Virksom Pitch-Springboard

Hvordan laver du den perfekte salgstale, som fanger investorer og købere? Og hvordan håndterer du dine strategiske udfordringer? Med Virksom Pitch-Springboard får du en unik mulighed for at øve din pitch og få feedback fra en række erfarne erhvervsledere, der kan hjælpe dig med at blive knivskarp, når du skal levere dit budskab. Samtidig får du sparring til dine forretningsmæssige udfordringer.

Virksom Pitch Springboard

Pitch-Springboard er for dig, der gerne vil styrke din pitch og blive god til at præsentere, og som også ønsker sparring på forretningsmæssige udfordringer. Vi afholder Pitch-Springboard i samarbejde med non-profit organisationen Connect Denmark, der bruger hele deres netværk på omkring 900 erhvervsledere til at finde sparringspartnere, når du eller andre iværksættere har brug for sparring på både pitch og forretningstiltag. Netværket består af ledere, eksperter, investorer og bestyrelsesmedlemmer fra både danske og udenlandske virksomheder.

Hvad får jeg ud af at deltage?
Uanset hvilken situation, du er i med din virksomhed, er en god salgstale/pitch, der kan præsentere din virksomhed klart og præcist, altid vigtig. Det får du mulighed for at træne her, hvor et panel af erfarne erhvervsledere og investorer er udvalgt til at hjælpe dig med at skærpe din pitch og forbedre din præsentation. Herudover får du konkret sparring til, hvordan du kan udvikle din forretning fra professionelle, erfarne forretningsfolk (typisk 6-10 erhvervsledere fra relevante brancher).

Hvem sidder i panelet?
Paneldeltagerne bliver særligt udvalgt til din case og din branche, så de kan byde ind med relevant feedback og sparring. Vi finder de 6-10 paneldeltagere blandt Connect Denmarks 900 medlemmer, der alle er erfarne erhvervsledere, som kan udfordre og inspirere dig og hjælpe dig med at få sat en retning for din virksomhed.

Hvordan kommer jeg med?
Pitch-Springboard er et tilbud til alle Virksoms medlemmer, og det er relevant for dig, der er enten en enkeltmandsvirksomhed, eller for dig, der gerne vil vækste og måske allerede har medarbejdere ansat.

For at komme med på Virksom Pitch-Springboard er der nogle kriterier, din virksomhed skal opfylde. Det handler primært om, at du skal have både vækstambitioner og potentiale.  

Du skal sende en ansøgning, hvor du kort beskriver din virksomhed – herunder markeds- og vækstpotentiale, team og tilgang til at udvikle din forretning og din forretningsmodel – på én A4 side og sende den til bhj@virksom.dk

Brug gerne skabelonen her:

Opsummering af din forretning
  
Du får inden for to uger svar på, om du er kvalificeret til Virksom Pitch-Springboard. Det kan også være, vi vender tilbage med spørgsmål, vi beder dig uddybe for bedre at kunne vurdere din case.

Hvad skal jeg forberede?

Inden du deltager som virksomhed på Pitch-Springboard, er det vigtigt, du er skarp på, hvad du helt konkret gerne vil have hjælp hos panelet til. Er det eksempelvis dele af din præsentation, hvordan du/I får den rigtige struktur på virksomheden, hvilken markedsføringsstrategi, der vil være den rigtige, eller handler det om at få lagt en langsigtet strategi?

Til inspiration kan du tage udgangspunkt i denne skabelon, når du skal planlægge din præsentation:

Hent skabelon
 
BONUS: Inspiration fra Løvens Hule

Du kan også få masser af inspiration og gode råd fra en Løvens Hule-deltager i denne artikel: "Sådan laver du det perfekte pitch":

Læs interview og se video
Sådan foregår Virksom Pitch-Springboard

På dagen deltager typisk 3 virksomheder. Hver case-virksomhed har 10 minutter til præsentation af deres strategi og strategiske udfordringer, hvorefter panelet har ca. 40 minutter til at drøfte præsentation og strategien indbyrdes – denne del bliver faciliteret af Connect.
 
Facilitator stiller spørgsmål, hvis der er behov for uddybning. Herefter afrundes samtalen, og panelet kommer med deres bud på en retning for virksomheden. Du får efterfølgende – på baggrund af panelets anbefalinger – en handlingsplan for din virksomhed med dig hjem. Forløbet tager omkring en time per virksomhed. Det hele bliver videofilmet, og du får også videoen med hjem.

Hvad sker der efter Pitch-Springboard?
Som udgangspunkt er der ikke planlagt nogen opfølgning, når du har deltaget på Virksom Pitch-Springboard. Men i praksis sker det tit, at virksomheder finder sammen med en eller flere paneldeltagere og fortsætter dialogen/samarbejdet efter et Pitch-Springboard. Og der er også mulighed for at søge om at deltage på Virksom Springboard.

Der er i øjeblikket ingen dato for næste Pitch-Springboard.

Der er plads til tre virksomheder på hvert Pitch-Springboard.

Sted: 
Virksom
Vermlandsgade 65
2300 København S