Fremtiden byder på masser af digital hjælp til selvstændige

Har du ikke helt styr på hvilke programmer, gadgets og apps, der kan gøre dit liv som selvstændig lettere? Så læs med her, og bliv inspireret af radiovært og digital trend-spotter Christiane Vejlø, når hun fortæller om de værktøjer, hun bruger i sin hverdag som selvstændig og om, hvad vi kan forvente os af den digitale udvikling i fremtiden.

20. februar 2017

MAc

Det selvstændige liv kan ofte føles som et kapløb med tiden. Det er svært at nå det hele, når man udover de daglige opgaver også skal håndtere mailaftaler, momsregnskab og fakturering. Heldigvis findes der mange digitale tjenester, som kan gøre livet lettere, siger Christiane Vejlø, digital trendanalytiker, direktør og rådgiver hos Elektronista Media, og radiovært på Elektronista på Radio 24syv.

Jeg har en mailbot-assistent kaldet Amy. Når jeg skal arrangere et møde, gør hun det for mig. Jeg har givet hende nogle detaljer, såsom mødesteder og den slags, og så tilgår hun min kalender og ”ser”, hvornår jeg har tid.

Christiane Vejlø, direktør og radiovært

Få hjælp til de mange hatte
Christiane Vejlø er især glad for programmerne Dinero, hvor man kan fakturere kunder, MailChimp til at sende nyhedsbreve og app’en DSB Billet, hvor man kan købe og gemme billetter til senere afregning.

- Som selvstændig er man direktør, bogholder, kreativ, piccoline og sekretær på en gang, så man bør udnytte det digitale univers og bruge alt fra robot-assistenter til hjælpeprogrammer, forklarer hun.

- Meget af det er gratis, så man sparer samtidig penge.

Digitale assistenter
Det er især de digitale assistenter, vi kommer til at se meget til i fremtiden, og de vil være en kæmpe hjælp for selvstændige, ifølge Christiane Vejlø.

- Jeg har en mailbot-assistent kaldet Amy. Når jeg skal arrangere et møde, gør hun det for mig. Jeg har givet hende nogle detaljer, såsom mødesteder og den slags, og så tilgår hun min kalender og ”ser”, hvornår jeg har tid – og skriver og svarer den person, jeg skal mødes med, indtil mødet er sat i stand, siger
Christiane Vejlø og fortsætter:

- Amy er en beta-version, som ikke alle endnu kan få adgang til, men der er masser af andre programmer og tjenester, som kan gøre livet meget nemmere som selvstændig.

Nogle af de digitale assistenter, du kan få adgang til i dag, kommer fra Apple, Google og Microsoft. Assistenterne Siri, Google Assistant og Cortana kan hjælpe dig med alt fra at bestille rejser til at sende emails eller at holde dig opdateret på vejrforholdene.

Hør, hvordan du kan få gavn af digitale værktøjer:

Dine digitale apps forudser dine behov
De digitale assistenter er en del af trenden predictive computing, hvor dine apps og gadgets i fremtiden vil begynde at tale mere sammen og udveksle information om dig for på den måde at kunne forudse dine behov.

- Det kan booke tog- og flybilletter, lægetider, bestille en taxi – alt det, der tager tid fra dit arbejde. Men det vil også kunne forudse, hvad du skal pakke til en rejse alt efter vejrudsigten og huske dig på, at du skal have snacks med, forklarer Christiane Vejlø. Hun henviser til Amazon Echos bot, Alexa, eller Apples digitale assistent, Siri, som eksempler på teknologi, der allerede nu går i den retning ved at styre musik og give dig informationer via stemmekontrol.

Men disse bots kræver data. Og ligesom med big data, hvor virksomhederne indsamler data på kunderne, skal du være opmærksom på, hvor meget du deler og vil dele.

