Sara Schøler Lass

”Der er en sårbarhed i at stå uden det store apparat bag dig”

Efter 12 år som leder i Grundfos sagde Sara Schøler Lass op for at skabe produkter med mening i det tempo, der passer hende bedst. I starten var det sårbart at stå uden apparatet og prestigen fra en stor virksomhed, men i dag hviler hun i sin identitet som iværksætter – også i usikre tider.
Virksom, medlem Sara Schøler Lass
Sara Schøler Lass er selvstændig og en af de profiler, du kan lære bedre at kende, når vi i en række portrætter sætter fokus på Virksoms medlemmer. Her får du indblik i deres personlige historier og råd til andre selvstændige med en ledelsesbaggrund eller –fremtid.
Jeg blev selvstændig for seks år siden. Efter 12 år i Grundfos havde jeg opnået meget af det, jeg gerne ville, strategisk, fagligt og ledelsesmæssigt. Jeg kunne mærke, at min passion var lidt væk. I Grundfos havde jeg arbejdet med design thinking, og når jeg kom ud og holdt foredrag om det, vidste mange ikke så meget. I alt, hvad jeg gør, interesserer det mig, hvorfor vi gør det, vi gør – hvorfor udvikler vi disse produkter eller services, hvilke problemer løser de? Jeg vil gerne være med til at forbedre, at de produkter, vi sætter i verden, løser problemer og har en værdi. Og det tændte mig, at der var et marked for det. Det er jo fint at kunne sige, at du har siddet i et godt job i mange år, men for mig betyder det noget at gøre en reel forskel. Så jeg startede med at skabe en rådgivningsvirksomhed og tre år efter en software-virksomhed. 

Ledelsesmæssigt havde jeg brug for at lægge mit liv om. På et vist niveau i en stor organisation er der ofte fokus på at afstemme koncepter og tiltag med mange stakeholders frem for en her og nu-relation til slutkunden. Tempo betyder meget for mig, i dag kan jeg hurtigere se konsekvensen af det, jeg laver og eventuelt rette op på tingene. Før skulle jeg også lede nogen, der indgik i en stor organisation med mange interessenter. Her er vi ét team med en fælles mission, og vi kan sammen finde ud af, hvilken vej vi går. Jeg vil gerne have, at alle føler, de ejer en lille del af virksomheden, selv om jeg er ansigtet udadtil. Samtidig skal jeg lære, at andre ikke nødvendigvis har den samme passion som mig. Det er jo mine penge og min virksomhed.

I starten skulle jeg vænne mig til min nye identitet. Det var en omvæltning at vælge karrieopstigningen og den faste store løn fra. Jeg syntes, det var svært at gå fra at være Sara Schøler fra Grundfos til at være Sara Schøler fra Zimplifi, både i forhold til min selvopfattelse og andres opfattelse af mig. Der er en sårbarhed i at stå uden apparatet bag dig og finde ud af, hvem du så er. Nu har jeg fem års erfaring som rådgiver, og jeg har mange kunder, som jeg har gjort en forskel for. Jeg har arbejdet med en helt ny startup, som har udviklet en app til forsyningsvirksomheder, og har hos en anden kunde lavet et digitalt setup, der helt har ændret deres syn på produkt-udvikling. Jeg får tingene til at lykkes med de dedikerede og dygtige teams, jeg arbejder sammen med. Det handler om at sætte forskellige kompetencer i spil og sammen skabe succes.

Selv om jeg har været ansat, har jeg altid haft entreprenørånden med mig. Tingene må gerne gå stærkt for mig, og jeg har skiftet job hvert tredje år. 
Alligevel overraskede det mig nok lidt, hvor meget jeg skulle kunne selv. Som selvstændig skal du huske at lave regnskaber, lave salg og poste dine succeser – og du skal jo også levere! Tidligere havde jeg et team af dygtige mennesker omkring mig, og jeg har skullet finde ud af at give ting som revision og marketing til andre, så jeg kan fokusere på det, jeg synes er sjovt. Personligt har jeg skullet lære at være mere struktureret. Der sidder ikke en PA og holder styr på det hele for mig mere. 
Jeg har meget mere fleksibilitet i forhold til min familie end før, selv om jeg arbejder på mange skæve tidspunkter. Før arbejdede jeg 8-17 hver dag og svarede på 140 mails om aftenen, og næste dag startede det forfra. Da jeg blev selvstændig, blev det muligt at blive hængende til morgensang, når jeg afleverede børn, eller løbe en tur, inden jeg mødte på arbejde. Nu er mine børn større, og jeg kan arbejde mere, så der skal være fokus på balance mellem fritid og arbejdstid, så det ikke tager helt overhånd. 

Inspiration udefra er et musthave. Jeg er ved at lave et advisory board på min ene virksomhed for at sikre, at jeg får sparring både på det ledelsesmæssige og det forretningsmæssige. Der er mange, som gerne vil være med i en startup, men der er også mange, som gerne vil fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har brug for nogle, der hjælper mig lidt og viser, at de gør det, fordi de gerne vil gøre en forskel. Jeg har allerede to-tre sparringspartnere, og jeg bruger også jævnligt både Virksom og Lederne til inspiration i form af artikler og podcasts.

