Barsel

Som selvstændig kan du få barselsdagpenge, hvis du opfylder betingelserne i barselsloven. Derudover har du mulighed for at få kompensation, hvis du har tegnet en sygedagpengeforsikring gennem Udbetaling Danmark.

Forældre til børn født efter den 2. august 2022 eller senere følger den nye orlovsmodel. Vi guider dig her igennem lovgivningen på barselsområdet samt de forhold, som er særligt vigtige for selvstændige.

Barsel

Vi anbefaler, at du planlægger din barsel i god tid forud for fødslen. Til det kan du bruge planlægningsværktøjerne på borger.dk. De kan give dig et overblik over alle betingelser og tidsfrister for at få barselsdagpenge.

Prøv planlægningsværktøjerne på borger.dk

Hvis du ikke opfylder betingelserne, bør du undersøge, om du i stedet kan få kompensation under sygeforsikringen for selvstændige eller private arbejdsgivere.

Læs mere på virk.dk

Det samlede antal orlovsuger med ret til barselsdagpenge er ligeligt fordelt mellem både mor, far eller medmor. Men nogle uger er øremærket mor, andre far/medmor.

Hvad skal du vide om barsel som arbejdsgiver?

Fordeling af barselsugerne

Mor har ret til fire ugers graviditetsorlov før termin. Selve terminsdatoen tæller med i de fire uger.

Hver forælder har som udgangspunkt ret til afholdelse af 24 ugers orlov efter fødslen, hvor 2 af ugerne skal holdes i forbindelse med fødslen. For lønmodtagere vil 9 uger derudover være øremærket, mens 13 uger kan overdrages. 

Hvornår skal man varsle graviditets- og barselsorlov?
Mor skal orientere sin arbejdsgiver om graviditeten senest tre måneder før termin, herunder om der afvikles graviditetsorlov forinden termin.

Far/medmor som ønsker at holde orlov inden for 10 uger efter fødslen, skal orientere arbejdsgiver om ønsket orlov senest 4 uger før termin.

Begge forældre skal give besked om forældreorlov senest 6 uger efter fødslen.

Forældre, som er ansat i eget ApS eller A/S
Det er muligt at blive anset for selvstændig i barselslovens forstand, selvom du er ansat i eget ApS eller A/S.

Du kan ansøge Udbetaling Danmark om at blive behandlet som selvstændig, hvis du er ansat i dit eget 100 procent ejet ApS eller A/S, og ikke har anden lønindkomst ved siden af.

Du kan også sørge om status som selvstændig, hvis du opfylder alle nedenstående fire betingelser:

  • Du ejer mere end 50% af selskabet
  • Du har størstedelen af stemmerettighederne
  • Du har indflydelse i selskabet på anden vis
  • Du har ikke anden lønindkomst ved siden af.

Ansøgning sker via Udbetaling Danmark, som sender dig en ansøgningsblanket. Du skal være opmærksom på, at du tidligst kan ansøge, når barnet er født.

Forældre, som er selvstændige

  • For forældre, der er selvstændige, vil 2 uger af de 24 uger med barselsdagpengeret være øremærket for hver forældre og dermed uoverdragelige.
  • De 2 uger skal afholdes i forbindelse med barnets fødsel eller adoption. Faren/medmoren kan dog aftale med virksomheden, at de i stedet afholdes inden for de første 10 uger efter fødslen.
  • En far/medmor kan vælge at overdrage op til 9 + 13 ugers forældreorlov til mor.
  • En mor kan vælge at overdrage op til 9 + 13 ugers orlov (8 ugers barselsorlov, 5 ugers forældreorlov og yderligere 9 ugers forældreorlov) til far/medmor.
  • 5 uger kan retmæssigt udskydes til afvikling inden barnet fylder 9 år. Retmæssig udskydelse skal varsels med 8 uger.
  • Øvrig orlov - udover de to ugers orlov i forbindelse med fødslen– kan efter aftale med virksomheden udskydes til afholdelse inden barnet fylder 9 år.

Orlov for LGBT+-forældre 

LGBT+-familier med børn født den 1. januar 2024 eller senere kan dele den overførbare orlov med op til to såkaldte sociale forældre. Det kan være en ægtefælle eller samlevende såvel som en kendt donor med en forældrelignende relation til barnet og denne donors ægtefælde eller samlever.

