Jacob Holst Mouritzen

"Jeg har fundet ud af, at jeg er vanvittig afhængig af at have mennesker omkring mig, jeg kan sparre med"

Efter fem år som højtprofileret leder i medie- og kommunikationsbureauet Mindshare er 34-årige Jacob Holst Mouritzen gået selvstændig. Han elsker kontrollen, men kæmper med det kedelige i at være alene – indtil videre.
Jacob Holst Mouritzen
Jacob Holst Mouritzen er selvstændig og partner i Holst Mouritzen og en af de profiler, du kan lære bedre at kende, når vi i en række portrætter sætter fokus på Virksoms medlemmer. Her får du indblik i deres personlige historier og råd til andre selvstændige med en ledelsesbaggrund eller -fremtid

Hvorfor blev du selvstændig?
Rejsen startede i virkeligheden for en del år siden. Da jeg var 27 år, blev jeg leder for nogle kreative sjæle, SoMe-folk og så videre. Vi voksede, og jeg var glad for det. Men jeg var i den klassiske mellemleder-situation, med mange under og over mig, og det skulle jeg navigere i. Så blev jeg underdirektør i Mindshare to år efter. Det var nemmere, fordi jeg ikke længere havde 16 direct reports, men kun tre. Men mit arbejde var også 70 procent ledelse og 30 procent kunder, og hvad værre var, så ud af de 70 procent var kun 30 procent ren ledelse, og resten var administration. Jeg udviklede mig udelukkende som leder og ikke så meget fagligt og var faktisk ret bekymret for at miste mine faglige kompetencer. I 2017 trak jeg mig fra direktør-jobbet og blev i stedet business partner med ansvar for blandt andet newbiz. Her blev jeg lidt en stat i staten, med egne kunder og egne håndplukkede projektledere. Så det har været en udvikling fra en lyst til at være leder, til at blive leder, blive meget leder og for meget leder. For mig, tror jeg, er den perfekte balance et lille hårdtslående bureau, hvor det hele ikke drukner i bureaukrati.

Hvad skal du vide som konsulent? Læs mere her
Hvad er dine ambitioner som selvstændig?
Jeg drømmer om at drive et lille, men kompetent marketingbureau med fokus på strategi, branding og kommunikation. Vi vil gerne have en god blanding af konsulenter og projektledere, men uden at blive for mange. Drømmen er, at det kan gøres på en firedages arbejdsuge, hvor arbejdsdagen slutter ved halvfiretiden. Jeg blev selv far for tre år siden og har svært ved at se, hvordan man får det til at balancere godt, hvis man arbejder fra 9-17. Det er voldsomt. Du har lige en time med børnene om morgenen og om aftenen, og for mange er det også sådan, at når børnene er lagt, arbejder du videre. Det møllehjul er ikke holdbart i længden, hverken for den enkelte eller samfundet. Jeg tror også, mennesker har svært ved at være synderligt produktive mere end 3-4 timer om dagen. Selvfølgelig vil man ikke altid kunne klare det hele på en firedages arbejdsuge, men i vores bureau skal det ikke være kulturen at arbejde om fredagen. Og med mindre der kommer noget helt uforudsigeligt, er det altså muligt at planlægge strategiarbejde flere måneder frem.

Hvordan er dit setup?
Jeg har dannet et ApS sammen med min kone. Hun blev selvstændig for et år siden, og da vi kunne se, at det gik godt med hendes enmandsvirksomhed, sagde jeg mit job op, og vi dannede et firma sammen. Hun er yin til min yan, en rigtig god projektleder, afslutter og implementeringskraft uden så meget slinger i valsen. Jeg er rigtig god til at få ideer og starte op, men der skal gerne andre til at løbe det i mål, hvis det skal blive rigtig godt. På den måde supplerer vi hinanden, og rollerne er meget veldefinerede. Der er gode linjer imellem hvem, der gør hvad. For det er klart, at med mand og kone i samme firma, er der risiko for konflikter uden det lag af høflighed, man ellers har med kolleger – det lag er der ikke rigtigt, når man har været gift i 10 år. Men indtil videre har hun kun skældt mig ud over, at jeg glemmer at få kvitteringer på det, jeg køber, og det har jeg fået skældud for hele mit liv.

