Dagpenge

Dagpenge og udlandsophold

Hvis du overvejer at tage til udlandet og arbejde, skal du huske at fortælle os det, da det kan få stor betydning for din ret til dagpenge. Det kan også have konsekvenser for din ret til efterløn - læs mere nedenfor.

Du har krav på en samtale hos os, hvor vi kan give dig konkret rådgivning i forhold til netop din situation. Men som hovedregel gælder det, at der er forskel på, om du får arbejde i et land, der er med i EØS eller ej, og om du er ansat af en udenlandsk arbejdsgiver eller udstationeret af en dansk arbejdsgiver.

Regler om dagpenge og udland

Dagpenge ved job i EØS eller på Færøerne

EØS-landene har aftalt regler for, hvor man skal være socialt sikret, herunder arbejdsløshedsforsikret, og hvordan man bevarer sine rettigheder. Det samme har Danmark og Færøerne.

Reglerne betyder, at du kan miste ret til dagpenge og efterløn, hvis du har arbejde i udlandet og ikke er forsikret i det rigtige land. Det kan også gå ud over din ret til lægehjælp, erstatning ved arbejdsskade med videre. Det gælder, uanset om du er lønmodtager eller selvstændig.

Der er også nogle vigtige frister, du skal overholde for at undgå at miste rettigheder.

Kontakt os derfor altid for at få konkret vejledning inden du rejser.

Normalt skal du være socialt sikret i arbejdslandet, men der er mange undtagelser.

Som selvstændig skal du altid selv sørge for at forsikre dig i arbejdslandet. Det er dog ikke alle lande, der har arbejdsløshedsforsikring for selvstændige.

I nogle lande bliver lønmodtagere automatisk medlem af arbejdsløshedsforsikringen, mens lønmodtagere i andre lande selv skal sørge for at forsikre sig. 

Hvis du har ret til dansk social sikring under arbejde i udlandet
Du har på visse betingelser ret til dansk social sikring og fortsat medlemskab af vores a-kasse, hvis du udsender dig selv til at være selvstændig i andre EØS-lande. Læs mere om dette herunder.

Det er vigtigt, at du søger om en såkaldt "Attest A1" hos Udbetaling Danmark, før du starter på arbejde i det andet land.

Find "Attest A1" på borger.dk

Hvis du skal forsikres i arbejdslandet
Har du ret til at blive arbejdsløshedsforsikret i arbejdslandet, skal du sørge for at bliver optaget i arbejdsløshedsforsikringen dér.

Dernæst skal du melde dig ud af A-kassen LH, da du ikke må være medlem i to lande samtidig. Men vent med at melde dig ud her, til du er helt sikker på, at du er blevet arbejdsløshedsforsikret i arbejdslandet.

Hvis du ikke har ret til at blive arbejdsløshedsforsikret i arbejdslandet, kan du forblive medlem hos os, hvis vi får dokumentation for dette.

Hvis du er statsborger i et land uden for EØS
Arbejder du i et ikke-nordisk EØS-land, er du her i landet ikke omfattet af EØS-reglerne på grund af det danske retsforbehold. Du skal derfor fortsat være medlem af en dansk a-kasse, hvis du vil bevare din ret til danske dagpenge med videre.

Hvis du er britisk statsborger, kan der dog gælde noget andet for dig, hvis du har haft ophold i Danmark før 1. januar 2021. Kontakt os for at få vejledning.

Udstationering til arbejde i et andet EØS-land
Hvis du som selvstændig udstationerer dig selv til at arbejde i et andet EØS-land i en kortere periode, har du ret til dansk social sikring, hvis du har drevet virksomheden mindst 2 måneder før udsendelsen, driver den under udsendelsen og fortsætter driften af virksomheden efter din hjemkomst.

Hvis du er lønmodtager, skal det fremgå af din kontrakt, at udstationeringen er midlertidig.

Du søger om en attest A1 hos Udbetaling Danmark.

Læs eventuelt mere om, hvor du skal være forsikret på Udbetaling Danmarks hjemmeside, men vi anbefaler også, at du kontakter os, hvis du udstationerer dig selv som selvstændig, hvis du som lønmodtager skal udstationeres, eller hvis du skal arbejde i flere EØS-lande.

