Varan Pathmanathans rejse som selvstændig

Det var en passion for både bæredygtighed og investeringer, der fik Varan Pathmanathan til at hoppe ud i sit iværksættereventyr. Det var velovervejet, men ikke desto mindre et stort spring for den 32-årige familiefar. Du kan læse hans overvejelser om og gode råd til livet som iværksætter her. Varan er aktuel på efterårets lederkonferencer i hele landet, hvor han fortæller mere om, hvordan virksomheder kan forene profit med bæredygtighed. 

Jeg opdagede, at jeg gerne ville være selvstændig, da jeg sad på en bænk på Folkemødet i 2018, og kunne mærke, at den idé jeg havde gået med i tankerne et par uger forinden, simpelthen var noget jeg måtte forfølge. Flere gange i min karriere har jeg tænkt på at kaste mig ud i et iværksættereventyr, og jeg er også ofte blevet anbefalet det, men jeg har ikke haft en ide, jeg troede nok på. Det har tidligere holdt mig tilbage, men her var det klokkeklart, at jeg måtte arbejde videre med det. Det var vigtigt for mig, at mavefornemmelsen var der. 

Jeg ville arbejde med bæredygtighed, investeringer og de 17 verdensmål, som på daværende tidspunkt ikke var blevet et buzzword, eller noget som var på alles læber. Da jeg kom hjem fra Folkemødet, besluttede jeg mig for at gå i gang med at researche og samle et spændende team, som jeg kunne fortælle ideen til for at komme i gang. Det var nemlig fuldstændig klart for mig, at uden det rigtige hold ville det ikke lykkes. 

En god arbejdsdag er, når jeg er på vej hjem til familien, og føler at dagen har været rar, at der har været gode møder med teamet og at jeg har været produktiv. Det skal være sjovt at gå på arbejde, og “sjov” kan være defineret på mange måder. Det kan både være fordi, der har været sjove oplevelser med teamet over noget ikke-fagligt, eller der har været en sjov oplevelse med kunder eller brugere. Det vigtigste er, at man er glad for det man laver - og endnu vigtigere; at arbejdet giver mening.

For mig personligt er det at arbejde med bæredygtighed og de 17 verdensmål ved at forsøge at hjælpe folk i gang med de bæredygtige investeringer, især dem som aldrig nogensinde har investeret før, noget som giver mening for mig. Mening i jobbet kan være svært at definere og er meget individuelt, og netop derfor er det vigtigt, at man stopper op og mærker efter, hvad der betyder noget for én, og dernæst agerer på det - og søger det meningsfyldte arbejde.

Jeg begyndte at arbejde med bæredygtighed, fordi jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel med de erfaringer, jeg har dannet mig de seneste år i den finansielle branche. Jeg har altid haft stor interesse for bæredygtighed, og da jeg valgte at gå den vej sidste år, brugte jeg en del tid på at reflektere over, hvordan ideen opstod - og hvordan jeg kunne se det hele give mening for mig. Jeg følte, at det var min pligt at arbejde videre med bæredygtighed i en investeringsvinkel; at kunne hjælpe folk i gang med at investere med det formål at støtte op om de 17 verdensmål.

Det svære ved at arbejde med bæredygtighed er, at der absolut aldrig er noget facit. Bæredygtighed er mange ting, alt fra vedvarende energi, rent vand og sanitet til ligestilling mellem kønnene. For mig er bæredygtighed, at vi sikrer, at vores verden stadig eksisterer om 20-50 og 100 år. Jeg tror ikke, at bæredygtighed er et modefænomen eller en trend, men derimod et vilkår for fremtidens virksomheder, ledere og medarbejdere. 

For mig er det vigtigt, at man som enkelt individ tager en temperaturmåling på, hvordan man selv ønsker at bidrage og agere i verden - det man populært kalder væredygtighed. Det vil sige, at det ikke kun handler om vores handlinger, men også om det som ligger til grund for vores handlinger, nemlig de byggeklodser vi er gjort af. Jeg vil mene, at man kan komme ind til kernen af sin væredygtighed ved at finde ud af, om det er de rigtige ting, der driver én, når man går på arbejde hver dag. Er man underlagt andres dagordener mod sin vilje? Giver man køb på noget i sig selv, når man indgår et kompromis? Og hvor meget handler ens hverdag på jobbet om overlevelse – og hvor meget handler om at gøre en forskel? En forskel for sig selv, for andre, samfundet eller fremtiden.

Det, jeg drømmer om sker, hvis min virksomhed får stor succes er at hjælpe folk på globalt plan i gang med at investere i en bæredygtig fremtid. Det handler om at hjælpe dem med at finde frem til, hvad der betyder mest for dem, og ud fra dette lade deres penge arbejde i den retning. Mit håb er, at vores platform kan hjælpe brugerne med at identificere, hvad der betyder mest for dem og hjælpe dem med at investere i virksomheder, som de selv tror på, og som matcher deres værdier. 

De største udfordringer ved at starte sin egen virksomhed er at turde tage springet. Før man starter sin egen virksomhed, er man måske betaget af historierne om de succesfulde startups, og man går selv og dagdrømmer om, hvordan det ville være at hoppe ud i et lignende eventyr. Den dag man står der selv, er det den største udfordring af alle. Selv var jeg 31 år, gift, far til to små børn – og med lejlighed, sommerhus og bil. Det at gå selvstændig med en usikker fremtid, det er klart den største udfordring. Selvom man er klar over, at vi i Danmark har et godt system og setup for iværksætteri, så ændrer det ikke på, at det er en stor udfordring, når man springer ud i det. 

De tre råd, som jeg vil give til andre selvstændige er

  1. Tænk væredygtigt og mærk efter, når du overvejer at gå selvstændig. Når man har taget springet, er der ingen vej tilbage - og du skal være klar på, at ikke én dag ligner den forrige.

  2. Dit team er alfa-omega, så har du en idé, så find de 3-4 personer som IKKE ligner dig, og etablér et trygt og fortroligt fællesskab, hvor I kan gøre nytte af jeres kompetencer på tværs.

  3. Husk på, at du skal gi en masse for at få noget, og det du skal bruge, kommer nødvendigvis ikke fra de samme personer – det kan fx betyde, at du skal give afkald på ejerandele i forhold til teammedlemmer eller investorer

Karriererådet som jeg ville ønske, at jeg havde fået tidligere er, at karriere er ikke alt her i livet. Husk på, at vi alle har 24 timer i døgnet, og hvad vi vælger at bruge dem på, er helt op til os selv – og ikke op til vores arbejdsgiver eller vores familie. Netop derfor er det vigtigt, at vi reflekterer over, hvilket liv vi ønsker at give til os selv. Vi skal være bevidste om de valg, vi træffer, fx hvor mange timer vi arbejder, hvor meget vi er sammen med familien og vennerne – eller hvor mange timer vi sover i døgnet.

Varan Pathmanathan, Founder of MakeImpact

Foto: Frida Hansen