Det giver altså mulighed for at fordele den overførbare orlov mellem op til fire forældre.

En social forælder kan kun få orlov, hvis en retlig forælder ønsker at overføre noget af eller hele sin overførbare orlov.

Sociale forældre, der får overført orlov fra retlige forældre, skal opfylde de almindelige krav i barselsloven for at få ret til barselsdagpenge.

Orlov for soloforældre 

Som soloforælder har du ret til 46 uger efter fødslen. Det gælder uanset om du er lønmodtager, selvstændig, ledig eller studerende.

Solofædre og solomødres orlovsperiode er sidestillet, så begge har ret til at holde op til 46 ugers orlov.

Derudover kan du som soloforælder med børn født den 1. januar 2024 eller senere overdrage op til 32 ugers orlov til et nærtstående familiemedlem fx bedsteforældre.

Orlov for flerlingeforældre

Som forælder til tvillinger, trillinger mv. har du ret til 13 ugers ekstra flerlingeorlov - det samme har den anden forælder. Det gælder uanset om du er lønmodtager, selvstændig eller ledig.

De ekstra ugers flerlingeorlov kan ikke overføres mellem jer som forældre og skal holdes inden børnene er et år.

Læs mere om dine muligheder Økonomisk kompensation

Når du er selvstændig og skal på barsel, har du overordnet fire muligheder for at få økonomisk kompensation.

Vær opmærksom på, at du kun kan få kompensation under én af nedenstående ordninger.

Barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark som selvstændig samt yderligere kompensation fra Barsel.dk


Er jeg berettiget til barselsdagpenge som selvstændig?
Du kan få barselsdagpenge som selvstændig, hvis du har:

  • arbejdet i mindst seks måneder inden for de sidste 12 måneder, før du går på barsel
  • arbejdet den seneste måned før din barselsorlov
  • arbejdet mindst på halv tid (18,5 time om ugen) i din virksomhed
  • overskud i din virksomhed

Du skal opfylde alle fire betingelser for at få barselsdagpenge. Det er også et krav, at du under din barsel har daglig kontakt med dit barn. Hvis du har arbejdet som selvstændig i mindre end seks måneder, kan du regne de perioder med, hvor du eventuelt har arbejdet som lønmodtager.

Hvor meget får jeg udbetalt som selvstændig under barselsloven?
Det beløb, du kan få i barselsdagpenge, beregnes på baggrund af:

  • overskuddet i din virksomhed
  • eventuel indtægt, der er overført til medarbejdende ægtefælle
  • egne syge- og barselsdagpenge

Du kan dog højst få 4.550 kr. om ugen før skat i barselsdagpenge (2023-niveau).

For at få det fulde barselsdagpengebeløb skal overskuddet i din virksomhed være mindst 236.736 kr. om året (2023-niveau).

Du kan ikke få barselsdagpenge, hvis der intet overskud er, og du ikke har tegnet en forsikring. 

Hvis du ikke har arbejdet som selvstændig hele det seneste indkomstår, bruger Udbetaling Danmark din seneste årsopgørelse som lønmodtager eller et revisorunderskrevet regnskab for et helt år. Regnskabet skal være opgjort på samme måde som årsopgørelsen.

Du kan læse mere om satserne og beregne din egen sats på Borger.dk 


Hvor længe kan jeg få barselsdagpenge som selvstændig?
Som mor er du berettiget til at modtage barselsdagpenge fire uger før forventet fødsel, og 24 ugers orlov efter fødslen (22 af de 24 ugers orlov efter fødslen kan overdrages til barnets far/medmor).

Som far/medmor er du berettiget til at modtage barselsdagpenge under to ugers orlov ved fødslen og 22 ugers yderligere orlov (de 22 ugers yderligere orlov kan overdrages til barnets mor).

Hvordan søger jeg barselsdagpenge som selvstændig?
Barselsdagpenge skal du selv søge om at få. Du søger om barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark på virk.dk via linket nedenfor.

Vær opmærksom på, at du skal søge barselsdagpenge senest 8 uger efter, at barnet er født, for at du kan få barselsdagpenge.

Hvis du starter din orlov efter fødslen, skal du søge barselsdagpenge senest 8 uger efter første orlovsdag. Søger du senere end 8 uger efter, kan du som udgangspunkt først få barselsdagpenge fra det tidspunkt, Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning.