Brug big data i din virksomhed
Big data er ikke kun for store virksomheder - du vil også kunne drage nytte af det som selvstændig. Det er altså en måde at målrette dit indhold eller dine produkter på, lidt ligesom man i dag kan gøre det på for eksempel Facebook.

- Jeg bruger det eksempelvis til nyhedsbreve via MailChimp. Jeg beder nye abonnenter om at oplyse lidt mere om dem selv end deres email-adresse. På den måde kan jeg se, hvem mine læsere er og - hvis nødvendigt - kun sende en mail ud til kvinder i Jylland. På den måde målretter du din forretning, siger Christiane Vejlø. Med big data kan du altså samle data og viden om dine kunder, så du på den måde optimerer, hvad du sender ud til hvem.

Christiane Vejlø anbefaler:

Træd ind i det digitale univers
Andre digitale trends kommer i form af virtual reality, som nogle måske forbinder med sci fi og paralleluniverser på film. Med udviklingen af virtual reality kan man også træde ind i en anden verden, og for en selvstændige kunne det blive relevant, hvis du skal holde et forretningsmøder med nogen i et andet land. Med augmented reality træder du ikke ind i en anden verden, du får bare et digitalt filter på livet. Filteret kunne for eksempel være i form af information om bustider eller fakta om en bygning, du tilfældigvis kommer forbi. Augmented reality kan bruges i forbindelse med en 3D printer, så det kunne være relevant for eksempelvis en selvstændig designer. 3D-printeren brugt i forbindelse med augmented reality gør ideer lidt mere virkelige, hvis man arbejder i en kreativ branche.

- Som designer vil man kunne udnytte 3D-teknologien og augmented reality til at lave prototyper. Man kan lave billige modeller på printeren og se med augmented reality, hvordan en stol vil se ud i et rum, siger Christiane Vejlø.

Få notifikationer på håndledet
Udover smarte programmer kommer der også hele tiden nye gadgets til - for eksempel smartwatches såsom Apple Watch. Og selv om det ikke helt har vundet frem hos forbrugerne endnu, mener Christiane Vejlø, at det nok skal komme.

- Notifikationer fra telefonen tikker ind på uret, så man kan lade sin telefon blive i tasken. I stedet kan man diskret tjekke på uret, om det er noget vigtigt, forklarer hun.

- Der er mange, som er trætte af eller stresser over, at telefonen altid ligger fremme. Og når man lige tjekker mailen, kommer man jo ofte til at kigge på alt det andet, og pludselig sidder man og bruger unødig tid på telefonen. Så jeg tror, at de gadgets har en fremtid, fordi de passer ind i din stil og livsstil – man ser eksempelvis ringe, der lige buzzer ved en notifikation, og tasker, der kan indeholde alle dine digitale værktøjer.

Ind med det nye, ud med det gamle
Der er mange digitale trends, der kan blive gode, nye vaner for den selvstændige. Og når der kommer nyt til, må gammelt ud. Der er særligt en af de gode gamle vaner, som, ifølge Christiane Vejlø, er absolut yt.

- Papir! Alle dokumenter kan ligge i clouden, så du kan tage dem med dig, og selv juridiske dokumenter kan underskrives digitalt. Så der er absolut ingen grund til længere at printe.

Når du skal underskrive vigtige dokumenter, kan du bruge programmerne E-signatur eller Hello Sign, hvor alt foregår digital. Du skal dog bruge et papir til at scanne din underskrift ind i programmet til at starte med, men derfra foregår det hele digitalt.

Om Christiane Vejlø:

Vejlø

- Født 1973

- Digital trendanalytiker, rådgiver, entreprenør og direktør hos Elektronista Media. Læs meget mere om digitale trends på Elektronista 

- Radiovært på Elektronista på Radio 24Syv. Lyt til programmet her

- Læs om de vigtigste 12 digitale trends lige nu (ifølge Christiane Vejlø), og download den gratis e-bog ”Klog på fremtiden – en 2020 forecast om digitale trends”