Chris MacDonald om motivation

Hvis du spørger Chris MacDonald, så er motivation ikke noget, der kommer af sig selv. Det er noget man skaber. Også som selvstændig. Her kan du få hans konkrete råd til, hvordan du bedst motiverer dig selv.

Motivationseksperten Chris MacDonald lever af at inspirere mennesker til, hvordan de via deres livsstil kan få et bedre liv. Han har selv været nede og ramme bunden og fortæller her om sin vej op, og hvad han selv gør, når han mangler motivation. Måske vil du blive overrasket over, at motivationsekspertens løbesko (heller ikke) binder sig selv?

Jeg opdagede, at jeg gerne ville arbejde med fysisk og mentalt velvære, da jeg var i mine sene teenage-år. Jeg kæmpede med depression og angst, og forsøgte at håndtere det med alkohol og junkfood. Da jeg blev godt sytten år, havde jeg nået et lavpunkt. Jeg bevægede mig stort set ikke, og levede af MacDonalds og Taco Bell, som jeg hentede i deres Drive-in. På et tidspunkt fik jeg det så dårligt, både fysisk og psykisk, at det blev klart for mig, at jeg måtte gøre noget. Det eneste jeg kunne finde på, var at gå ned til den lokale roklub og spørge, om jeg måtte være med i deres træning. Det var helt tilfældigt. Men det blev mit første vendepunkt, for jeg opdagede, at jeg kunne påvirke min mentale tilstand ved at bruge min krop. 

Når jeg selv har brug for motivation, så tænker jeg på resultatet. Når jeg har svært ved at vælge den sunde mad frem for den mindre sunde, eller har svært ved komme ud af døren for at løbe en tur, så tænker jeg på den gevinst, jeg får ud af det både fysisk og mentalt. Der går sjældent en dag, hvor jeg ikke bruger den tankegang. Jeg har erkendt, at jeg ikke kan lade det være op til den klassiske følelse af motivation, som mange af os forestiller os, at vi bør have. Med det mener jeg den her positive energi, der vil komme over os, hvor vi nærmest automatisk binder løbeskoene og svæver ud af døren. Jeg må indrømme, at det har jeg aldrig oplevet. 

I stedet har jeg erkendt, at hvis jeg vil have det godt, så har min krop nogle helt fundamentale behov, den skal have opfyldt. Motivation er et resultat af biologiske og psykologiske input, altså både det vi giver kroppen og hjernen. Én ting er vigtigheden af kost, søvn og motion, men en af de mest gennem testede teorier inden for motivationsforskning har også vist os, at der er tre psykologiske behov, som skal være til stede før vi oplever motivation. De er: autonomi, fællesskab og kompetencer. Lad os tage løbeeksemplet igen: Hvis du vil maximere din chance for at få succes med at løbe, skal du altså føle at det er dit projekt, opleve et fællesskab omkring dit løb, hvor du føler dig set og sidst men ikke mindst opleve, at du har energien og evnen til det.

Chris McDonald

Det essentielle ved motivation er, at det er noget, man skaber. Motivation er et resultat. Et resultat af, at psyken og kroppen får basale behov opfyldt. Hvis jeg er i en periode, hvor jeg ikke oplever at være motiveret, så prøver jeg altid på at finde ud af, hvad det er for et behov, der ikke bliver opfyldt. Før det er udbedret, kan jeg ikke forvente at opleve at være motiveret.

Som selvstændig, og når man arbejder alene, kan man motivere sig selv ved at fungere socialt. De seneste årtiers forskning inden for fysiologien har på ét punkt været skelsættende. Jo dybere vi undersøger menneskets natur, desto tydeligere bliver det, at meget store dele af vores biologi og psykologi afhænger af særligt én ting: Hvordan vi har det socialt. På en måde er det ikke overraskende. Vi er planetens mest sociale dyr. Det er ikke kun psykologisk, vi reagerer på, hvordan vi har det socialt. Det er meget store dele af vores biologi, der reagerer.

Det kan være en ekstra udfordring at arbejde som selvstændig, hvis man sidder meget alene og ikke oplever at være en del af et fællesskab. Hvis der ikke er nogen omkring én, når man udfører sit arbejde, så kan man godt efterlades med en følelse af, om det overhovedet har nogen betydning.. En af de mest afgørende sociale faktorer for vores velbefindende er følelsen af, at vi bidrager til noget: At vi er vigtige for vores gruppe. Næsten lige så essentielt som vores behov for mad, har vi som mennesker et indbygget behov for at bidrage; at være vigtige for nogen. 

Savner du motivation og mening som selvstændig
, vil mit råd som fysiolog være at blive en del af et netværk, hvor du kan dele dine ideer og tanker, og som også vil dele med dig. At blive en del af et fællesskab er formentlig dén ene ændring, du som selvstændig kan foretage, som vil give størst effekt for mindst indsats.

Chris MacDonald, sundheds- og motivationsekspert.

Vi har lavet podcast for selvstændige i samarbejde med Heartbeats, hvor vi møder erfarne selvstændige og unge, succesrig iværksætter til en snak om, hvordan man lykkes med sin virksomhed. Lyt til podcasten her.

Foto: Rune Lundø