Læs mere hos Borger.dk
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål om dagpenge og udland

Kan jeg blive arbejdsløshedsforsikret som selvstændig i et andet EØS-land?
Det er ikke alle EØS-lande, der har arbejdsløshedsforsikring for selvstændige. Hvis du driver selvstændig virksomhed i et land uden arbejdsløshedsforsikring for selvstændige, kan du fortsat være medlem her.

Hvis du driver selvstændig virksomhed i et land, der har arbejdsløshedsforsikring for selvstændige, men hvor du ikke har ret til at blive optaget, kan du også fortsætte som medlem her.  Husk bare at få dokumentation på, at du ikke har mulighed for at blive forsikret i det andet land.

Hvilke lande er med i EØS?

EØS-landene er de lande, der har tilsluttet sig Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale, som fastsætter regler for blandt andet arbejdsløsheds- og sygeforsikring. 
Ud over EU-landene er EFTA-landene med i EØS-aftalen.

De 27 EU-lande:
Belgien, Bulgarien, Cypern (græsk del), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland (syd), Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

EFTA-landene:
Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. EFTA er en international frihandelsorganisation, som modsat EU alene er et mellemstatsligt samarbejde.

EØS-områder
Følgende områder og oversøiske territorier er endvidere omfattet af forordningen: Azorerne (portugisisk), Balearerne (Mallorca og Ibiza), Ceuta (spansk), De Kanariske øer (spanske), Guadeloupe og Guyana (franske), Madeira (portugisisk), Martinique (fransk), Melilla (spansk), Réunion (fransk), St. Martin (franske del) og Ålandsøerne (finsk).

Dagpengeregler ved job uden for EØS-området

Når du får flytter til et land uden for EØS-området, har du ret til fortsat medlemskab hos os.

Hvis du fastholder dit medlemskab, fordi du regner med at vende hjem igen, kan du få dagpenge ved hjemkomst, hvis du opfylder alle betingelserne.

Det er vigtigt, at du gemmer den nødvendige dokumentation, fx dokumentation for overskud i en selvstændig virksomhed og kontrakt og lønsedler, hvis du er lønmodtager.

Hvis du er med i efterlønsordningen, kan arbejde i udlandet gå udover din ret til efterløn med videre.

Derfor bør du kontakte os, inden du rejser, så vi kan vejlede dig.

Kontakt os og få rådgivning om dagpenge og udland

Søg job i udlandet

Når du søger arbejde i udlandet, er der to muligheder for at få udbetalt dagpenge fra os:
  1. Hvis du skal til en konkret jobsamtale i udlandet
  2. Ved længerevarende jobsøgning i et EØS-land eller på Færøerne

1. Konkret ansættelsessamtale i op til fem dage
Hvis du er inviteret til en konkret jobsamtale hos en arbejdsgiver i et andet land, kan du godt få udbetalt dagpenge, imens du er afsted, så længe du opfylder følgende betingelser:

  • Før du rejser, skal du dokumentere overfor os, at du er inviteret til samtalen – det kan du gøre via en specifik formular.
  • Du må højst være væk i fem dage. Både lørdage, søndage og helligdage tæller med i de fem dage.
  • Du skal fortælle jobcenteret, at du er bortrejst.
     
Notér på jobnet.dk, at du er bortrejst

Indsend dokumentation

Væk i mere end fem dage?
Er du bortrejst i mere end fem dage, kan du ikke få dagpenge, mens du er i udlandet. Du skal så enten holde ferie eller fri for egen regning i hele perioden. Du skal give besked til jobcenteret om, at du ikke står til rådighed i den periode, da du er bortrejst, og du skal huske at oplyse om perioden på dagpengekortet.

2. Længerevarende jobsøgning i et EØS-land eller på Færøerne
Hvis du rejser til et andet EØS-land for at søge arbejde, kan du få udbetalt dagpenge i op til tre måneder. Du skal blot opfylde følgende betingelser:

  • Du er statsborger i et EØS-land
  • Du har ret til dagpenge og har været registreret som jobsøgende i jobcenteret i mindst fire uger, hvor du kun har haft arbejde i to dage – uanset timetallet 
  • Du skal have søgt tilladelse hos os , før du rejser
  • Du skal tilmelde dig den lokale arbejdsformidling inden for de første syv dage, du befinder dig i det pågældende land.

