Camilla Balle – efter Løvens Hule

"Det er bare vildt befriende, at det ik’ skal være så formelt"

Hun har sms’er fra ham, hvor der kun står "det stinker", men det er lige præcis sådan Camilla Balle, ejer af tøjvirksomheden Basic Apparel foretrækker samarbejdet med investoren, Jesper Buch. Makkerskabet kom stærkt fra start efter deltagelsen i Løvens Hule, og ambitionerne er ikke blevet mindre.
"Jeg sidder lige og lægger makeup i bilen på en parkeringsplads, mens vi taler,” lyder det fra Camilla Balle, der hermed slår fast, at hun ikke har fået mindre travlt efter deltagelsen – og ikke mindst succesen – i Løvens Hule. Men det passer hende faktisk også bedst – at have masser at se til.

Egentlig var det ikke, fordi der var behov for nye kræfter eller kompetencer, for trods corona kørte forretningen, der fokuserer på komfortabelt hyggetøj i økologisk bomuld, rigtig fint. Næsten bedre end før.

”Vi var og er i lidt af en luksussituation, for jeg tror, vi har ramt noget, der bare er helt vildt rigtigt for tiden – både i takt med det behagelige hjemmehygge-tøj og det bæredygtige element. Samtidig valgte vi også at støtte op om vores forhandlere og starte en crowdfunding til dem. Ja, på en måde matchede vi bare corona ret godt og endte også med en rekordomsætning i 2020,” fortæller den 35-årige iværksætter.

En hjemmevant jargon

For kæresten og Camilla var den oprindelige plan, at der skulle afslapning og rejser i kalenderen efter en travl tid. Men det satte nedlukningen hurtigt en stopper for, og efter 14 dage blev Camilla rastløs. Derfor besluttede hun sig for at gøre alvor af ideen fra hendes rådgiver hos Virksom om at melde sig til Løvens Hule. En idé, der gjorde, at hun blev landskendt for at have is i maven, vælge Jesper Buch som hendes nye investor og samtidig for at have fået en investering på 2 millioner kroner – den største investering Jesper Buch har lavet i Løvens Hule nogensinde.

Hvor andre nemt kunne blive forskrækkede over den kontante kommunikation, der kendetegner erhvervsmanden Jesper Buch, var det lige præcis dét, der tiltalte hende. Hun kunne nemlig genkende den lidt kølige og fåmælte attitude fra omgangskredsen i hjembyen, Esbjerg.

”Her bruger man ikke en helt masse ord til at forklare, hvad man mener. Man siger faktisk bare, hvad man tænker, og det gælder også for Jesper og mig. Jeg har sms’er fra ham, hvor der kun står; ”det stinker”, og det er bare vildt befriende, at det ik’ skal være så formelt eller krævende. Det betyder også, at hvis jeg får en idé, så kan jeg hurtigt fyre den afsted, og så kan den anden svare, når de har tid og lyst.”

Læs mere om et medlemskab hos Virksom

Camilla Balle (f. 1986) 

  • Stifter og ejer af tøjvirksomheden Basic Apparel
  • Tidligere afdelingsleder hos Bahne og key account manager hos Blonde Accessories
  • Uddannet: 80% skolelærer og autodidakt tøjhandler
  • Bor med sin kæreste og datter på 4 år, i København
  • Har Instagram-profilen @livetsomiværksætter

At turde tænke stort

Men hvad har den direkte facon og det nye samarbejde med den kendte investor, som nu er indehaver af 23 procent af forretningen, så resulteret i? Det svarer Camilla prompte på.

Med Jesper på sidelinjen er hun nemlig blevet skubbet ud i at tænke større – og hurtigere. Også de ambitiøse mål, der blev sat i Løvens Hule om at fordoble omsætningen hvert år de næste tre år holder stadig, ligesom missionen om at vokse både B2C og internationalt er på tegnebrættet, for ikke at nævne planerne om at åbne en fysisk butik i slutningen af året.

”Altså, hvor jeg kan være nervøs for at bruge penge og tænke på, hvor pengene skal komme fra, så er Jesper lige omvendt. Han tænker hellere på, hvad vi skal bruge dem til. Det mindste problem for ham er, hvor de skal komme fra. Sådan har jeg aldrig tænkt, og det har været rigtig godt for mig at blive skubbet over i den tankegang, for så er rejsen ikke så lang,” forklarer hun, og understreger, at det bestemt ikke handler om, at hun bliver presset ud i noget, hun ikke er tryg ved.

Det handler om, at hun får rykket nogle grænser for, hvad man kan og ikke kan. Helt konkret har det blandt andet betydet, at hun nu ikke længere har et fast budget til de digitale annonceringsbureauer. Nu handler det mere om, at de kan bruge, så meget de vil, så længe de kan opfylde ROI. En strategi, som ikke havde eksisteret uden Jesper.

De små skub sætter Camilla også sætter stor pris på i samarbejdet med erhvervsmanden.

”Jeg kan nemt mærke, at Jesper er vant til at arbejde med iværksættere. Han er meget respektfuld og ligetil omkring det. I stedet for at sige hvad jeg skal gøre, så siger han altid; ”hvis det var mig”, og så kan jeg selv tage beslutningen på min måde.”

Læs her om hvilke tanker Camilla tidligere har haft omkring at skulle skalere virksomheden.

Et forbillede for andre kvinder

I takt med at forretningen vokser, er virksomheden også blevet større, og særligt rekruttering, ledelse og HR fylder nu meget mere i hverdagen for forretningskvinden, der også er gravid med nummer to. Der er kommet nye kræfter til i form af en ny Salgschef, og Camilla har også en klar og realistisk plan for sin barsel, som hun tager på deltid. Hun ved, at det kræver en del arbejde om aftenen, når børnene sover, og at det ikke er realistisk at være med i en mødregruppe. Men hun er også af den overbevisning, at det sagtens kan lade sig gøre at drive en succesfuld virksomhed, mens du har småbørn og et familieliv. For at inspirere flere kvinder til at tage springet, har hun derfor også lavet Instagram-profilen @livetsomiværksætter.

”Det er så ærgerligt, der ikke er flere kvindelige iværksættere, specielt på min alder. Jeg vil rigtig gerne være et godt forbillede og vise dem, at det sagtens kan lade sig gøre,” afslutter hun.

Camillas tre gode råd til dig, der overvejer at få en investor i din virksomhed

  1. Vælg din investor på baggrund af kemi. I skal bruge mange timer sammen, og det er vigtigt, at kemien passer.

  2. Vid, hvad du vil. Sørg for at arbejde 360 grader rundt om virksomheden i din forretningsplan. Find din egen mission, og find så en makker, der vil arbejde sammen med dig om den vision.

  3. Lav en god ejeraftale, og sørg for, at du forstår den 100%. Hellere skriv for meget end for lidt ned. Det er ofte det, der ikke står, som kan blive et problem. Og tag den tid, du har brug for til det.
Tekst: Marianne Fischer

Foto: PR