Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Kurser og uddannelse

Ofte kan det øge dine chancer for at komme i arbejde igen, hvis du opkvalificerer dine kompetencer, mens du er ledig. Det er der flere muligheder for – vi hjælper dig med at finde rundt i regler og muligheder her.

Når du modtager dagpenge, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men der er alligevel mulighed for at efteruddanne sig samtidig – du skal bare sørge for fortsat at leve op til dine forpligtelser om at søge job og være klar til at påtage dig et arbejde med en dags varsel. Du kan ikke modtage dagpenge under uddannelse, hvis du siger nej til et jobtilbud, eller hvis du siger et job op for at starte på en uddannelse.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål

Uddannelse og dagpenge

6 ugers jobrettet uddannelse

Du har mulighed for at blive opkvalificeret med seks ugers jobrettet uddannelse, mens du får dagpenge. Det kan du, hvis du er ufaglært, faglært eller har både en kort videregående uddannelse og en erhvervsfaglig uddannelse. Der findes mange forskellige uddannelsesmuligheder – blandt andet hos Ledernes KompetenceCenter, der har skræddersyede uddannelsestilbud til dig.

Hvis du er fyldt 25 år, skal din uddannelse være afsluttet inden for en periode på 39 ugers sammenlagt ledighed. Hvis du ikke er fyldt 25, skal den være afsluttet inden for 26 ugers sammenlagt ledighed.

Sådan søger du
Start med at kontakte Ledernes KompetenceCenter eller et andet relevant uddannelsessted – her kan du få vejledning om dine konkrete uddannelsesmuligheder. Når du har fundet den rette uddannelse, skal du sammen med uddannelsesstedet udfylde og indsende en ansøgningsblanket (AR 237) til os i A-kassen LH.

Hent ansøgningen på www.star.dk

Hent og indsend din ansøgning
Snak med dit jobcenter eller uddannelsessted, hvis du har spørgsmål til en konkret uddannelse. Er uddannelsen hos Ledernes KompetenceCenter, kan du se mere her:

Se uddannelser for ledige hos Ledernes KompetenceCenter
For at kunne få godkendt en seks-ugers uddannelse, skal du:

  • Have været ledig i sammenlagt fem uger inden kursusstart 
  • Være fuldtidsledig*
  • Være tilmeldt som jobsøgende i jobcenteret
  • Have et godkendt og tilgængeligt CV på Jobnet
  • Tjekke dine jobopslag på Jobnet mindst hver syvende dag
  • Stå til rådighed for arbejde, som jobcenteret eller A-kassen LH henviser dig til

*Det betyder, at du ikke kan få godkendt en seks-ugers-uddannelse, hvis du har selvstændig bibeskæftigelse, da du så ikke vil blive opfattet som fuldtidsledig efter reglerne om godtgørelse ved erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser.

Du er ikke forpligtet til at søge jobs og deltage i møder hos os eller i jobcenteret, når du er i gang med et uddannelsesforløb. Du kan søge om at få befordringsgodtgørelse hos os.

Hent og indsend ansøgning om befordringsgodtgørelse

Anden uddannelse

Efteruddannelse skal som hovedregel være deltidsundervisning og under 20 timer om ugen og må ikke give ret til SU. Du skal stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet og deltage i de møder, du bliver indkaldt til. Hvis uddannelsen koster noget, skal du selv betale. Og du skal altid kontakte os for at få godkendt din uddannelse, før du går i gang.

Udfyld ansøgning om godkendelse af uddannelse

Herudover gælder der specifikke regler for nedenstående former for uddannelse:

Aftenskole
Undervisning på aftenskole – for eksempel hos FOF eller AOF.

Folkeskoleniveau
Undervisning som svarer til folkeskolens 8.-10. klassetrin. Her må du tage så mange timer om ugen, som du ønsker.

Gymnasiale enkeltfagskurser
Enkeltfag på gymnasiale uddannelser som STX, HHX og HF. Undervisningen må ikke overstige 20 timer om ugen.

Undervisning fra faglig organisation eller a-kasse
Undervisning, der er arrangeret af en faglig organisation, jobcenteret eller a-kasse, med det formål at styrke din tilknytning til arbejdsmarkedet. Undervisningen må højst vare to uger, men der er ingen begrænsning i forhold til timetal.