Er jeg berettiget til kompensation fra Barsel.dk som selvstændig?
Du kan få kompensation, hvis du opfylder de fire betingelser:

  • barnet er født den 1. januar 2021 eller senere
  • du får barselsdagpenge som selvstændig fra Udbetaling Danmark 
  • du har en årsindtægt som selvstændig, der er højere end den maksimale dagpengesats (236.600 kr. i 2023)


Hvor meget kan jeg få i lønrefusion fra Barsel.dk som selvstændig?
Du kan maksimalt få i alt 225,27 kr. pr. time i samlet refusion og kompensation fra Udbetaling Danmark og Barsel.dk (2023-niveau).

Du kan højst få 122,97 kr. pr. time fra Udbetaling Danmark (2023-niveau) og 102,30 kr. pr. time i kompensation fra Barsel.dk (2023-niveau). Det bliver i alt højst 225,27 kr. i refusion og kompensation pr. time.

Hvor meget du får i kompensation, afhænger af din årsindtægt. Du kan ikke få kompensation fra Barsel.dk, hvis din årsindtægt ikke overstiger den højeste dagpengesats. 


Hvor længe kan jeg få lønrefusion fra Barsel.dk som selvstændig?
Som mor er du berettiget til at modtage refusion fire uger før forventet fødsel, to ugers pligtorlov efter fødslen og 29 ugers fællesorlov, som skal deles med barnets far/medmor. Som far/medmor er du berettiget til at modtage refusion under to ugers fædreorlov, tre uger efter fædreorloven og 29 ugers fællesorlov, som skal deles med barnets mor.


Hvordan søger jeg?
Når du søger barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark via NemRefusion, søger du automatisk om kompensation fra Barsel.dk. Du skal derfor ikke gøre yderligere for at søge kompensation fra Barsel.dk.

Læs mere om kompensation fra Barsel.dk som selvstændig her

Barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark som lønmodtager samt yderligere lønrefusion fra Barsel.dk

Er jeg berettiget til barselsdagpenge som lønmodtager?
Selvom du er selvstændig i andre henseender, bliver du betragtet som lønmodtager i forhold til barselsloven, hvis du er ansat i eget ApS eller A/S.

Hvis det er tilfældet, kan du få barselsdagpenge, hvis du vel at mærke også opfylder, at du:

  • er ansat på den første dag i din orlov eller dagen før
  • har mindst 160 timer inden for de seneste fire hele måneder før orloven
  • har mindst 40 timer om måneden i mindst tre af de fire måneder

Bemærk at du skal opfylde alle tre betingelser for at få barselsdagpenge. Det er også et krav, at du under din barsel har daglig kontakt med dit barn. Udbetaling Danmark får automatisk oplysningerne om din ansættelse og timer, når du som arbejdsgiver indberetter din egen løn.

Hvor meget får jeg udbetalt som lønmodtager under barselsloven?
Hvis du holder fuld orlov, er ansat 37 timer om ugen og får over 19.728 kr. (brutto) i månedsløn, vil du få højeste dagpengesats på 4.550 kr. om ugen før skat (2023-niveau). 

Du kan læse mere om satserne og beregne din egen sats på Borger.dk

Hvor længe kan jeg få barselsdagpenge som lønmodtager?
Som mor er du berettiget til at modtage barselsdagpenge fire uger før forventet fødsel, og 24 ugers orlov efter fødslen (13 af de 24 ugers orlov efter fødslen kan overdrages til barnets far/medmor).

Som far/medmor er du berettiget til at modtage barselsdagpenge under to ugers orlov ved fødslen og 22 ugers yderligere orlov (de 13 ugers yderligere orlov kan overdrages til barnets mor).

Hvordan søger jeg barselsdagpenge som lønmodtager?
Din virksomhed skal via Virk.dk oplyse Udbetaling Danmark om, at du skal på orlov. Det kan tidligst gøres din første dag på orlov.

Her på Virk.dk kan din virksomhed oplyse om orlov

Du får derefter et brev med Digital Post fra Udbetaling Danmark med adgang til at søge barselsdagpenge. Du kan ikke søge på forhånd.