Jeg har lært at møde kunderne, hvor de er. Jeg arbejdede på et tidspunkt med en mindre virksomhed, hvor jeg var for optaget af min egen proces og metode og fik lagt for højt et ambitionsniveau for dem. De endte med blot at være forvirrede. Af det har jeg lært ikke at tro, at alle har det samme videns-apparat, som jeg har. Med årene har jeg også lært, at hvis jeg kan mærke, at kemien ikke er der 100 procent, eller kunden ikke kommer til at bruge mig rigtigt, siger jeg nej.

Da jeg startede, sagde jeg ja for at få kunder. Men jeg kommer til at bruge min energi forkert, hvis det, de vil have løst, ikke er der, hvor jeg er bedst. Eller hvis kemien er dårlig. For den personlige relation betyder ekstremt meget.


Corona har ikke kostet markant på omsætningen, men vi har arbejdet hårdere. På WeZimplify (Sara Schøler Lass’ software-virksomhed, red.) har vi haft en vækst på omsætningen. Da landet lukkede ned, mistede vi hele vores pipeline til foråret, og da vi stadig er små og selvfinansierede, betød det rigtig meget, men vi fik indhentet det med et stærkt fokus på det digitale. På Zimplifi er vi ikke gået væsentligt ned i omsætning, men vi har skullet arbejde dobbelt så hårdt. Jeg laver mange workshops og foredrag, som har været lukket ned, og virksomhederne har været tilbageholdende med store projekter, så der har været flere mindre opgaver end normalt. Virksomhederne har været mindre risikovillige og har skullet tænke innovation og digitalisering på en ny måde, og de har været meget i krisehåndtering. Hele usikkerheden om, hvad der sker, har haft en kæmpe indvirkning energimæssigt. Jeg har da haft et par tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at det ville have været bedre at sidde i et godt fast job. Men jeg er hele tiden vendt tilbage til, at jeg gør det her, fordi jeg har frihed, og det er her, jeg har min passion lige nu. Derfor bliver jeg ved.


Læs mere om et medlemskab hos Virksom

Jeg har haft en del, der gerne ville investere i WeZimplify. For mig er det vigtigt at finde det rigtige match med potentielle investorer, så vi sammen kan gøre en forskel og vækste på det rigtige grundlag og med den samme ambition. Det er vigtigt for mig at eje noget af det, jeg arbejder for, for at udvikle og vækste. Selvfølgelig kan der pludselig være det helt rigtige match, og der ligger også mulighed for at gøre en større forskel ved at blive større. Men jeg vil gerne bryde med billedet af, at en startup altid skal vækste meget hurtigt. Ambitionen for WeZimplify er, at vi både skal vækste på omsætning og brugere. Men det vigtigste er, at grundlaget er i orden, og at kunderne bruger os, fordi vi gør en forskel. 

Jeg oplever det ikke som en udfordring at være kvinde, hverken i min corporate karriere eller som selvstændig. Jeg har mange mænd som kunder og oplever ikke, at jeg har svært ved at få taletid. Jeg kan være mere i tvivl, når det kommer til investorer, fordi mænd ofte vil have hurtige afkast, mens kvinder har mere fokus på de bløde værdier. Men jeg vil virkelig gerne vise, at man kan, hvad man vil, uanset om man er mand eller kvinde. Diversitet er ikke kun køn, og man har indflydelse på, om man vil opfattes som en minoritet.

Sara Schøler Lass, Virksom, medlem, trappe

Saras 3 bedste råd til andre selvstændige


  1. Find ud af, hvad du er allerbedst og mest motiveret for fagligt og personligt, fokuser og udvikl din forretning på det. Team up med andre profiler, der kan supplere og supportere dig på andre værdifulde og vigtige kompetencer.

  2. Netværk giver muligheder. Brug dit netværk til sparring og til opstart af din forretning. De bedste og stærkeste kunderelationer ligger i anbefalinger og netværk, og husk at giv tid og viden igen, når andre har brug for dig og din viden.

  3. Giv dig selv lov til lære, udvikle dig og ændre kurs og retning, hvis der er spændende og nye forretningsmuligheder, som også giver dig en langt stærkere forretning og har potentiale - personligt, fagligt og forretningsmæssigt.

Sara Schøler Lass, f. 1976

  • Grundlægger, indehaver og adm. dir. i Zimplifi, grundlagt 2015, som rådgiver virksomheder om digitale produkter og forretningsudvikling, design og kundeoplevelse. Syv freelancere er tilknyttet foruden Sara Schøler Lass selv.

  • Indehaver af software-virksomheden WeZimplify, som har to partnere og en ansat.

  • Tidligere leder i Grundfos i en række forskellige stillinger siden 2003, senest Global Manager of Discovery and Design 2011-2015.

  • Master i kommunikation, organisation og strategi fra Aalborg Universitet 2002. Har desuden gennemført en række lederuddannelser i og uden for Grundfos.

  • Medlem af Bestyrelseskvinder.dk og VL Gruppe 25.

  • Gift, mor til to børn på 12 og 15. Familien bor i Silkeborg.

Tekst: Ulla Hinge Thomsen

Foto: Andreas Bang Kirkegaard

Medlemskab hos Virksom