Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere skal gøre op med følelsestyranni på jobbet

Vores følelsesmæssige tilknytning til jobbet er kammet over, og vi får stress som aldrig før, fordi vi bliver skuffede og angste, når jobbet ikke kan give os den mening, som vi gerne vil tillægge det. Sådan siger landets førende mindfulnessekspert og ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup, der kalder ledere for gidsler i arbejdspladsens følelsestyranni og anbefaler en mindre følelsesladet og mere rationel tilgang til jobbet.

Af journalist Annemette Schultz Jørgensen

Det meningsfulde arbejde har i årtier været det, vi alle sammen har stræbt efter for at finde det gode arbejdsliv. Ledere har jagtet ledelsesmetoder, der kunne få de ansatte til at brænde mest muligt for jobbet, og medarbejderne søgt de jobs, hvor man har kunnet udleve den indre passion. Et job, der giver mening skaber nemlig både trivsel og gode resultater, har det heddet sig.

Nu vender en ny bog mantraet om det meningsfulde arbejde på hovedet. Jagten efter mening på jobbet er nemlig kammet så meget over for os, at arbejdspladsen i dag er blevet det sted, hvor vi ikke bare søger vores identitet, men hele livets mening, kærlighed og følelsesmæssige sikkerhed. Det kan jobbet ikke leve op til, og derfor udvikler vi stress som aldrig før, fordi vi hele tiden bliver skuffede, når jobbet ikke indfrier vores tårnhøje eksistentielle forventninger.

Sådan lyder det fra landets førende mindfulness-ekspert og ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup. I en ny bog langer hun kraftigt ud efter vores forhold til jobbet, fordi hun mener, vi fejlvurderer hele arbejdssituationen, når vi lægger al livets mening ind i den. En udvikling, der har gjort medarbejdere til svæklinge, ledere til følelsesmæssige gidsler og os alle sammen til ofre, fordi vi ikke længere tror på, at vi selv kan vende den dårlige udvikling. Hun anbefaler os derfor at lade følelserne blive hjemme, når vi møder ind på kontoret, og i stedet anlægge en mere professionel tilgang til jobbet.

- Vi har i dag fået gjort arbejdspladsen til det sted, hvor vi får vores primære behovsdækning. Vi taler om vigtigheden af at have nære relationer, drage omsorg for medarbejderne, få anerkendelse af chefen og altså få dækket en lang række følelsesmæssige behov. Det mener jeg er forkert og vidner om, at vi i dag fejlvurderer arbejdet. Vores følelsesmæssige forventninger til jobbet er blevet alt for store, og det er efter min mening det, der gør os så syge på arbejdspladsen, siger Charlotte Mandrup, der i marts udkommer med bogen Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme.

 

Arbejdet den primære mening med livet
Ifølge Charlotte Mandrup er den voksende følelsesmæssige forankring i arbejdet startet som en langsom udvikling, der er vokset, i takt med at tidligere meningsstrukturer som religion, ideologier, faste traditioner og kernefamilie har mistet betydning. En udvikling, der har frisat os i forhold til tidligere tiders værdier og normer og gjort os uafhængige og individualiserede. Samtidig har vi oplevet øget materiel velstand og økonomisk vækst i samfundet, og det har fået meningen med livet til at handle om egen behovstilfredsstillelse.

- Livet er kommet til at handle om, hvordan vi hver især bedst muligt får dækket vores behov. Men sådan kan vi ikke leve som mennesker. For vi har brug for noget, der er større end os selv, og i fraværet af tidligere tiders meningsstrukturer er arbejdspladsen blevet det sted, vi nu skal finde mening, siger ledelsesrådgiveren, som også ser kvindernes indtog på arbejdsmarkedet som en væsentlig bidragsfaktor til vores følelsesladede forhold til jobbet.

For med kvinderne er også fulgt de kvindelige normer, og altså behovet for anerkendelse, for nære relationer, for at nurse, blive set og drage omsorg. Hvilket ifølge Mandrup har ført en masse godt med sig og gjort arbejdspladser gode til at opbygge teams, skabe velfungerende grupper og have et øje for det svageste led i gruppen. Men som nu er kammet så meget over, at vi i dag har fået samme forventninger til arbejdspladsen som til familien og de tætteste relationer i vores liv.

Jobbet hviler på et falsk løfte
- Det ligger i vores dna, at vi i ægteskabet og i de nære familiemæssige relationer står hinanden bi. Lige meget hvad. Den følelsesmæssige tillid har vi nu lagt over på jobbet og med den en forventning om, at arbejdspladsen derfor også står os bi og til hver en tid vil os det bedste. Men det er et falsk løfte. For på jobs risikerer man jo både at blive fyret, omplaceret eller også bliver chefen det, hvilket fundamentalt ændrer på vilkårene. Og det risikerer man at gå helt ned med flaget over, hvis man, som mange gør i dag, forventer, at der i jobbet ligger en slags følelsesmæssig kontrakt om, at vi lige meget hvad er der for hinanden, siger hun, som med Vær Professionel på jobbet har skrevet sin ottende bog, der tager afsæt i den mindfulness, ledelsesrådgivning og executive coaching, der har været Charlotte Mandrups metier de seneste 20 år.