Vær opmærksom på, at du skal søge om barselsdagpenge senest 8 uger efter fødslen. 

Hvis Udbetaling Danmark får din ansøgning efter fristens udløb, kan du først få barselsdagpenge fra den dag, Udbetaling Danmark har fået din ansøgning.

Er jeg berettiget til lønrefusion fra Barsel.dk som lønmodtager?

Du kan få refusion fra Barsel.dk, hvis du opfylder de tre betingelser:

  • din virksomhed skal betale dig løn under barsel
  • din virksomhed skal have ret til refusion af dagpenge fra Udbetaling Danmark
  • din timeløn skal være højere end dagpengesatsen


Hvor meget kan jeg få i lønrefusion fra Barsel.dk som lønmodtager?
Du kan maksimalt få i alt 225,27 kr. pr. time i refusion fra Udbetaling Danmark og Barsel.dk (2023-niveau).

Du kan højst få 122,97 kr. pr. time fra Udbetaling Danmark (2023) og 102,30 kr. pr. time i kompensation fra Barsel.dk (2023). Det bliver i alt højst 225,27 kr. i refusion og kompensation pr. time.

Hvor længe kan jeg få lønrefusion fra Barsel.dk som lønmodtager?

Som mor er du berettiget til at modtage refusion fire uger før forventet fødsel, to ugers pligtorlov efter fødslen og 29 ugers fællesorlov, som skal deles med barnets far/medmor. Som far/medmor er du berettiget til at modtage refusion under to ugers fædreorlov, tre uger efter fædreorloven og 29 ugers fællesorlov, som skal deles med barnets mor.

Hvordan søger jeg?
Når du søger barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark via NemRefusion, søger du automatisk om kompensation fra Barsel.dk. Du skal derfor ikke gøre yderligere for at søge kompensation fra Barsel.dk.

Læs mere om lønrefusion fra Barsel.dk her

Udbetaling fra Udbetaling Danmark via sygedagpengeforsikringen


Er jeg berettiget til udbetalinger via sygedagpengeforsikringen for selvstændige?
Du kan få kompensation under sygedagpengeforsikringen som selvstændig på barsel, hvis du:

  • har tegnet sygedagpengeforsikringen senest 6 måneder før din orlov starter
  • inden for de seneste 12 måneder har udøvet selvstændig virksomhed i mindst 6 måneder, hvoraf den seneste måned skal ligge op til sygefraværet
  • have arbejdet i virksomheden i mindst halvdelen (18, 5 timer) af den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid / 37 timer.


Hvor meget får jeg udbetalt som selvstændig via sygedagpengeforsikringen?
Under sygedagpengeforsikringen er du sikret minimumssatsen, og du kan få op til maksimumsatsen. 

  • Minimumssats: Her får du mindst to tredjedele af den maksimale dagpengesats under din barsel, uanset størrelsen af din indtægt. 
  • Maksimumsats: Her bliver sygedagpengene beregnet ud fra dit overskud i virksomheden. Hvis overskuddet i din virksomhed året før var mindst 154.787 kr., kan du få mere end minimumssatsen. Hvis dit overskud var 232.180 kr. eller mere, kan du få den højeste sygedagpengesats.

Læs mere om sygedagpengeforsikringen for selvstændige

Udbetaling fra Udbetaling Danmark svarende til dagpengesatsen


Er jeg berettiget til udbetalinger svarende til dagpengesatsen for ledige som lønmodtager?
Selvom du er selvstændig i andre henseender, bliver du betragtet som lønmodtager i forhold til barselsloven, hvis du er ansat i eget ApS eller A/S. Hvis du ikke opfylder betingelserne for at få barselsdagpenge som lønmodtager, kan du som udgangspunkt ikke få nogen kompensation under barsel. 

Dog er der en særlig mulighed for dig, som er medlem i en A-kasse, og som har optjent retten til at få dagpenge ved ledighed. Under særlige omstændigheder har du ret til at få udbetalt et beløb, der svarer til dagpengesatsen for ledige under din barsel, uden at du skal lukke din virksomhed.

Har du spørgsmål til din barsel?

Ring til os på 3283 0110 - vores rådgivere sidder klar ved telefonen alle hverdage kl. 8-17 (fredag kl. 8-16). Du kan også skrive til os på Mit Virksom.

Opdateret: 26.04.2024