Men vi ved også godt, at det bliver en dans at få projekter ind, hvor det giver mening med begge vores kompetencer.

Du blev selvstændig for blot nogle måneder siden. Hvordan har det været?
Overgangen har været mere voldsom, end jeg havde regnet med. Det har været befriende og fedt, men også overvældende. For jeg har opdaget, at jeg er vanvittig afhængig af at have mennesker omkring mig, som jeg kan sparre med. I mange år havde jeg så travlt, at jeg troede, det var grunden til, at jeg ikke satte mig ned og fordybede mig. Men nu, hvor jeg skal fordybe mig, har jeg opdaget, at jeg faktisk er bedre når jeg får lov at ping-ponge med andre. Det er her, jeg får mine bedste ideer. For eksempel sad jeg i januar og skulle færdiggøre et ret komplekst projekt. Jeg havde alle puslespilsbrikkerne, men kunne ikke få dem til at passe sammen. Da min kone kom hjem, begyndte jeg at kaste ord efter hende med det samme, og selvom hun ikke gjorde så meget andet end at lytte, faldt det, som jeg havde brugt fem timer på alene, hurtigt på plads. Jeg er simpelthen bedre til at være den, der går ind og sætter retningen og giver feedback end det dybdegående analysearbejde. På den anden side savner jeg ikke den mangel på kontrol, der er på mange bureauer, hvor man sidder og venter på en analyse aftenen før en stor præsentation, og når den kommer, er den ikke god nok, og man bruger hele natten på at lave det om – og er en dårlig chef for den, der har lavet den. Men jeg savner at have nogle at snakke med, så lige nu er det mit største drive, større end penge, at få nogle kolleger at snakke med.

Læs mere om Anita, der sprang ud som selvstændig på fuld tid under corona-krisen

Jacob Holst Mouritzen

Hvad gør du for at imødegå den ensomhed, du beskriver?
Jeg sparrer på et teoretisk plan med nogle gode mennesker, som jeg for eksempel er i grupper med på Facebook, og med tidligere kolleger og min kone. På det konkrete plan er jeg i høj grad nødt til at lide den igennem alene, for de fleste af mine opgaver har jo en NDA (Non Disclosure Agreement, red.). Det gode, der kommer ud af at stå for det hele selv, er, at jeg kommer meget tættere på håndværket igen, og jeg bliver bedre til at forstå, hvad det kræver at udføre jobbet. Men jeg synes, det er sjovere at arbejde sammen med andre end alene. Jeg har heller aldrig spillet tennis eller golf, jeg er en udpræget holdspiller. Helt konkret keder jeg mig lidt, og det skal jeg også lære. Jeg har kørt i ottende gear i seks år, og nu skal jeg finde ud af at være til stede, også i et lavere gear. Det bliver bedre, når jeg får et kontor, hvor jeg kan gå hen om morgenen og komme hjem fra igen. Lige nu får jeg afløb for kedsomheden ved at læse en masse fagligt og skrive ned, hvad jeg læser – og så sende det ud via artikler og indlæg på for eksempel P.O.V. og Linkedin.

Hvordan har det været for din identitet at skifte fra leder til selvstændig?
Det har været en stor omvæltning. Jeg var den mest profilerede person i Mindshare, fordi jeg skulle være det, og fordi jeg ofte blev brugt i pressen. Jeg ragede op, fordi jeg stod på nogle stærke skuldre, og nu står jeg ikke på nogen skuldre mere. På den anden side kan jeg stå for det, jeg selv vil nu, og skal ikke passe ind i Mindshares strategi. I forhold til kunder kan det være en ulempe kun at være dig selv. Før kom jeg med en autoritet, til gengæld kan det være, jeg kommer med en større autenticitet nu.