Og det er netop det falske løfte, der ifølge Mandrup i dag gør os så syge på arbejdet.

- I dag tror vi, at hele meningen med livet skal findes på arbejdspladsen, og det har gjort os utrolig sårbare. For det betyder, at vi hele tiden bliver fundamentalt skuffede, når vi ikke kan finde meningen og få de høje forventninger indfriet. Den skuffelse har nu udviklet sig til sådan en slags kronisk angst over ikke at kunne få dækket de basale eksistentielle behov, og derfor bliver flere og flere syge af det, siger hun og nævner som eksempel, at det i dag jo nærmest er blevet almindeligt, at man går ned med stress, hvis man får dårlige medarbejderevalueringer, skuffende salgstal eller ikke selv er tilfreds med egne resultater. Hvilket ifølge hende dog snarere er et tegn på, at vi bliver ramt helt eksistentielt, når jobbet ikke går så godt, som det kunne. Hvilket hun mener er en total overreaktion.

Vi har selv et ansvar for vores stress
Charlotte Mandrup argumenterer derfor for, at vi genfinder et mere afbalanceret forhold til jobbet. Og både som ledere og medarbejdere lærer at være mere professionelle og rationelle og - som titlen til bogen antyder - lader følelserne blive hjemme. En bevægelse, vi først og fremmest selv har ansvaret for.

- Der skal også findes nogle strukturelle løsninger på de store stressproblemer, vi har i dag. Men jeg mener, at det er vigtigt at sige højt, at vi alle selv har et ansvar, fordi vi faktisk kan meget mere, end vi selv tror, siger hun til Ledelse i Dag.   

- Mit ærinde er, og har altid været, at minde om, at vi mennesker er stærkere, end vi tror. Men med det moderne samfund har vi fået gjort os selv til ofre, og derfor er vi nu godt i gang med at fralægge os ansvaret for vores liv. Men gør vi det, så lægger vi også kontrollen over vores eget liv fra os, og så glemmer vi, at vi altså selv har det primære ansvar for at få et godt arbejdsliv, siger hun, som derfor kalder den omfattende stress noget, der langt hen ad vejen er selvforskyldt. Fordi vi i stedet for at ændre på de vilkår, vi selv er herre over, helt har fralagt os troen på, at vi kan gøre noget som helst selv.  

Få en mere rationel tilgang til arbejdet
Og så opfordrer Charlotte Mandrup også både ledere og medarbejdere til at begynde at ændre vores opfattelse af jobbet. Hvilket først og fremmest indebærer, at vi skal lære at trække det følelsesmæssige ud af arbejdssituationerne og øve os i at få en mere rationel tilgang til vores job.

Blandt andet holde op med at kalde hinanden for søde og uddele krammere i kantinen. Men sige højt, at et arbejde altså bare er et arbejde. Også selvom der er tale om et lederjob. Noget, hun erkender, kan være svært, hvis både topchefen, medarbejdere, kolleger og dermed kulturen fastholder en i en følelsesmæssig stemning, som afspejles i urealistiske krav og forventninger.

- Det handler om at øve sig i at forholde sig rationelt til det, der bliver spurgt om på jobbet. Hvis topchefen eller dine medarbejdere forventer noget helt urealistisk, så sig det i stedet for selv at køre med på en følelsesmæssig bølge om, at vi kan det hele, hvis vi investerer os selv 100 procent i det, siger hun.

Ledere er blevet alt for indfølende
Men ud over at øve os i hver især at skabe en større følelsesmæssig armslængde til jobbet, mener Charlotte Mandrup også, at vi er nødt til at tage de såkaldte moderne ledelsesmetoder op til kyndig revision. Det er nemlig også herfra, at etableringen af den følelsesmæssige samhørighed med jobbet stammer.

- Jeg erkender, at jeg i mine tidlige år som ledelseskonsulent og rådgiver selv har været med til at præge den her udvikling ved at lære ledere, at de skulle anerkende og støtte medarbejderne mest muligt for at motivere dem, siger hun.

- Det var en bevægelse, der var sat i gang som reaktion på den gammeldags autoritative ledelsesform, som vi jo for længst har passeret. Men alligevel har vi fortsat udviklingen og i dag fået en ledelsesform, der er så indfølende, at det er blevet alt for meget, siger hun, som altså mener, at mange ledere i dag går alt for langt i at støtte, anerkende og motivere deres medarbejdere.