Åben uddannelse
Åben uddannelse i op til seks timer om ugen eller hvad der svarer til 1/3 studenterårsværk. Du skal i forvejen have gennemført en erhvervsmæssig uddannelse med en varighed på minimum 18 måneder for at kunne benytte dig af denne mulighed. Herudover skal uddannelsen have tilknytning til din tidligere uddannelse eller være indenfor dit arbejdsområde.

Har du spørgsmål? Du er altid velkommen til at kontakte os.

Kontakt A-kassen

Uddannelsesløft

Uddannelsesløft
Mens du er ledig, har du mulighed for at tage en erhvervsuddannelse efter puljen til uddannelsesløft. Der gælder forskellige betingelser alt afhængig af din situation.

Fælles gælder det dog, at

  • Du skal være dagpengemodtager
  • Du skal være fyldt 30 år, og
  • Mindst 4/5 af uddannelsen skal gennemføres inden for din dagpengeperiode.

Hvis du ikke kan gennemføre hele uddannelsen inden for dagpengeperioden, skal du være villig til at gennemføre den resterende del af uddannelsen på almindelige vilkår.

Ud over disse betingelser afhænger dine muligheder af, om du i forvejen har gennemført en erhvervsuddannelse eller en del af en.

Du kan læse mere om strukturen på erhvervsuddannelser her (ug.dk)

Du har en erhvervsuddannelse
Hvis du har gennemført en hel erhvervsuddannelse, men ikke anvendt den de sidste 5 år, har du følgende mulighed:

  • Du kan tage en erhvervsuddannelse som EUV 1 eller EUV 2. Det kræver dog, at du har erhvervs- eller uddannelseserfaring nok til at få merit til dette.


Du har en del af en erhvervsuddannelse
Hvis du tidligere har gennemført et trin i en erhvervsuddannelse, har du følgende mulighed:

  • Du kan bygge et trin ovenpå inden for samme erhvervsuddannelse. Det er dog en betingelse, at det trin, som du tidligere har gennemført, er færdiggjort mindst 18 måneder før, at du starter på det nye trin.


Du har ikke nogen erhvervsuddannelse
Hvis du ikke har en erhvervsuddannelse, har du følgende muligheder:

  • Du kan tage en erhvervsuddannelse som EUV 1 eller EUV 2. Det kræver dog, at du har erhvervserfaring nok til at få merit til dette.
  • Hvis du ikke har nogen relevant erhvervserfaring, kan du tage første trin i en erhvervsuddannelse som EUV 3.


Kontakt uddannelsesstedet
Hvis du er i tvivl om, hvilke muligheder du har for uddannelse og merit, skal du kontakte uddannelsesstedet. Uddannelsesstedet kan lave en realkompetencevurdering til dig for at klarlægge dine muligheder.

Kontakt jobcenteret
Hvis du opfylder betingelserne og ønsker at deltage i en erhvervsuddannelse, skal du kontakte jobcenteret. Det skyldes, at deltagelse i uddannelsen skal aftales med jobcenteret.

Under uddannelsen fritages du for at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for henvist arbejde.

Dagpenge med 80 procent sats og lånemulighed
Mens du deltager i uddannelsen, modtager du dagpenge med 80 procent af højeste sats. Du har derudover mulighed for at låne det resterende beløb op til din hidtidige dagpengesats med et fradrag på 37 procent (svarende til almindelig skattesats). Hvis du ønsker at indgå aftale om lån, skal du underskrive et lånedokument, som vi sender til dig.

Hvis du begynder på en uddannelse den 1. marts 2017 eller senere, vil du under uddannelsen kunne modtage dagpenge med din almindelige dagpengesats. Det gælder, hvis du deltager i en uddannelse, hvor der er mangel på arbejdskraft. Uddannelsen skal fremgå af en særlig liste, der offentliggøres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Du kan læse mere om reglerne for puljen til uddannelsesløft her (star.dk)

Opdateret: 01.12.2015

Kunne du bruge siden? Nej Ja

Fortæl os din mening
Vi har brug for dit input, så vi hele tiden kan gøre siden bedre for dig.

Spørgsmål besvares dog ikke.
Kontakt os

Send

Tak for din feedback