvis der opstår noget, mens du selv holder ferie. Husk, at én ting er at holde sig ajour ved at tjekke mails og telefon, men hvis du sender mails i ferien og deltager aktivt i opgaveløsningen uden at være til stede, kan medarbejderne tro, at det også kræves af dem, at de arbejder i deres ferie.

Hvis du selv skal arbejde mellem jul og nytår, kan du også forventningsafstemme, om dine ansatte har brug for, at du dækker ind for dem på nogle områder.

4. Slap af og find ro
Når du går på juleferie, bør du være opmærksom på, at også dine tanker skal holde fri. Ved at give hjernen ro til at tænke på andet end arbejde får den plads til at finde nye muligheder og nye kreative måder at gøre tingene på. Det er individuelt, hvordan vi hver især slapper af, men det er tegn på, at du er godt på vej til at lade op, hvis du tager dig selv i blot at sidde og kigge ud i luften og nyde stilheden.