Ejeraftale

Det skal fremgå klart og utvetydigt af ejeraftalen, hvem aftaleparterne er. Det kan virke banalt at nævne det, men i virkelighedens verden opstår der fra tid til anden tvivl om, hvem der har indgået en aftale. I kan overveje, om de ultimative ejere (de personer, der i sidste ende ejer selskabet) også skal forpligtes af ejeraftalen.

Sørg for, at I altid skriver ejernes fulde navne i aftalen. Er ejerne virksomheder, så sørg for at skrive virksomhedernes fulde navn, adresse og CVR-nummer.

I aftalen bør i angive størrelsen på selskabskapitalen. I den forbindelse skal I være opmærksomme på, at et aktieselskab minimum skal have en selskabskapital på 400.000 kr., mens minimumskapitalen for anpartsselskaber er 40.000 kr. Derudover skal I angive fordelingen af ejerandelene mellem jer som ejere.”

Vi anbefaler, at I skriver i aftalen, om ejerne er forpligtet til at tilføre selskabet yderligere midler, og hvorvidt ejerne skal kautionere for selskabets økonomiske forpligtelser.

Ved at indsætte en formålsbestemmelse i ejeraftalen har I mulighed for at angive jeres overvejelser og baggrunden for ejeraftalen. En formålsbestemmelse kan også senere bruges som grundlag for at forstå aftalens andre bestemmelser.

Ejeraftalen bør indeholde et punkt om ejernes eventuelle arbejdsforpligtelser i selskabet. Vi anbefaler, at der også bliver udarbejdet selvstændige ansættelseskontrakter for de ejere, der skal ansættes i selskabet. Vi anbefaler i den forbindelse, at rettigheder og pligter, der relaterer sig til ejerskabet, bliver reguleret i ejeraftalen, mens rettigheder og pligter vedrørende ansættelsesforholdet bliver reguleret i den pågældendes ansættelseskontrakt.

Det bør fremgå af ejeraftalen, hvordan selskabet skal ledes til daglig – enten af både en bestyrelse og en direktion, eller for anpartsselskabers vedkommende udelukkende af en direktion. Sammensætningen og størrelsen af bestyrelsen og direktionen kan også beskrives i aftalen. 

Bemærk dog, at en beslutning om ansættelse og afskedigelse af direktionen skal træffes af selskabets øverste ledelsesorgan. I kan også skrive en eventuel udpegningsret til bestyrelse/direktion ind i ejeraftalen. 

Hvis I som ejere ikke aftaler noget om, hvordan I træffer beslutninger på generalforsamlingen, vil det være selskabsloven, der gælder. Det betyder, at I som ejere træffer de fleste beslutninger ved simpelt flertal (50 % af stemmerne), mens nogle beslutninger skal træffes med et kvalificeret flertal (typisk 2/3 flertal).

Eksempler på beslutninger, der kan træffes med simpelt flertal af ejerne: 
 
• Godkende årsregnskabet
• Beslutte, om udbytte skal udbetales
• Vælge og afskedige generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer
• Beslutte, om selskabet skal købe eller belåne egne aktier
• Vælge og afskedige revisor
I selskaber med to ejere, hvor hver part ejer 50 % af selskabet, er det relevant at aftale, hvad der skal gælde i en situation, hvor man ikke er enige. Læs mere under ”Deadlockbestemmelse”.

Eksempler på beslutninger, der kan træffes med kvalificeret flertal:

• Ændring af vedtægterne
• Kapitalforhøjelse
• Beslutte at fravige fortegningsret (skal være velbegrundet og ske til markedskurs)
• Beslutte fission eller spaltning
• Beslutte opløsning

Minoritetsejere kan ofte have et ønske om at fravige selskabslovens beslutningskrav og i stedet aftale krav om enighed eller større tilslutning, end dem, selskabsloven har fastsat.

Noget af det helt centrale for en ejeraftale er at regulere, hvordan I som ejere kan disponere over jeres ejerandele.

Skal det for eksempel være tilladt for ejerne at pantsætte ejerandele, og hvis pantsætning kan ske, hvilke nærmere regler skal så gælde for en sådan pantsætning? 
Vi anbefaler, at en pantsætning kun skal være mulig, hvis de andre ejere giver deres samtykke, og hvis panthaveren forpligter sig til at respektere ejeraftalen. 

I praksis opstår de fleste konflikter imellem ejere i forbindelse med salg/overdragelse af ejerandelene. Det drejer sig typisk om:

• Hvornår en ejer har ret til at overdrage sine ejerandele
• Hvornår en ejer har pligt til at sælge sine ejerandele
• Til hvem, der kan ske overdragelse
• Hvilken pris, der skal betales for ejerandelene.

Vi anbefaler, at I aftaler nogle faste rammer for salg og overdragelse af ejerandelene – på den måde minimerer I risikoen for at ende i en konflikt vedrørende jeres ejerskab.

Vi anbefaler, at I som ejere knytter en forkøbsret til ejerskabet, således at de andre ejere altid vil have førsteret til at købe en ejer ud, hvis vedkommende ønsker at sælge sin del af virksomheden.