Hvis du vil søge job på Færøerne, er reglerne mere lempelige. Der er fx ikke krav om fire ugers forudgående ledighed eller EØS-statsborgerskab.

Hvis du får tilladelsen, udsteder vi en attest til dig, som bekræfter din ret til at få danske dagpenge under jobsøgning i det andet EØS-land/på Færøerne (PD U2).

Udfyld ansøgning om dagpenge under 3 måneders jobsøgning i et andet EØS-land eller på Færøerne

Tilmeld dig jobcenteret efter udlandsophold
Hvis du vil søge om dagpenge, når du kommer hjem efter at have søgt arbejde i et andet EØS-land, skal du registrere dig som jobsøgende i jobcenteret, når du kommer hjem, og før din periode med ret til dagpenge i det andet EØS-land udløber. Det vil sige senest på den sidste dag, der står på PD U2-attesten. Ellers kan du først få dagpenge, når du som fuldtidsforsikret lønmodtager har arbejdet i mindst 296 timer inden for 12 uger. Som selvstændig skal du arbejde i mere end 30 timer om ugen i 12 uger. Det gælder også, hvis du for eksempel er rejst til et andet EØS-land, fordi din ægtefælle har fået arbejde dér. Der gælder lidt andre regler i forhold til Færøerne.

Udbetaling af dagpenge
Dagpengene i det andet EØS-land/på Færøerne udbetales med samme sats og skattekortoplysninger som i Danmark, og det er fortsat os, der står for udbetalingen. Du skal også fortsat betale kontingent til os gennem hele perioden.

Du skal stå til rådighed
Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet jobsøgningslandet. Det gør du ved at overholde det lands regler med hensyn til kontrol på arbejdsformidlingen. Du må holde ferie for egen regning eller med godtgørelse fra en arbejdsgiver i sammenlagt højst syv dage, mens du søger job i udlandet.

Hvis du får arbejde i det andet EØS-land/på Færøerne
Hvis det lykkes dig at få arbejde, skal du optages i arbejdsløshedsforsikringen dér. Du skal også udmeldes her, da du kun må være forsikret i ét land. Du bør dog ikke udmelde dig her, før du er sikker på, at du er blevet forsikret i arbejdslandet.

Kan jeg søge job i udlandet igen senere?
Du får ret til jobsøgning i udlandet i tre måneder igen, når du har opfyldt et arbejdskrav. Som fuldtidsforsikret lønmodtager skal du arbejde i mindst 296 timer inden for 12 uger. Som selvstændig skal du arbejde i mere end 30 timer om ugen i 12 uger. Arbejdet kan du udføre både i Danmark og i udlandet.

Hjemvendt fra udlandet

Hvis du har været medlem i en a-kasse i et andet land, skal du optages i A-kassen i Danmark igen, når du vender hjem. Der gælder forskellige regler, alt efter hvornår du sidst har været medlem af en dansk a-kasse.

Er det mindre end fem år siden, skal du blot søge om optagelse hurtigst muligt men senest otte uger efter, at din forsikring ophører i det andet EØS-land. Hvis du melder dig ind hos os, før fristen udløber, kan du medregne både arbejde og forsikringsperioder i udlandet.

Er det fem år eller mere siden, du har været med i en dansk a-kasse, skal du både være i job og søge om optagelse i A-kassen LH senest otte uger efter, din forsikring ophører i det andet EØS-land. Herudover skal du som fuldtidsforsikret lønmodtager arbejde mindst 296 timer inden for 12 uger. Du kan desværre ikke opfylde dette krav med selvstændig virksomhed.

Hvis du vender hjem som ledig, skal du tilmelde dig jobcenteret den dag, du ønsker dagpenge fra og sende os en ledighedserklæring. Vi indhenter selv dokumentation for dine udenlandske arbejds- og forsikringsperioder hos myndighederne dér.