Hvordan føles det i forhold til tidligere kolleger og kontakter i branchen?
Min egen fornemmelse er, at det har givet et nøk op i prestige, men mange står også og afventer: Hvad bliver det så til? Det er fint nok at sige, hvad jeg vil gøre, men jeg skal jo også gøre det. The jury is out. Der er utrolig meget alfa i min branche, og produktet, der bliver leveret, er meget ydre og offentligt tilgængeligt. Mit vil nok være lidt mindre offentligt, fordi det handler om strategi, men på et tidspunkt vil strategien jo skulle leves ud i praksis, og så vil det blive synligt. Folk holder meget øje med hinanden, og måske bliver jeg holdt endnu mere øje med nu. Før sad jeg pakket ind i en supertanker, nu er jeg en lille synlig speedbåd.

Hvordan bruger du Virksom?
Jeg har selv været med til at give input til strategien for Virksom og punkede min kone til at blive medlem, da hun blev selvstændig.


Derfor var det også naturligt for mig at skifte fra Lederne til Virksom, da vi gik sammen. Jeg vil gerne støtte, at vi har en organisation for selvstændige, for jeg tror, vi får meget mere brug for det i fremtiden i takt med digitaliseringen og dét, at der vil blive færre fuldtidsjobs. Helt konkret har jeg sparret meget med Virksomheds advokater om flere ting. For eksempel skulle jeg have procenter i en virksomhed i stedet for penge, og det lød som en god idé, indtil jeg fandt ud af, at det var meget besværligt. Dér hjalp juristerne mig. De hjalp også med at udarbejde vores egen ejeraftale og en masse andre dokumenter, som de har skabeloner til.

Vil du også bruge Virksom til faglig sparring, tror du?
Nej, det tænker jeg egentlig ikke. Jeg har et rigtig godt netværk, jeg sidder i en VL-gruppe og har en masse fagfællesskaber, og jeg tror ikke, jeg ville kunne overskue at være del af endnu et fagligt netværk. Men alt, hvad der hedder hardcore virksomhedsrådgivning, der vil jeg bruge Virksom. 

Læs mere om et medlemskab hos Virksom

Er der noget, du savner ved dit gamle lederjob?
Jeg elsker at se unge mennesker udvikle sig ved at give dem et ansvar, de egentlig ikke kan leve op til, og så holde hånden under dem, så de klarer den alligevel. Den mentor-rolle kan jeg rigtig godt lide. Når vi får medarbejdere her på et tidspunkt, bliver det nok ikke helt unge, men snarere laget under mig, hvilket nok også vil passe godt med aldersgruppen og ideen om firedages arbejdsuge. De helt unge, der kommer ud fra CBS, vil nok hellere smadre igennem.

Kan du forestille dig at vende tilbage til et lederjob engang?
Ja, men det skal være fordi, nogen tilbyder mig noget helt fantastisk, eller fordi det viser sig, at det at være selvstændig ikke var det, jeg havde regnet med. Det bliver ikke på grund af Corona, at jeg går tilbage – selv om virussen allerede har kostet kunder. Lige nu lever drømmen om det lille hårdtslående bureau, hvor alle tjener penge, er glade og går hjem 15.30 

Jacobs tre vigtigste erfaringer som selvstændig

  1. Du kan planlægge nok så meget selv, men du ved aldrig helt, hvor mulighederne opstår.

  2. Få dig en kontorplads.

  3. Få styr på det basale fra start af. Opret virksomhed, hjemmeside og så videre.

Jacob Holst Mouritzen, f. 1985

  • Medindehaver af Holst Mouritzen ApS, et marketingbureau med fokus på strategi, branding og projektledelse
  • Uddannet Cand. Scient. Soc. Fra RUC i 2012
  • Tidligere Business Partner, Director of Communications and Marketing, samt Head of Social i medie- og kommunikationsbureauet Mindshare (2014-2019)
  • Social media Consultant i Advice (2013-2014)
  • Digital Media Manager i Then We Take The World (2012-2014) 
  • Head of Advisory Board, Reklamelinjen (2016-2019)
  • Jurygruppeformand, Danish Digital Awards (2014-2018)
  • På marketingbranchens ”hitliste” The M-List tre år i træk (2017-2019)
  • Gift med Maria Holst Mouritzen, med hvem han ejer firmaet. De har sammen en søn på tre år

Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Tekst: Ulla Hinge Thomsen

Medlemskab hos Virksom