Det er vigtigt, at I som ejere på forhånd har aftalt, hvordan værdien af ejerandelene skal opgøres ved et eventuelt salg mellem ejerne. Her anbefaler vi, at I tager udgangspunkt i markedsværdien, som skal fastsættes af selskabets revisor. Der bør dog være mulighed for, at en ejer kan udfordre denne værdiansættelse ved en uafhængig revisor.

I bør overveje, om der skal gælde et (eventuelt tidsbegrænset) salgsforbud, så ingen af jer må sælge jeres del af virksomheden til for eksempel konkurrenter eller andre, som de tilbageværende ejere ikke ønsker at få ind som medejere.

Medsalg
Det er også almindeligt, at minoritetsejere kan kræve, at deres ejerandel indgår i et salg, ved en ”exit” (dvs. salg af mere end 50 % af ejerandele) på samme vilkår, som salget sker til. Som regel vil denne ret også medføre en pligt til medsalg for minoritetsejerne, således at man ikke selv kan vælge at blive som minoritetsejer. Vi anbefaler, at både ret og pligt til medsalg bliver skrevet ind i ejeraftalen.

I en række tilfælde, kan det være hensigtsmæssigt at have bestemmelser om, at en ejer er forpligtet til at udtræde af ejerkredsen. Derfor anbefaler vi, at I skriver det ind i ejeraftalen fra starten. Det drejer sig særligt om følgende situationer:

• En ejer bliver opsagt i virksomheden (eller driftsselskabet, hvis dette er et selskab inden for samme koncern)
• Ved længerevarende sygdom eller død.

Der kan opstå uløselige uenigheder mellem dig og dine medejere. For at kunne komme ud af en sådan situation, kan I vælge at lave en deadlockbestemmelse i ejeraftalen. Bestemmelsen definerer hvordan en uløselig konflikt mellem ejerne skal løses. Her kan en løsning være, at I hver især afgiver et bud på en pris, som I er villige til både at købe og sælge til, hvorved man er forpligtet til at sælge eller købe, alt efter hvem der har afgivet det højeste bud.

Det er også hensigtsmæssigt, at ejeraftalen indeholder en bestemmelse om en salgspligt i tilfælde af en ejers væsentlige misligholdelse. Her knytter man normalt en pligt for den misligholdende ejer til at skulle afstå sin ejerandel til en reduceret pris.

Vi anbefaler, at denne reduktion i salgsprisen sker som en procentvis nedsættelse af markedsværdien, som opgøres af jeres revisor. Der findes eksempler på ejeraftaler, hvor salgsprisen i tilfælde af væsentlig misligholdelse skal fastsættes uden tillæg af værdien af goodwill (beliggenhed,  kundekreds mv.). Det har i konkrete eksempler betydet en reduktion i salgsprisen på op til 90 %. Det mener vi ikke er hensigtsmæssigt, og vi anbefaler derfor, at I ikke bruger sådan en formulering vedrørende reduktionen af salgsprisen.

Det er i øvrigt almindeligt, at den misligholdende ejer først får en frist til at rette op på misligholdensen (hvis det giver mening). På denne måde slipper vedkommende for at blive tvunget til et salg.

Ejeraftalen bør også tage stilling til ejernes udbyttepolitik. Her skal selskabslovens regler naturligvis overholdes, ligesom virksomhedens fortsatte drift bør tages i betragtning. I kan eventuelt aftale, at man først kan få sit udbytte efter en vis årrække, eller når nogle nærmere bestemte målsætninger er nået. Som beskrevet ovenfor under ”Beslutninger”, kan generalforsamlingen med simpelt flertal beslutte, om udbytte skal udbetales. Derfor kan det være særdeles relevant for minoritetsejere at få fastlagt selskabets udbyttepolitik i ejeraftalen.

Som ejere kan I have en helt legitim interesse i, at jeres medejere ikke har et sideløbende engagement i en konkurrerende virksomhed eller kommer i en interessekonflikt i forhold til selskabets kunder.

Det kan derfor være en god idé at indgå en konkurrenceklausul og/eller en kundeklausul.

En konkurrenceklausul indebærer, at en ejer ikke kan:

• Konkurrere med jeres selskab
• Eje en del af et konkurrerende selskab
• Arbejde i et konkurrerende selskab. 

Således kan en konkurrenceklausul både have betydning under og efter den pågældendes ejerskab.

En kundeklausul har typisk virkning efter, at en ejer er udtrådt af ejerkredsen. Kundeklausulen vil således betyde, at vedkommende ikke må have kontakt til selskabets kunder.

Vi anbefaler, at også de ultimative ejere – de personer, der i sidste ende står som ejere af selskabet, eventuelt via et holdingselskab også skal bindes af klausulerne.

I de fleste tilfælde giver det sig selv, at ejeraftalen skal være omfattet af dansk ret, og at eventuelle tvister skal behandles ved de danske domstole. Det er imidlertid altid en god idé at få dette skrevet ind i aftalen - særligt hvis udenlandske ejere eller virksomheder er involveret i selve ejeraftalen eller selskabets drift.

Ejerne skal naturligvis underskrive ejeraftalen. I bør overveje, om eventuelle ultimative ejere (dvs. de personer, der i sidste ende står som ejere af selskabet, hvis ejerne er selskaber) også skal underskrive ejeraftalen.