Hvis du har været forsikret på Færøerne og ønsker at tage til Danmark som ledig, er det vigtigt, at du før afrejsen (via en såkaldt PD U2-attest) får lov til at tage på jobsøgning i Danmark med færøske dagpenge, da du ellers risikerer ikke at kunne få dagpenge her.  

Hjemvendt fra et land udenfor EØS?
Hvis du har bevaret dit medlemskab hos os, mens du har opholdt dig i et land udenfor EØS-området, har du ret til dagpenge, når du vender tilbage til Danmark. Det kræver dog, at du opfylder de almindelige betingelser for ret til dagpenge. Husk at fortælle os det, når du kommer hjem, og registrér dig hos jobcenteret som jobsøgende, hvis du er ledig.   

Læs mere om de almindelige vilkår for ret til dagpenge

På vej på efterløn?
Der gælder særlige regler i forhold til efterløn og udlandsophold.

Læs mere om efterløn og udland

Brexits betydning for dine rettigheder

Den 31. januar 2020 udtrådte Storbritannien af EU.

På grund af en overgangsordning har landet indtil udgangen af 2020 haft status som EU-land, og britiske statsborgere har haft rettigheder, som om de fortsat var EU-borgere.

Per 1. januar 2021 er overgangsordningen ophørt; Storbritannien er nu et såkaldt tredjeland, et land uden for EØS-området, og britiske statsborgere er tredjelandsstatsborgere.

Det har stor betydning i forhold til arbejdsløshedsforsikring i Danmark, fordi EØS-reglerne om social sikring, herunder arbejdsløshedsforsikring, ikke gælder for tredjelandsstatsborgere på grund af Danmarks retsforbehold.

Det betyder blandt andet:

  • at du ikke længere kan optjene ret til dagpenge mv. på baggrund af perioder, hvor du har været arbejdsløshedsforsikret i Storbritannien 
  • at du ikke længere kan tage på jobsøgning i Storbritannien med danske dagpenge og
  • at du som herboende britisk statsborger ikke længere kan optjene ret til dagpenge mv. på baggrund af perioder, hvor du har været arbejdsløshedsforsikret i et andet EØS-land.


Der er dog en del undtagelser fra dette på grund af udtrædelsesaftalen. Ifølge udtrædelsesaftalen bevarer du dine rettigheder, som om Storbritannien fortsat var EU-land, hvis du har gjort brug af din såkaldte frie bevægelighed før 1. januar 2021. Det gælder, uanset om du er dansk eller britisk statsborger eller statsborger i et andet EØS-land. Du bevarer disse rettigheder i hele din levetid, medmindre din situation ændrer sig.

Britiske statsborgere skal søge om et nyt registreringsbevis senest i 2021
Har du som britisk statsborger haft lovligt ophold i Danmark og udnyttet retten til fri bevægelighed før 1. januar 2021, skal du søge om et nyt Registreringsbevis for at bevare dine rettigheder.

Registreringsbeviset udstedes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og kan ansøges fra 1. januar 2021 og året ud.

Søg om registreringsbeviset her på hjemmesiden Nyidanmark.dk

Hvis du ikke er omfattet af udtrædelsesaftalen
Hvis du påbegynder et arbejde i Storbritannien efter den 31. december 2020, skal du sørge for at blive socialt sikret, herunder arbejdsløshedsforsikret i Storbritannien. Det gælder også, selvom du blot udstationeres.

Ønsker du i den situation at bevare din ret til dagpenge i Danmark ved hjemkomst, skal du samtidig blive ved med at være medlem af din danske a-kasse. 

Hvis du er i tvivl om dine rettigheder, er du velkommen til at kontakte os:

Kontakt A-kassen

Betydning for din ret til efterløn

Hvis du betaler til efterlønsordningen, bør du læse om et udlandsopholds betydning for din ret til efterløn eller skattefri præmie – også selv om du ikke aktuelt har planer om at gøre brug af efterlønsordningen. Derudover bør du kontakte os, så vi kan vejlede dig konkret.

Læs om udland og efterløn

Opdateret: 18.06.2021