Alle skal ikke kunne lide hinanden på jobbet
- Vi skal finde en ny ledelsesvej, som ikke kun skal basere sig på, at ledere skal lære at agere anderledes over for deres medarbejdere. Men i virkeligheden også kigge indad og granske, hvad det er for et følelsesmæssigt behov, de selv får dækket i lederrollen og ledelsesfunktionen, siger hun og giver som eksempel, at mange chefer i mindre organisationer i dag har en værdi om, at alle helst skal ligne hinanden og kunne lide hinanden. Hvilket i hendes øjne mest af alt handler om et følelsesmæssigt behov, som lederen selv skal have dækket. Og den holder ifølge Mandrup ikke.

- For hvis man tror, at alle skal kunne lide hinanden, for at en arbejdsplads kan fungere, så bliver det svært at være leder, for sådan er virkeligheden ikke. En arbejdsplads kan sagtens fungere og være professionel, selvom alle ikke er hinandens bedste venner. Men det er en klassisk forventning blandt ledere, som man må arbejde sig væk fra, siger hun og understreger, at mange også har en skæv opfattelse af forholdet til ens egen nærmeste chef eller direktør, som også skal være tæt og god for at kunne fungere.

Ledere gidsler i den bløde ledelse
Og endelig er der selvfølgelig lederens forhold til medarbejderne, som ifølge Charlotte Mandrup også er blevet alt for nært.

- Her findes også et følelsesmæssigt dogme, som præger lederes selvopfattelse og deres ledelsesform. Og det handler om, at ikke bare skal alle generelt set altså kunne lide hinanden på arbejdspladsen, alle skal også kunne lide chefen, siger Mandrup, som mener, at den udvikling har gjort ledere til gidsler af deres egen ledelsesform, og at mange derfor nu ligger stærkt under for de tilbagevendende ledelsesevalueringer.

- Ledere er jo i dag havnet i et følelsestyranni af ledelsesmålinger, hvor det hedder sig, at man kun er en god leder, hvis man gør alt for at få medarbejderne til at trives og have det godt. Men det er altså ikke lederens primære opgave, siger hun.

Ledere skal være mere rationelle
Og så bør man også se sin egen ledelsesform efter i sømmene.

- Helt generelt skal man øve sig i at udvikle en mere professionel ledelsesadfærd. Hvilket blandt andet handler om at være mere saglig og rolig, og også mere rationel over for medarbejderne. Og så ikke være bange for at motivationen falder, hvis man trækker noget af den følelsesladede retorik og adfærd ud af ledelsesformen, siger hun.

- Kig på almindelige vidensarbejdere i dag. Det er jo ikke ligefrem motivation, der mangler. Folk er i dag utrolig engagerede, og det vil de vedblive at være, også selvom ledere trækker sig fra den følelsesmæssige relation, som mange forventer i dag, siger hun, som dermed også anbefaler ledere at revurdere den gammeldags antagelse, som mange hænger fast i, om, at medarbejdere reduceres til ugidelige og umotiverede, hvis ikke de nurses og støttes mest muligt.

- Vi behandler medarbejdere som børn i dag, når vi tror, at vi skal motivere dem for et stykke arbejde, som de sagtens kan finde ud af. Lad nu både dem og os selv være voksne, og lad os finde nogle ledelses- og motivationsmodeller, der kan bruges i en mere professionel relation, siger Charlotte Mandrup, som i det hele taget efterlyser en helt ny opfattelse af, hvad det vil sige at gå på arbejde.

- Vi har glemt, at man godt kan være engageret i sit arbejde uden at brænde for det og være en ildsjæl. Det handler om at finde en mening med jobbet, som ikke kun er vores egen, men som er noget større, der ligger uden for os selv. For eksempel fællesskabet eller samfundet, som kan være med til at give os et større perspektiv på tingene. Men det kræver, at vi får placeret arbejdet i vores liv, hvor det hører hjemme. Med en langt større professionel distance end i dag, slutter hun.

Artikel udgivet af Ledelse i Dag, marts 2016.

Om Charlotte Mandrup

Mandrup1Charlotte Mandrup er ledelsesrådgiver og mindfulness-ekspert. Hun arbejder primært inden for advokatbranchen, forsvaret, det politiske system og andre højpræstationsbrancher.

Hun har en HD i afsætning, er psykoterapeut og har studeret psykologi på NSW University, Australien. Hun har i en årrække arbejdet som ledelseskonsulent i blandt andet LEGO, PricewaterhouseCoopers og PA Consulting Group, indtil hun i 2003 stiftede eget firma, der yder ledelsesrådgivning og mental udvikling.

Charlotte Mandrup har i alt udgivet otte fagbøger om ledelse og mindfulness. Senest; Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme, marts, 2016, People's Press.

Fordele

Dit medlemskab

Rådgivning
Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback